Netværk
tekst Erik Malling-Jensen
/// Jobskifte
VISO-chef bliver direktør i Vordingborg
Jan Christensen, der er chef for organisationen VISO i Socialstyrelsen, skifter til en chefstilling i den kommunale sektor. Han overtager 1. juni en direktørstilling i Vordingborg Kommune, hvor han efterfølger Jakob Thune, der 1. april blev direktør i Greve Kommune.
Jan Christensen er 52 år og har en kandidatuddannelse i offentlig forvaltning fra Roskilde Universitet. Efter sin eksamen i 1995 blev han fuldmægtig i Arbejdsmarkedsstyrelsen, men han skiftede to år senere til en konsulentstilling i ledelsesgruppen hos Dansk Socialrådgiverforening og var i et år fungerende administrationschef, inden han i 2007 skiftede til Københavns Kommune som vicekontorchef på handicap- og psykiatriområdet. I 2010 blev Jan Christensen socialchef i Holbæk Kommune, og efter en kort ansættelse som kontorchef i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter kom han i maj 2015 til Socialstyrelsen som kontorchef og dermed chef for den landsdækkende viden- og specialrådgiverorganisation VISO. Det er herfra, at Jan Christensen den 1. juni kommer til Vordingborg Kommune som direktør for områderne børn, sundhed og ældre.
Kalundborg henter sekretariatschef i Esbjerg
Den 56-årige Søren Abildtrup, hidtil sekretariatschef i Esbjerg Kommune, er rykket østpå, idet han 15. maj overtog stillingen som sekretariatschef i Kalundborg Kommune efter Berit Kjær Petersen, der som tidligere omtalt er blevet centerchef for Økonomi og Ressourcer i Furesø Kommune.
Søren Abildtrup er cand.scient.adm. fra Roskilde Universitetscenter i 1995. Forinden var han i en årrække kontraktansat sergent ved Livgarden. Efter sin kandidatuddannelse i offentlig forvaltning fra RUC blev han planlægger i Hørsholm Kommunes Børne- og Kulturforvaltning og skiftede i 1998 til souschef på børn- og ungeområdet i Indre Nørrebro Bydel – under det daværende forsøg med bydelsstyre i Københavns Kommune. I 2000 rykkede Søren Abildtrup til Stenløse Kommune som økonomi- og it-chef og blev to år senere kommunens administrationschef. I 2005 kom han til Læsø Kommune som kommunaldirektør og blev 1. maj 2014 sekretariatschef ved Esbjerg Kommune. Det er herfra, at Søren Abildtrup er rykket til Kalundborg Kommune som sekretariatschef for Ledelse, Jura og Kommunikation.
Ny børne- og unge-direktør i Billund
Anders Lundsgaard, der er børne- og familiechef i Aabenraa Kommune, overtager 1. juni stillingen som børne- og ungedirektør i Billund Kommune efter Thomas Reintoft, der 1. marts blev socialdirektør i Kolding Kommune.
Anders Lundsgaard er 41 år og er cand.psych. fra Aarhus Universitet, har diplomuddannelse i ledelse fra professionshøjskolen UCS og projektlederuddannelse fra COK. Efter sin kandidateksamen i 2007 blev han ansat som psykolog ved Esbjerg Kommune, hvor han i 2011 blev koordinerende psykolog ved Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. I marts 2015 rykkede Anders Lundsgaard til den anden side af Jylland som chefpsykolog ved Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Aabenraa Kommune. Her har han siden juni 2018 været børne- og familiechef.
Ny adm. direktør for Guldborgsund Forsyning
Guldborgsund Forsyning har ansat Niels Rasmussen, hidtil produktionschef ved samme forsyningsselskab, som ny administrerende direktør efter Flemming Bach, der fratrådte ved udgangen af februar for at blive direktør for Næstved Havn i stedet for. Flemming Bach blev forsyningsselskabets administrerende direktør i 2010, da forsyningen blev udskilt fra Guldborgsund Kommune som et selvstændigt
aktieselskab.
Niels Rasmussen, der tiltrådte direktørstillingen 1. maj, er oprindeligt uddannet som maskinmester. Han har en uddannelse i strategisk ledelse fra Center for Ledelse og afsluttede i 2017 Niels Brocks Executive Bestyrelsesuddannelse. Efter sin maskinmesteruddannelse blev han i 1984 ansat som ingeniør ved Sjællandske Kraftværker og skiftede i 1989 til kvalitetschef ved Ardagh Glass Holmegaard. I 2008 blev han site manager ved Coor Service Managements danske hovedkontor i Birkerød. Niels Rasmussen blev i februar 2011 ansat som produktionschef ved Guldborgsund Forsyning og blev samtidig medlem af selskabets ledergruppe. Siden 2014 har han i øvrigt været formand for Teknisk Forum i organisationen Danske Vandværker.
