Aktuelt
tekst Rudi Holm
Hospice på langdistance
Danmarks første og hidtil eneste telemedicinske hospiceplads ligger på Ærø. Her har i alt 10 patienter benyttet pladsen i et halvandet år langt forsøg, som Region Syddanmark nu ønsker bliver permanent. Hospicepladsen på Ærø er indrettet på en gammel fødestue på Sygehusenheden Ærø. Stuen ligner en almindelig hospiceplads, bortset fra at der er opstillet en 75 tommer skærm med direkte videokontakt til Hospice Sydfyn i Svendborg og Det Palliative Team på Odense Universitetshospital. Det betyder, at patienten, de pårørende og det sundhedsfaglige personale på Ærø kan rådføre sig med det specialiserede personale i Svendborg og Odense.
3,9
millioner kroner har Københavns Kommune fået fra Nordea-fonden til syv såkaldte broboldbaner til fodboldtræning.
Intelligent vanding
Vejle Kommunes træer risikerer ikke længere at mangle vand. Kommunen har nemlig investeret 140.000 kroner i 30 intelligente sensorer, der konstant måler om en række udvalgte træer har brug for vand eller endda får for meget vand. Jordfugtighedssensoren hjælper kommunens gartnere med at vande på de rette tidspunkter og i den rette mængde. Håbet er, at det også vil kunne spare ture ud til træer, som ikke har brug for vand. De enkelte sensorer står tæt på træer, der er sat, så de er repræsentative for et helt bed.
Flere grønne busser
Roskilde Kommune har haft succes med sine grønne elbusser, som har været en gevinst for passagerer, klimaet og den mindre støj i byen. Hidtil har busserne kun kørt indenfor kommunegrænserne, men nu er planen, at også de tværkommunale buslinjer skal udbydes som såkaldt emissionsfrie busser – elbusser eller brintbusser. Det handler om i alt syv buslinjer, som samlet har omkring 470.000 passagerer årligt. På grund af udbudsprocessen forventes driftsstarten først i december 2022.
Lillebælt får indsprøjtning
Det kan måske diskuteres, om det bliver en saltvandsindsprøjtning eller ej. Men i hvert fald er planen, at 17,1 millioner støttekroner fra Nordea- og Velux-fondene til Naturpark Lillebælt skal skabe forbedringer i havmiljøet til glæde for nye stenrev og bedre levevilkår for torsk, havørred og marsvin. De planlagte initiativer vil gå under navnet Projekt Bælt i Balance. Projektet vil blandt andet medføre frivillige fredninger, mindre støj i havet og en oprydning af krabber. Naturpark Lillebælt er Danmarks største naturpark.
Silo bliver lystfiskercenter
Fra korn til fisk. Et nyt nationalt kyst- og lystfiskercenter bliver placeret i eller omkring DLG-siloen i Assens. Det har et flertal i byrådet besluttet. Kommunen mener, at det nye center med den attraktive beliggenhed i et nyt boligområde ved havnen vil skabe en spændende dynamik i byrummet. Centeret vil ifølge borgmester Søren Steen Andersen (V) blive en vigtig brik i transformationen til ”Fremtidens Assens”. Assens har fået 32 millioner kroner – otte millioner kroner årligt fra 2018 til 2021 – til etablering af det nationale kyst- og fiskericenter. Centeret bliver det første af sin slags i Europa og skal fungere som formidlings- og oplevelsescenter for dansk lystfiskeri og de danske vandlandskaber.
Pusterum for de syge
Vandløbet mangler endnu det rislende vand, og det nysåede græs kan kun anes som et lysegrønt skær, men den 18.000 kvadratmeter store sundhedspark – Pusterummet – i Skive er nu klar til brug for patienter og pårørende i Skive Sundhedshus, Hospice Limfjord og Regionspsykiatrien. Skive Kommune er hovedsponsor af parken med 5,4 millioner kroner. Parken samler de mange sundhedsaktiviteter i området og er et godt eksempel på, hvad man kan, når man arbejder sammen på tværs af sektorer og institutioner, mener sundhedschef i Skive Kommune, Trine Brøcker. Den nye park byder på en lille sø, vandløb, træningstilbud, bænke til afslapning og både friserede og vilde områder. Formelt indvies parken først til september.
Opgradering for danskerne
Nordjyder og andre danskere skal have en på opleveren, selv om de måske må vinke farvel til udlandsturen til sommer. Det mener politikerne i Aalborg Kommune, der har bevilget en pulje på 500.000 kroner til lokale foreninger, der kan komme med gode idéer til events og oplevelser i nærområdet i sommer- og efterårsperioden. Der kan maksimalt søges om 50.000 kroner pr. aktivitet, og for at lette ansøgerne stilles der ikke krav om medfinansiering. Udbygning af grillfaciliteter, ekstra bord- og bænkesæt, opgradering af vandrerturskort, aktivitetsudstyr og kulturelle aktiviteter nævnes som noget af det, der kan få penge fra puljen.
Ny chance for skoletrætte elever i Køge
Vil du hellere ud og bruge dine hænder end sidde på en stol i klasselokalet? Hvis det er et ja, og du er en skoletræt elev i 8. eller 9. klasse i Køge, så kan du starte i en såkaldt erhvervsklasse, som kombinerer skolegang og praktik. Eleverne kan så senere fortsætte på en ungdomsuddannelse i erhvervsuddannelsernes grundforløb eller mesterlære. Fra det nye skoleår efter sommerferien vil der blive oprettet en erhvervsklasse for 12 elever på 8. årgang og 12 elever på 9. årgang. Eleverne får reduceret undervisning i dansk, matematik og engelsk som så i stedet kombineres ned erhvervspraktik i en virksomhed.
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-12-side-46-47.pdf