
Ankestyrelsen sætter foden ned over for konsulenters resultatløn
tekst Mads Brandsen
Hvis private konsulenter i deres arbejde for en kommune vurderer konkrete ydelser til borgere og aflønnes efter en såkaldt ”no cure-no pay”-model, er det ulovligt.
Det fastslår Ankestyrelsen i en udtalelse efter en undersøgelse blandt 30 kommuner. 24 af dem har svaret, at de har samarbejdsaftaler med konsulenter, der kun modtager betaling, hvis de finder besparelser.
”No cure-no pay”-modellen er ikke i sig selv ulovlig. Problemet opstår, når kommunerne vil bruge konsulenterne til at forberede afgørelser i sager om ydelser til konkrete borgere. Her er konsulenterne inhabile, fordi de har en økonomisk interesse i at nå et bestemt resultat – og som det normalt gælder, kan man i tilfælde af inhabilitet ikke medvirke i behandlingen af en given sag.
Undersøgelsen kommer i kølvandet på en offentlig debat om forbruget af konsulentydelser på det sociale område, hvor formålet var at finde besparelser på blandt andet psykisk syge og handicappede.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) glæder sig i en pressemeddelelse over, at der nu er rene linjer.
– Jeg bad Ankestyrelsen starte en undersøgelse, da det er meget aggressivt at give private konsulenter "resultatløn" for at finde besparelser på sårbare medborgere. Jeg er glad for, at der nu er kommet en afgørelse i sagen, og jeg ser frem til, at de relevante kommuner retter op – både bagudrettet og fremadrettet. Det var en helt forkert tilgang til for eksempel mennesker med handicap, og det er godt, at det bliver stoppet, skriver ministeren.
Også i KL er der tilfreds med, at der nu er klarhed over reglerne.
– Kommunernes brug af konsulenter har (...) været lovlig bortset fra, hvor det handler om at forberede afgørelser. Det er vigtigt at understrege, at Ankestyrelsen endnu ikke har gennemgået de 30 kommuners konkrete sager, og derfor er det for tidligt at sige, hvorvidt kommunerne i de enkelte sager har handlet korrekt, siger kontorchef i KL’s socialpolitiske kontor Janet Samuel.
KL vil nu se nærmere på udtalelsen for at vurdere dens rækkevidde.
Udover en generel udtalelse, som Ankestyrelsen har offentliggjort, vil Ankestyrelsen tage stilling til lovligheden af den konkrete anvendelse af konsulenterne i alle 30 kommuner, der indgår i undersøgelsen. Ankestyrelsen forventer, at den del af undersøgelsen afsluttes inden årsskiftet. mdbr@kl.dk