Jeg troede, jeg skulle i en blå kedeldragt og feje ovre i hjørnet

Anne Mette Jarden er en af de kommunale medarbejdere, som på grund af coronakrisen er blevet flyttet fra et arbejdsområde til et andet. Hun har skiftet arbejdet i Frederiksberg Svømmehal ud med en skole, hvor hun hjælper med lidt af hvert.

tekst Frederik Overby Vinding

”Ain’t gonna happen” 

Det var Anne Mette Jardens reaktion, da ledelsen i svømmehallen sendte en e-mail ud til alle medarbejderne, hvori der stod, at de kunne blive sendt ud på skoler og andre kommunale arbejdspladser, for at give en hjælpende hånd.

Til dagligt sidder hun i billetkontoret i Frederiksberg Svømmehal, men på grund af coronakrisen lukkede svømmehallen, og alle medarbejderne blev sendt hjem. Fordi svømmehallen er kommunalt ejet, og medarbejderne er hjemsendt med løn, har de pligt til at stå til rådighed andre steder, hvis Frederiksberg Kommune finder det nødvendigt.

– Min første reaktion var, at det ikke ville ske, fordi de ikke kan koordinere det. Jeg tænkte, at det var noget, de bare skulle skrive for at gøre, hvad kommunen siger. Men jeg måtte godt nok æde de ord, fortæller Anne Mette Jarden.

Blå kedeldragt

Fra uge 20 skulle hun møde op og stå til rådighed for Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg. Her har hun hjulpet med alt fra klargøring til de store elever, gårdvagt og madlavning. På grund af de store pladskrav har skolen måttet låne lokationer andre steder for at huse 6. til 10. klasserne. 

Derfor har hun blandt andet hjulpet med at klargøre ”Lokomotivværkstedet”, der er lånt ud til skolen. Men før hun startede, havde hun ingen ide om, hvad det rent faktisk var, hun skulle hjælpe til med. 

– Jeg er gået til det her med åbent sind, men jeg er også blevet taget rigtigt godt imod. Jeg kunne lige så godt være blevet puttet i en blå kedeldragt og sat til at feje i et hjørne. Da der stod, at jeg kunne komme ud i kommunen og arbejde, troede jeg, at jeg ville få en pose og sådan en stang, man samler cigaretskodder op med, siger hun og fortsætter:

– Så ligefrem at blive et værdigt medlem af en personalegruppe, det er vildt rart. Og jeg kunne selvfølgelig også godt have taget posen og samlet skodder i en park, det er slet ikke det, men jeg troede, det var nogle helt lavpraktiske opgaver, vi ville blive sat til, fordi det er lettere at koordinere.

Hun sætter stor pris på, at hun hurtigt blev en del af teamet, og fra starten har hun fået at vide, at hun bare skulle melde ind med, hvad hun kan og har lyst til. Det har gjort, at hun på intet tidspunkt har følt sig som en daglejer.

– Der også planer om, at jeg skal hjælpe med at lave mad. Skolelederen – der selv er super ”hands on” – spurgte, om jeg vil hjælpe med at lave mad, hvilket jeg meget gerne vil. Så på den måde er der ikke rigtigt nogen grænser for, hvad man får lov til, siger hun.

Hjemsendt og fyret

Allerede inden Mette Frederiksen officielt lukkede alle landets svømmehaller, kunne Anne Mette Jarden mærke, at det var tyndet ud. Hvor der før kom mellem 20 og 30 kunder i løbet af den første time, kom der nu kun omkring 5. 

Anne Mette Jarden og hendes kollegaer blev hjemsendt med løn. Hun indrømmer, at der i starten var en slags glad stemning over at kunne gå på ”ferie” med løn. Men efter seks uger derhjemme ændrede det sig. 

– Når man har gået derhjemme, og alvoren af den her krise går op en – for eksempel, når man hører om sygeplejerskerne, der knokler røven ud af bukserne – så får man helt automatisk lyst til at bidrage. I starten gik man og øffede lidt over at skulle sendes et sted hen, men det ændrede sig til, at man glædede sig. Det kunne jeg mærke hos mig selv og mine kollegaer, når de begejstret snakkede om, hvor de skulle hen, siger hun. 

Den 9. marts havde Anne Mette Jarden sin sidste vagt i svømmehallen. Udover hjemsendelsen, så var samtlige medarbejdere i forvejen afskediget fra 1. juni, fordi svømmehallen vil være lukket i 11 måneder på grund af renoveringer. Det lagde også en dæmper på stemningen, men det har ikke slået Anne Mette Jardens humør ud, når hun alligevel blev sendt ud for at hjælpe andre steder

– Fordi vi står i en nødsituation i samfundet, så tænker jeg ikke så meget i, om det fair eller ej, at jeg bliver sendt ud, når jeg alligevel er fyret. Hvis ikke der havde været den her krise, og de havde lukket svømmehallen og bedt mig gå over i parken og samle skodder, så tror jeg nok, jeg var blevet sur. Men når vi står i den her situation, så kan de skalte og valte med mig, siger hun. 

Fine fornemmelser

Tilbage i marts indgik Forhandlingsfællesskabet – der repræsenterer 51 medlemsorganisationer med i alt 565.000 medlemmer – en aftale med KL. Aftalen slog fast, at nogle medarbejdere kunne blive sat til at varetage opgaver på andre tidspunkter, en anden lokation eller inden for et andet fagområde. 

Når du nu skal lave noget arbejde, som du ikke selv har valgt, har du så en tolerance over for, hvad du vil og ikke vil lave?

– Slet ikke. Det har jeg ikke nogen fine fornemmelser for. Hvis de havde sagt, jeg skulle bære skrald ud, så havde jeg også gjort det. Når vi står i en nødsituation, så må alle pitche ind, og jeg har heller ikke oplevet noget hierarki. Skolens ledergruppe har været med til at skabe den præmis, at alle er lige, og det er enormt rart at arbejde under, siger Anne Mette Jarden.

Anne Mette Jarden har både været med til det praktiske arbejde med at klargøre, men hun har også været en aktiv del af børnenes skoledag. Da 6. til 9. klasserne kunne komme i skole igen mandag den 18. maj, stod hun sammen med en kollega fra svømmehallen og lærerne og bød dem velkommen med en flaske håndsprit.

– Det eneste, jeg ikke kan, er hårdt fysisk arbejde, fordi jeg døjer med en fod, der har været brækket, så når der skulle slæbes borde på plads, var jeg den, der gik rundt og delte kolde sodavand ud, og det var der overhovedet ikke noget problem i, siger hun.

At hjælpe til på den måde i en nødsituation har givet stof til eftertanke, når hun skal ud og søge nyt job. Hun er uddannet cand.merc. og havde forestillet sig, at hun skulle søge arbejde ved et bureau, men krisen har givet hende en helt speciel slags respekt for de ansatte i kritiske funktioner.

– Før krisen tænkte jeg, at jeg skulle finde et job på et bureau, hvor jeg skulle udtænke nogle fede strategier for at sælge en eller anden drink eller lignende. Nu er min motivation anderledes. Jeg vil gerne finde noget, hvor jeg føler, at jeg bidrager på en anden måde. Jeg har fået en ny respekt for skolelærere, renovationsmedarbejdere og andre, som jeg ikke havde før. For jeg synes virkelig, de gør en forskel, siger Anne Mette Jarden. •  frov@kl.dk