
Tre kommuner i finalen om grøn EU-pris
tekst Frederik Overby Vinding
Ringkøbing-Skjern, Nyborg og Helsingør er er blandt EU’s fem grønneste kommuner.
Det stod klart, efter kommunerne tirsdag modtog en e-mail, der sendte dem i finalen til den europæiske Grean Leaf-pris.
Prisen uddeles hvert år til en by eller kommune, der arbejder fokuseret på den grønne omstilling og leverer en ekstraordinær indsats for blandt andet at øge borgernes miljøbevidsthed. Derudover kommer den også med en belønning på 75.000 euro, hvilket løber op til næsten 560.000 kroner.
– Det var en rigtig god nyhed og dejligt at se, at andre værdsætter det store stykke arbejde, vi i Ringkøbing-Skjern Kommune har gjort for at sætte fart bag den grønne omstilling, siger Ringkøbing-Skjerns borgmester, Hans Østergaard (V), i en pressemeddelelse.
– Når det er sagt, så synes jeg da også, at det er fuldt ud fortjent, at vi ender i finalefeltet, tilføjer borgmesteren.
Han peger på, at Ringkøbing-Skjern Kommune i 2023 forventer at være 100 procent selvforsynende med vedvarende energi, ligesom det er målsætningen at blive 100 procent fossilfri allerede i 2040 – 10 år før regeringens målsætning for hele Danmark.
Ansøgningen fra Ringkøbing-Skjern Kommune var én blandt i alt 18 ansøgninger – det højeste antal nogensinde til prisen. To byer/kommuner løber traditionelt med Green Leaf-prisen og kører parløb.
På grund af coronakrisen er det endnu uvist, hvornår den endelige udnævnelse og prisoverrækkelse vil finde sted. frov@kl.dk
Fakta
Den europæiske Green Leaf-pris uddeles hvert år til en by eller en kommune med 20.000-100.000 indbyggere.
Prisen uddeles for at belønne de kommuner, der gør en særlig indsats, for at øge borgernes miljøbevidsthed og for at inspirere andre byer og kommuner til at tage flere miljørigtige initiativer.
Med prisen følger 75.000 Euro - eller godt 560.000 kroner, som blandt andet skal bruges på afholdelse af events på europæisk, nationalt og lokalt plan. Derudover vinder man retten til at bruge Green Leaf-certifikatet.
Blandt de øvrige finalister er Gabrovo i Bulgarien og Lappeenranta i Finland.