
Ny direktør i Lyngby-Taarbæk Kommune
tekst Frederik Overby Vinding
En midlertidig stilling som direktør i Lyngby-Taarbæk Kommune bliver nu permanent for Edda Heinskou. Siden november 2019 har hun fungeret som konstitueret direktør for uddannelse, pædagogik, social indsats og senest også for unge- og arbejdsmarkedsområdet samt borgerservice.
– Vi glæder os også til, at Edda bliver en del af direktionen. Hun har allerede været en del af direktionen det sidste halve års tid, hvor vi har haft stort udbytte af hendes dygtige tilgang til udfordrende kerneområder i en krisetid. Nu ser direktionen frem til et fast samarbejde med Edda, som er en god holdspiller med solid forståelse for borgernes behov i fagområderne, ligesom et kvalificeret samspil med politikerne også er en naturlig del af hendes tilgang, siger kommunaldirektør Søren Hansen.
Edda Heinskou har været ansat som centerchef i kommunen gennem de seneste fem år. De første fire år var som chef for Center for Sundhed og Omsorg og herefter et år som chef for Center for Kultur, IT, Politik og Organisation.
– Kommunalbestyrelsen glæder sig til samarbejdet med Edda. Vi kender allerede hendes professionelle tilgang og gode forståelse for kommunens kerneområder. I de kommende år vil der være flere store udfordringer og omstillinger i netop Eddas kommende ansvarsområder. Vi ser frem til, at kommunen kan få glæde af Eddas indsigt og erfaring, så områderne styrkes i årene fremover, siger borgmester Sofia Osmani (K).
Edda er 43 år, uddannet cand.scient.pol. og har en Master i Public Governance. Hun har tidligere været ansat i Helsingør, Glostrup og Københavns Kommuner.
Edda Heinskou tiltræder som direktør fra 1. august 2020. frov@kl.dk