Jammerbugt får ny chef for kultur og landdistrikter
Jammerbugt Kommune har blandt 39 ansøgere ansat Søren Ørgaard, fungerende leder af Aalborg Kommunes Team Folkeoplysning, som ny leder af kultur-, fritids- og landdistriktsområdet efter Noël Mignon, der fratrådte stillingen sidste efterår.
Søren Ørgaard, 47 år, er læreruddannet fra Aalborg Lærerseminarium, har en pædagogisk diplomuddannelse og en masteruddannelse i idræt og velfærd. Som nyuddannet lærer blev han i 1998 ansat ved Skansevejens Skole i Aalborg Kommune. De seneste 14 år har han været ansat i kommunens fritidsafdeling, senest som teamleder af folkeoplysningen. Søren Ørgaard tiltræder 1. juni som leder af Jammerbugt Kommunes kultur-, fritids- og landdistriktsafdeling, der har til huse i Pandrup.
Ny økonomichef i Odder
Odder Kommune har ansat Grethe Sjørslev Laursen, kontorchef for budget og regnskab på børne- og ungeområdet i Aarhus Kommune, som ny økonomichef efter Jørgen Bruun, der gik på pension 1. marts.
Grethe Sjørslev Laursen, 50 år, er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har blandt andet en master i ledelse fra CBS og en HD i afsætning. Hun var 1996-1998 sekretariatsleder i Ikast Kommunes tekniske forvaltning, senere afdelingsleder for økonomi i Ry Kommune, og efter et ophold i Holland med sin udstationerede ægtefælle vendte hun i januar 2008 tilbage til Danmark som budget- og analysechef i Skanderborg Kommune og skiftede i august 2017 til kontorchefstillingen i Aarhus Kommune. Grethe Sjørslev Laursen tiltræder 1. juni som økonomichef i nabokommunen Odder.
Guldborgsund henter centerchef i Holstebro
Mads Larsen, der er sektionsleder for Holstebro Kommunes familiesektion, overtager 1. juni stillingen som centerchef for Familie og Forebyggelse i Guldborgsund Kommune. Han efterfølger Lis Hamburger, der fratrådte i februar på grund af sygdom.
Mads Larsen er oprindeligt læreruddannet fra Skårup Seminarium og har en masteruddannelse i offentlig ledelse (MBA) fra Syddansk Universitet samt en uddannelse i ledelsespsykologi fra Probana Business School og en diplomuddannelse i ledelse fra Aarhus Universitet/Handelshøjskolen i Herning. Han indledte sin erhvervskarriere i 2002 som lærer ved Alléskolen i Fredericia og rykkede i 2006 til Heimdalsgades Overbygningsskole i København N og halvandet år senere til Tietgenskolen i Odense. I 2007 skiftede han til kommunalforvaltningen som leder af børne- og familieafdelingen i Ikast-Brande Kommune og var samtidig de første fem år selvstændig konsulent. I august 2014 blev Mads Larsen chefkonsulent på fuld tid i Konsulenthuset Horslund ApS, men han vendte det følgende år tilbage til den kommunale forvaltning – som leder af Silkeborg Kommunes socialafdeling, og det var herfra, at han i juli 2017 rykkede til Holstebro Kommune som leder af familiesektionen. Mads Larsen bor med sin familie i Herning, men familien planlægger at flytte østpå.
Ny skolechef i Viborg
Viborg Kommune har ansat Hasse Valdemar Mortensen, der er ansat ved Viborg Kommune, som skoleleder på Rødkærsbro Skole. Han overtager skolechefstillingen efter Claus Drachmann Kaasby-Wang, der fratrådte i midten af januar. Siden da har børne- og ungedirektør Søren Aakjær været fungerende skolechef ved siden af direktørjobbet.
Hasse Valdemar Mortensen, 43 år, er læreruddannet ved Skive Seminarium i 2002, er cand.pæd. og cand.psych. fra Danmarks Pædagogiske Universitet 2009 og har en diplomuddannelse i ledelse fra 2012. Som nyudklækket lærer blev han ansat ved Vestre Skole i Viborg Kommune og blev i 2009 viceskoleinspektør ved Rødkærsbro Skole, hvor han nu er skoleleder. Han har siden 2017 været formand for Viborg Skolelederforening. Hasse Valdemar Mortensen tiltræder 1. juni som Viborg Kommunes skolechef. Han bor i Løgstrup nord for Viborg.
