
KL opfordrer regeringen til national plan for værnemidler
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Da coronaen ramte Danmark, opstod der akut mangel på værnemidler. Kommunerne var chanceløse. Derfor opfordrer KL regeringen til at få lavet en national plan for værnemidler, så både medarbejdere og borgere kan være trygge ved, at der er de værnemidler, der er brug for under en fremtidig pandemi.
KL anser to elementer for helt afgørende i en sådan plan: For det første en national plan for lageropbygning, så der er værnemidler nok til de første uger af en pandemi. For det andet en national aftale med dansk erhvervsliv om, at deres produktion hurtigt kan omstilles, så Danmark kan blive selvforsynende med værnemidler.
– Ingen havde forudset den situation, vi står i nu. Derfor var vi som samfund langt fra forberedte på blandt andet det pres, der kom på verdensmarkedet iforhold til værnemidler. Det er nu, vi skal tage ved lære af situationen og sørge for, at vi er langt bedre forberedte næste gang, en pandemi rammer. Derfor opfordrer vi regeringen til at få lavet en national plan for værnemidler, siger KL’s formand Jacob Bundsgaard (S).
Mørnede lagre
En national plan for lageropbygning af værnemidler skal sikre, at det ikke er hver enkelt kommune eller region, der er ansvarlig for at vedligeholde eget lager. Borgmester Jacob Bundsgaard kan i den forbindelse dele ud af de erfaringer, man gjorde sig i hans egen kommune Aarhus.
– Det er ikke holdbart, at hver enkelt kommune skal sikre et lager til en situation, som muligvis indtræffer hvert 100. år. Det er dyrt at anskaffe og skal jo løbende vedligeholdes. Jeg kan bare tage min egen kommune som eksempel. Vi havde faktisk et lager af værnemidler, som vi, blot et halvt år før coronakrisen brød ud, måtte smide ud, fordi det var begyndt at mørne, siger Jacob Bundsgaard.
Erhvervslivet klar fra start
I KL mener man ikke, lageropbygning er nok. Dansk erhvervsliv skal også være gearet til hurtigt at kunne omstille produktionen.
– Vi har set, hvordan store som små danske virksomheder i massevis har tilbudt at omstille deres produktion fra eksempelvis legoklodser til beskyttelsesmasker og fra vodkashots til håndsprit. Det er en kæmpe hjælp. Men det tog desværre en måneds tid, før vi for alvor var oppe i omdrejninger. Og når pandemien raser, er tid den største mangelvare. Derfor skal der ligge nogle klare aftaler med erhvervslivet. Det kan for eksempel være, at de 10 største danske virksomheder hurtigt kan skifte gear og begynde at producere værnemidler, så vi ikke i samme grad som nu skal være afhængige af et usikkert verdensmarked, siger KL-formanden.
Må aldrig ske igen
Da coronakrisen brød ud, var der fra starten mangel på værnemidler. Det betød, at sundhedsmyndighederne måtte prioritere de knappe værnemidler til sygehusene. Dermed blev leverancer til kommunerne stoppet og omdirigeret.
– Det efterlod kommunerne helt chanceløse i forhold til at skaffe værnemidler, og derfor så vi også, at en række kommuner måtte ud og skaffe sig ureglementerede fyrværkeribriller og festivalregnslag for at sikre et minimum af beskyttelse til medarbejdere og borgere på for eksempel plejehjemmene. Det er en helt urimelig situation, og vi skal for alt i verden undgå igen at havne i en situation med knaphed, der gør, at man bliver nødt til at prioritere nogle sektorer frem for andre, siger KL-formanden. tkn@kl.dk