
Aarhus lukker folkeskole efter coronavirus
tekst Mads Brandsen
Først blev en 5. klasse på Malling Skole i Aarhus Kommune samt klassens to lærere sendt i hjemmekarantæne, da to elever på skolen var konstateret smittet med coronavirus.
Nu lukker skolen så helt ned i foreløbig 14 dage, oplyser Aarhus Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed i to pressemeddelelser.
Aarhus Kommune har truffet beslutningen efter rådgivning fra styrelsen.
– Det er en ærgerlig og besværlig situation, som vi gerne ville have været foruden, men vi ønsker på alle måde at bakke op om myndighedernes kamp for at inddæmme og forsinke corona-smitte. Derfor følger vi naturligvis de anvisninger, som Styrelsen for Patientsikkerhed har bedt os følge, siger Martin Østergaard, der er børn- og ungedirektør i Aarhus Kommune.
Artiklen fortsætter efter videoen
##ContentBoxStart##256587##ContentBoxEnd##
Mandag vurderede kommunen, at det var tilstrækkeligt at sende en klasse i karantæne, men tirsdag var en normal skoledag for de andre børn og ansatte. Efter skoletid traf kommunen beslutningen om at lukke skolen helt. Som en konsekvens vil også skolens SFO og den lokale fritids- og ungdomsklub også vil være lukket.
Klassekammerater til de smittede samt enkelte lærere er allerede blevet eller vil blive kontaktet af Styrelsen for Patientsikkerhed og sat i frivillig hjemmekarantæne.
De to smittede har ikke smittet hinanden. Smitten kan spores direkte tilbage til et udenlandsk risikoområde.
– Vi vil selvfølgelig gøre alt for hurtigst muligt at komme tilbage til en almindelig skoledag, når skolen åbner igen. Malling Skole er formentlig ikke den eneste skole i landet, der vil lukke. Derfor søger vi råd og vejledning hos Undervisningsministeriet og i KL, så vi får ens forhold for elever, forældre og medarbejdere, siger Martin Østergaard.
Malling Skole har 600 elever og 75 medarbejdere. mdbr@kl.dk