Ny viden
tekst Mads Brandsen
Den lille røde for kommunikationsfolk
Bøger /// ”En rose til en rose”, sagde en lille purk fra 0.c og bukkede ærbødigt, da statsministeren besøgte en skole i baglandet – og så var Fanden løs. Hvis man vil forstå, hvordan episoden kan få så godt et liv på tværs af medier og platforme, så skal man læse den lille nye, røde grundbog, som Benjamin Rud Elberth har udgivet. Den er obligatorisk læsning for alle kommunikationsfolk og organisationer, som gerne vil fyre op under samtaler, som bringer organisationen tættere på målet. I et fragmenteret mediebillede med et virvar af medier og platforme kan det være vanskeligt at bevare overblikket – men den lille røde gør det for dig. •
Læs hele Birgitte Barkholts anmeldelse på danskekommuner.dk.
Gennemsnitskommunen har sort bundlinje
Økonomi /// Siden 2011 har den gennemsnitlige kommune afsluttet regnskabsåret med et overskud. Det var også tilfældet i 2019, hvor overskuddet blev på 700 kroner pr. indbygger. Det viser en ny rapport fra VIVE, der på baggrund af kommunernes regnskaber har beregnet en række nøgletal for gennemsnitskommunen – et uvægtet gennemsnit af alle 98 kommuner. Desuden er den skattefinansierede formue steget betragteligt siden 2013, hvor den var på -8.800 kroner pr. indbygger. Ved udgangen af 2019 lød formuen på 6.700 kroner pr. indbygger. •
Virksomheder vil skrue op for hjemmearbejdet
Corona 1 /// I syv ud af ti virksomheder har medarbejderne arbejdet mere hjemme end normalt – og flere virksomheder forventer, at tendensen varer ved, når samfundet er normaliseret efter coronaudbruddet. Det viser en rundspørge, som Dansk Industri har foretaget blandt 1.128 af organisationens medlemsvirksomheder. Erfaringen hos mange virksomheder er, at produktiviteten er blevet øget takket være hjemmearbejdet. Det får fire ud af ti til at svare, at de fremover vil åbne op for mere hjemmearbejde. •
Passagertransport i frit fald under coronaen
Corona 2 /// 17 procent færre passagerer ombord på færgerne og 24 procent færre togpassagerer. Den offentlige transport har mistet millioner af passagerer under coronakrisen i første kvartal 2020. Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik. Allerhårdest er det gået ud over Københavns Metro, der trods åbningen af en ny linje til Nordhavn har mistet 30 procent af sine passagerer. •
Flere og flere ældre bliver frivillige
Frivillighed /// De seneste 20 år er andelen af ældre, der udfører frivilligt arbejde, steget fra 25 til 37 procent i 2017. Det viser tal fra Ældredatabasen. Samtidig er gruppen af frivillige ældre blevet mere forskellig over tid, skriver VIVE. Stigningen herhjemme er sket sideløbende med, at der er blevet færre ældre frivillige i andre vestlige lande som USA og Canada. Formentlig skyldes stigningen i Danmark delvist den danske model og at meget af det frivillige arbejde foregår i foreningslivet. •
Flere faglærte er vejen frem i den grønne omstilling
Arbejdsmarked /// Målet om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 procent kan kun gennemføres, hvis flere danskere bliver faglært. Det konkluderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd efter at have kigget på en ny klimaplan fra Fagbevægelsens Hovedorganisation. Den vil skabe mellem 17.900 og 23.800 nye jobs årligt over en tiårig periode. Mange af dem skal være håndværkere, og derfor er der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd brug for at fokusere på opkvalificering samt efter- og videreuddannelse. •
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-12-side-37.pdf