Aktuelt
tekst Rudi Holm
Kommune producerer visirer
Normalt bliver 3D-printere i Gladsaxe Pædagogiske Videnscenter brugt, når der skal printes ting til skoleundervisning eller testes læringsteknologier. Men i denne tid bliver kommunens 3D-printere brugt til at printe beskyttelsesvisirer til Gladsaxes hjemmepleje og plejeboliger. Idéen kommer fra Italien, hvor et kreativt hoved lavede en skabelon, så man ved hjælp af et 3D-print, et A4-plastark, som normalt bruges til laminering, og en bred elastik kan producere et visir til bare tre kroner stykket. I Gladsaxe kan 3D-printerne producere 60 visirer i døgnet til medarbejderne i plejesektoren.
34,8
procent af danske kontoransatte tror mere på en 6-dages arbejdsuge end på 4-dages arbejdsuge.
Superligaklub får hybridgræs
Coronapausen kan benyttes til lidt af hvert. Det gælder også for Aalborg Kommune, der har besluttet at bruge fem millioner kroner på at lægge en ny hybridgræsplæne på Aalborg Stadion og på Superligaklubben AaB’s træningsanlæg, mens fodbolden ligger stille. AaB-direktør Thomas Bælum kalder det en fantastisk nyhed, fordi græsunderlaget er utrolig vigtigt ikke kun i forhold til spillet, men også for tv-rettigheder og andre produkter rundt om fodbolden. De nye græstæpper er et led i Aalborg Kommunes fremrykkede anlægsinvesteringer for i alt 400 millioner kroner. Hybridgræs betyder, at man ruller kunstgræs ud over den naturlige græsplæne. De naturlige græsstrå vil blande sig med de kunstige.
Arbejdstøj skal være grønnere
Der skal anskaffes meget mere miljørigtigt arbejdstøj til offentligt ansatte i kommuner og regioner. Det er 40 danske kommuner, fire regioner og repræsentanter fra en række nordiske storbyer blevet enige om. Københavns Kommune er gået i spidsen for at påvirke markedet i den grønnere retning. Især retter indsatsen sig mod let arbejdsbeklædning som kitler, t-shirts og bukser til personale på blandt andet plejecentre, køkkener og i rengøringsbranchen. Det er steder, hvor der i dag er relativt få miljømærkede produkter, lyder meldingen fra Københavns Kommune.
Kommune køber teaterudstyr
Kostumer, computere, lysudstyr og meget andet køreklart teatergrej er for en sum af 4,5 millioner kroner endt på kommunale hænder i Fredericia. Her håber byråd og borgmester, at investeringen i konkursboet kan sikre nyt liv til Fredericia Teater på den anden side af coronakrisen, skriver DanmarkC TV. Bech Bruun Advokatfirma er kurator i boet og oplyser, at der var mange interesserede købere, men kommunens bud var det højeste, der kom ind på teaterudstyret.
Faunastriber i det nordsjællandske
Rødkløver, cikorie, kornblomst, kællingetand eller okseøje. Det er nogle af de planter, forbipasserende vil kunne få øje på, hvis de i løbet af sommeren kommer forbi marker i Nordsjælland. Flere kommuner er gået med i et projekt, hvor man betaler til en særlig frøblanding, som lokale landmænd sår ud i et 800 meter langt bælte på sin egen jord for at skabe såkaldte faunastriber rundt om i landskabet. Den særlige frøblanding er sammensat til gavn for insekt- og dyreliv, og der er specielt fokus på at optimere levevilkårene for agerhøns, som er gået tilbage i antal. Projektet er iværksat af Grønt Råd i Hillerød, og fem kommuner – Frederikssund, Egedal, Hillerød, Fredensborg og Helsingør – deltager i projektet.
Klimafolkemøde gennemføres
Folkemødet på Bornholm i juni blev tidligere i år aflyst på grund af coronasituationen, men sådan ser situationen ikke ud for et af de mindre folkemøder, Klimafolkemødet i Middelfart. Her har kommunen og Region Syddanmark valgt at udskyde mødet en uge fra 27.-29. august til 3.-5. september. Arrangørerne understreger dog, at anbefalinger fra myndighedernes side følges nøje. Blandt talerne på årets program er klimaminister Dan Jørgensen (S) og formand for Concito, Connie Hedegaard. Klimafolkemødet i Middelfart er en årlig begivenhed for borgere, fagfolk og politikere. Årets udgave er den fjerde i rækken.
Gå væk tyv
Indbrudstyvene har fået vanskelige vilkår i Hjørring Kommune, hvor politi, kommune og en række partnere, blandt andet Det Kriminalpræventive Råd og Videnscentret Bolius er gået sammen om en kampagne Bo Trygt. Kampagnen har betydet, at indbrudsraten er sænket markant fra 107 indbrud i første kvartal i fjor til blot 37 i år. Et af de nye, effektive virkemidler er Tryghedsvandring, hvor sikringsrådgiver Søren Panum og Hjørring Kommunes tovholder Peter Mathiesen går en runde i kvarteret sammen med borgerne – og undervejs giver gode råd til at holde tyvene væk.
Genforeningsfester udskydes
100-året for genforeningen af Sønderjylland med Danmark skulle have været markeret og fejret på forskellige måder i det sønderjyske, men på grund af coronasituationen har såvel Aabenraa som Kolding kommuner måttet aflyse folkefesterne i den anledning. Kolding meddeler, at en planlagt sangerfest på Skamlingsbanken den 6. juni og den officielle fejring den 10. juli, hvor dronning Margrethe skulle have deltaget, er udskudt til 2021. Aabenraa Kommune vil senere sætte nye datoer på sine planlagte arrangementer.
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-9-side-36-37.pdf