
Medarbejdere udsat for chikane: Nu siger kommunen fra
tekst Mads Brandsen
Den seneste tid har været hård for ansatte i ældreplejen i Hjørring. Ikke nok med, at flere kolleger er sygemeldte med coronavirus, så har flere medarbejdere også oplevet episoder af en sådan karakter, at det ifølge kommunen grænser til chikane.
Det er sket både i arbejdstiden og fritiden, skriver Hjørring Kommune i en pressemeddelelse.
– Det er naturligvis helt uacceptabelt og uordentligt, skriver kommunen.
For en medarbejder, der arbejder på det coronaramte plejehjem Vendelbocentret, har det fået konsekvenser for ægtefællens muligheder for at møde på arbejde, mens en anden medarbejder blev kontaktet i en dagligvarebutik og fik besked om, at kommunens medarbejdere ikke havde noget at gøre der.
– Vi er både vrede og skuffede over, at vores medarbejdere får sådan en medfart. Det hører ingen steder hjemme. Det er jo nogle af de medarbejdere, der har kæmpet og fortsat kæmper en brav kamp for at udføre de mange ekstra tiltag, der skal stoppe smitten i at brede sig. Det er svære forhold at arbejde under. Samtidig gør de deres yderste for at give pleje og omsorg til vores ældre, siger borgmester Arne Boelt (S), 1. viceborgmester Per Møller (K) og 2. viceborgmester Henrik Jørgensen (V) og fortsætter:
– Vi vil gerne benytte lejligheden til på vegne af det samlede byråd at rose alle de medarbejdere, der yder en kæmpe indsats for at give borgerne den bedst mulige service på trods af svære arbejdsbetingelser.
Hjørring Kommune understreger, at Sundhedsstyrelsens retningslinjer følges til punkt og prikke, og at det betyder, at Vendelbocentret nærmer sig et fuldkomment sterilt område. Personalet er iklædt heldragt, handsker og masker som på de sygehusafsnit, der behandler coronapatienter.
Der er således ingen grund til at være mere bekymret for coronasmitte i Hjørring end i resten af landet, fastslår kommunen.
Også fagforbundet FOA reagerer skarpt på chikanen mod de ansatte.
– Sådan en opførsel er simpelthen uanstændig. Også udenfor coronakrisen. Men at gøre det overfor nogle af de mennesker, der trods egen sikkerhed vælger at stå i frontlinjen under en national krise er simpelthen ufatteligt. I stedet for skældud og chikane har frontlinjearbejderne fortjent ros og respekt, hedder det ifølge Nordjyske i en fælles reaktion fra Torben Hollmann, sektorformand i FOA, og Leif Risgaard Jensen, formand for FOA i Vendsyssel. mdbr@kl.dk