Viborg får ny socialchef
Carsten Lindgaard Johansen, der er plejeboligchef i Aalborg Kommune, bliver ny socialchef i Viborg Kommune, hvor han efterfølger Ulrik Johansen, der i marts blev direktør for Social og Sundhed i Favrskov Kommune.
Carsten Lindgaard Johansen, 44 år, er født og opvokset på Viborgegnen, er cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet og har en diplomuddannelse i ledelse fra professionshøjskolen UCN. Efter sin kandidateksamen i 2003 blev han AC-fuldmægtig ved Rigsrevisionen og skiftede i 2006 til det tilsvarende ved Region Nordjylland. Han kom i 2010 til Aalborg Kommune som leder af Handicapsekretariatet, blev i 2013 fagcenterchef for socialpsykiatri og har siden maj 2019 været plejeboligchef. Carsten Lindgaard Johansen tiltræder 1. juni som socialchef ved Viborg Kommune.
Ny områdechef hos COK
COK (Center for Offentlig Kompetenceudvikling) har ansat Christina Nüssler, der i forvejen er chefkonsulent i organisationen, som ny områdechef i Aarhus – ét af COK’s seks kontorer. Med den nye stilling indtræder hun 1. august i organisationens chefgruppe. Hun efterfølger Claus Damgaard, der fratræder, når hans kontrakt udløber ved udgangen af juni. Claus Damgaard er 65 år og har været afdelingschef siden maj 2017. Han har en fortid som blandt andet kommunaldirektør/direktør i Struer, Kerteminde og Langeskov samt forvaltningschef for skole- og socialområderne i Aulum-Haderup.
Christina Nüssler er 46 år og cand.merc. i strategi og ledelse fra Aarhus Universitet i 1997. Hun kom til COK i januar 2015 efter over 13 års ansættelse ved Center for Ledelse, senest fem år som områdedirektør for Vest-delen. I sin nye stilling i COK får Christina Nüssler det ledelsesmæssige ansvar for de samlede aktiviteter på ledelsesområdet. Det gælder både DOL (Den Offentlige Lederuddannelse) og al øvrig lederudvikling rettet mod kommende nye og erfarne ledere på alle niveauer i den offentlige sektor. Hun skal også stå i spidsen for COK’s aktiviteter, som er målrettet kommunalpolitikerne, og hun skal være tovholder på en række nuværende og kommende tværgående projekter.
Økonomichef fra Thisted til Silkeborg
Silkeborg Kommune har ansat Ellen Dissing, økonomichef i Thisted Kommune, som ny økonomichef efter Lisbeth Hansen, der er blevet økonomidirektør i Sønderborg Kommune. Ellen Dissing, 49 år, er blandt andet cand.merc. i erhvervsøkonomi og økonomistyring fra Aalborg Universitet i 1996, har en overbygning til revisoruddannelsen fra Syddansk Universitet i 1999 og har en master i offentlig ledelse (MPG) fra Aalborg Universitet. Hun blev i 1996 ansat på kontor ved Kommunernes Revision i Randers og senere ved kontoret i Herning. I 2001 kom hun til Skive Kommune som afdelingsleder for budget og regnskab i Børne- og Familieforvaltningen. I 2007 blev Ellen Dissing sektionsleder på social- og ældreområdet i den nye Skive Kommune og senere budgetkoordinator i den centrale økonomiforvaltning. I 2009-10 var hun økonomikonsulent i Holstebro Kommune, og herfra kom hun i midten af 2010 til Herning Kommune som budget- og regnskabsleder i Børne- og Ungeforvaltningen. I marts 2012 blev hun chef for Center for Udvikling og Økonomi samme sted. Ellen Dissing rykkede i oktober 2016 til Thisted Kommune som økonomichef. Hun tiltræder 1. juni som økonomichef i Silkeborg Kommune, hvor hun får ansvaret for økonomi og it.
/// Runde år
75
Henning Christiansen (Havdruplisten), pensionist og medlem af Solrød Byråd siden oktober 1999, fylder 75 år den 1. juni. Han er medlem af økonomiudvalget og af teknik- og miljøudvalget, desuden i bestyrelsen for det fælleskommunale KLAR Forsyning A/S. Han har været pensionist siden 2012 og var forud teknisk serviceleder på Solrød Bibliotek.
