
Nødråb fra boligselskaber: Suspender ghettokrav under corona
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Almene boligselskaber i Aarhus, Horsens, Odense og København er bekymrede for konsekvenserne af den stigende ledighed, som følge af nedlukningen af samfundet under coronakrisen, der rammer deres boligområder hårdt.
De retter nu en opfordring til regeringen: De skærpede boligkrav, som følger af ghettopakken, bør suspenderes, så længe COVID-19-pandemien står på. Det skriver Dagbladet Information i dag 6. maj.
Coronakrisen har gjort det ekstra svært for boligområderne at leve op til skærpede krav om beskæftigelse og indkomst. Derfor risikere flere boligområder at komme på den såkaldte ghettoliste eller har svært ved at komme af den.
Allan Søstrøm fra Østjysk Bolig i Aarhus beskriver problemet set fra hans boligforening.
– Vi har Bispehaven, som allerede er på den hårde liste, men som var kommet lidt tættere på at komme af listen. Men det ser ud til at blive meget sværere nu,« siger han og tilslutter sig opfordringen til at sætte ghettolistens krav på hold, siger han til Information.
I København følger kommunen situationen tæt. ”Vi skal ikke risikere, at områderne kommer på den hårde ghettoliste, fordi vi har haft en coronakrise”, oplyser overborgmester Frank Jensen (S) til Information.
For flere boligområder, der er på vippen, kan Covid-19 få fatale konsekvenser. At få personer flere rammes af ledighed kan få balancen til at tippe.
Som direktør Pia Nielsen fra boligselskabet fsb, der administrerer 13.000 lejeboliger i hovedstaden, understreger, kan det betyde, at man må sælge gode, billige almene boliger til private eller i værste fald rive dem ned.
Ministeren vil se tiden an
Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) vil ikke kommentere opfordringerne fra de almene boligselskaber.
Hans presseafdeling henviser til et tidligere svar fra boligministeren fra den 15. april:
”Jeg mener derfor, det er for tidligt at tage stilling til, hvorvidt der opstår behov for midlertidigt at korrigere herfor. Hvis det på et senere tidspunkt viser sig at være tilfældet, vil jeg drøfte det med partierne i kredsen bag parallelsamfundsaftalen”, hedder det.
SF: Det er urimeligt
SF’s boligordfører Kirsten Normann Andersen vil presse på for at få boligministeren til at suspendere beskæftigelseskravet i boligaftalen, når man i år laver opgørelsen.
– Jeg har foreslået boligministeren, at kigge på jobkravet om at være i job. Det vil jeg presse videre for. Jeg synes, det er urimeligt og udenfor intentionerne med boligaftalen, at boligselskaberne bliver ramt af ledigheden, der er opstået i denne særlige situation. Det er urimeligt, at de rammes af noget, der er uforskyldt og coronarelateret. Vi holder hånden under alle mulige andre dele af samfundet. Det skal vi også gøre her, siger Kirsten Normann Andersen til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner. tkn@kl.dk