
Flere vender tilbage til deres hjemland
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Efter flere ændringer af reglerne for repatriering tegner 2019 til at blive året, hvor flest flygtninge og indvandrere tog imod en pose penge for at vende tilbage til deres hjemland siden 2012. Det viser tal for repatriering, som det hedder, fra Dansk Flygtningehjælp og Udlændinge- og Integrationsministeriet.
I den seneste opgørelse, som gælder til og med november måned sidste år, kan man se, at 452 borgere havde valgt at tage imod tilbuddet om repatriering. Det var med to måneder af året tilbage allerede det højeste tal siden 2012, hvor 476 borgere rejste tilbage til deres hjemland.
Hvor det tidligere var flygtninge og indvandrere fra især Eksjugoslavien, Tyrkiet og Irak, der tog imod knap 140.000 kroner og hjælp til flytteomkostninger for at frasige sig deres opholdstilladelse i Danmark, er det i dag oftere somaliske og syriske flygtninge og indvandrere, der vender tilbage til deres hjemland.
Ingen mælk og honning
Faxe Kommune er den kommune i landet, hvor flest borgere, der er i målgruppen for repatriering, tager imod tilbuddet. Her hilser formand for beskæftigelses- og integrationsudvalget Bente Abrahamsen (DF) udviklingen velkommen.
– Jeg synes da, at det er en rigtig god idé, at folk vender tilbage. De får midlertidig beskyttelse i Danmark, og når der så ikke er problemer i deres hjemland mere, så er det også meningen, at de skal rejse hjem igen. Og mange er vel også glade for at komme hjem. Der, hvor du er født, der hører du hjemme, siger hun på egne vegne og fortsætter:
– Det er ikke blevet så let i Danmark for flygtninge og indvandrere. Det flyder ikke med mælk og honning, som det gjorde før i tiden. Så det er ikke så rosenrødt, som de er blevet lovet, når de kommer herop. Det, tror jeg, flere har opdaget, siger Bente Abrahamsen.
Vil understøtte ønske
##ContentBoxStart##255419##ContentBoxEnd##
Indsatsen for at få flere flygtninge og indvandrere til at vende tilbage til deres hjemland er blevet styrket ad flere omgange over de seneste år. Siden sommeren 2018 har kommunerne haft pligt til systematisk at vejlede borgere i målgruppen om muligheden for at få støtte til at rejse tilbage til deres hjemland, når kommunen har kontakt med dem i forbindelse med integrationsindsatsen og beskæftigelsesindsatsen.
I finansloven for 2019 vedtog VLAK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti desuden at udvide målgruppen for borgere, der kan få støtte til repatriering. Dertil er kommunerne nu forpligtede til at beskrive, hvordan de vejleder og informerer om muligheden for repatriering, ligesom partierne bag finansloven iværksatte en række oplysningsaktiviteter rettet mod kommunale medarbejdere for at gøre dem opmærksom på forpligtelsen til at vejlede om repatriering.
I Faxe Kommune fortæller udvalgsformand Bente Abrahamsen, at de blot har gjort, som Christiansborg har besluttet og ikke som sådan prioriteret indsatsen for at få folk til at repatriere.
I Sorø, hvor næstflest borgere relativt til målgruppens antal har repatrieret i 2019, fortæller formand for arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalget Rolf Clausen (V), at de har haft fokus på netop repatrieringsindsatsen i forbindelse med, at de skulle genbesøge deres beskæftigelsespolitik.
##ContentBoxStart##255420##ContentBoxEnd##
– Vi havde beskæftigelsesplanen oppe at vende i starten af året, og der har vi prøvet at indtænke det, der er lagt op til fra Christiansborg, og italesætte, at de har muligheden for at repatriere. For hvis nogen har et ønske om at udnytte muligheden, så vil vi gerne understøtte det, siger Rolf Clausen.
I Udlændinge- og Integrationsministeriet roser Mattias Tesfaye (S) kommunernes indsats.
– Jeg er tilfreds med, at vi hjælper så mange til at vende tilbage til deres hjemland. Med repatrieringsordningen kan vi for eksempel give flygtninge, der ikke har fået fodfæste på det danske arbejdsmarked, en hjælpende hånd til at vende hjem. I den forbindelse vil jeg gerne rose kommunerne for at gøre opmærksom på repatrieringsordningen, så flere får kendskab til muligheden, siger ministeren til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner. • jki@kl.dk
##ContentBoxStart##255418##ContentBoxEnd##
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-1-side-42-43.pdf