70
Peter Duetoft (S), konsulent og medlem af Hjørring Byråd siden 2010, fylder 70 år den 31. maj. Hans omfattende politiske karriere indledtes i 1974 som rejsesekretær hos Centrum-Demokraterne, og han va r 1978-1987 partiets landsformand. I 1987-88 var Peter Duetoft CD-medlem af Europa-Parlamentet og 1990-1993 medlem af Københavns Amtsråd. Han var 1988-2001 medlem af Folketinget, hvor han i en årrække var finansudvalgsformand og var formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han flyttede i 1995 til Vendsyssel for at bo i sin valgkreds. I 2006 skiftede Peter Duetoft til Socialdemokratiet, og han er socialdemokratisk medlem af Hjørring Byråd, hvor han er medlem af økonomiudvalget og formand for S-gruppen samt blandt andet formand for Nordsøen Oceanarium med akvarium, forskerpark og afdeling af DTU Aqua og er desuden i bestyrelsen for det fælleskommunale Affaldsselskabet Vendsyssel Vest.
Niels Ulsing (SF), socialrådgiver og medlem af Hvidovre Kommunalbestyrelse siden 1982, fylder 70 år den 3. juni. Han er medlem af kultur- og fritidsudvalget, af social- og arbejdsmarkedsudvalget og af erhvervskontaktudvalget, desuden i almenboligudvalg Hvidovre og i bestyrelsen for Cirkusmuseet. Niels Ulsing er uddannet socialrådgiver og har i 15 år været ansat ved Jobcenter Albertslund, hvor han er fællestillidsmand for socialrådgiverne.
Lars Tegl Rasmussen (Ringstedlisten), direktør og medlem af Ringsted Byråd siden 2018, fylder 70 år den 3. juni. Han er indvalgt i byrådet som konservativ, men brød med partiet i september 2018 på grund af uenighed om 2019-budgettet og repræsenterer nu Ringstedlisten i byrådet. Her er han medlem plan- og boligudvalget og af ældre- og genoptræningsudvalget. Lars Tegl Rasmussen er cand.scient.pol. og har siden 2004 været administrerende direktør for det rådgivende firma KompetenceForum. Han var 1984-1992 kontorchef i Finansministeriet og var derefter direktør i Vestsjællands Amt frem til 2001.
60
Albert Pedersen (S), FGU-vejleder og medlem af Nyborg Byråd siden 1998, fylder 60 år den 28. maj. Han er medlem af økonomiudvalget og af teknik- og miljøudvalget. Albert Pedersen er uddannet automekaniker og har siden sidste år været FGU-vejleder (den forberedende grunduddannelse), forud EGU-vejleder og var tidligere biltilsynsassistent.
Bente Faldt Faurholt (Læsø Listen), økonomichef og medlem af Læsø Kommunalbestyrelse siden 2006, fylder 60 år den 1. juni. Hun er medlem af kommunalbestyrelsens økonomiudvalg. Bente Faldt Faurholt er økonomichef ved Rederiet Læsøfærgen, der sidste år blev kommunal, og har været ansat ved færgefarten siden 1999, forud bankansat.
50
Line Ervolder (K), sygeplejerske og medlem af Københavns Borgerrepræsentation og af Regionsrådet for Region Hovedstaden siden 1. januar 2018, fylder 50 år den 29. maj. I borgerrepræsentationen er hun medlem af socialudvalget og af regionsrådet samt medlem af sundhedsudvalget. Line Ervolder har siden 2016 været ansat på Rigshospitalets intensivafdeling, forud på Hvidovre Hospital.
40
Anders Rohr Jørgensen (V), selvstændig og medlem af Esbjerg Byråd siden 2014, fylder 40 år den 1. juni. Han er i byrådet medlem af teknik- og byggeudvalget og af social- og arbejdsmarkedsudvalget samt i bestyrelsen for Ribe Biogas. Anders Rohr Jørgensen er ejer af A. R. Jørgensen Kontorcenter og bor i Ribe, hvor han er født og opvokset. Han har i over 20 år været i bestyrelsen for den lokale Venstreforening, de seneste år formand. Han er også i bestyrelsen for den lokale handelstandforening. Han er i øvrigt deltidsbrandmand.
##ContentBoxStart##257974##ContentBoxEnd##
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-10-side-49-51.pdf