
Minister opretter ny hotline om corona på socialområdet
tekst Frederik Overby Vinding
Situationen omkring coronavirus har rejst en række spørgsmål på socialområdet.
Derfor har social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) oprettet en ny hotline i regi af Socialstyrelsen, hvor kommuner, sociale tilbud og organisationer kan få socialfaglig vejledning til at opfylde sundhedsmyndighedernes anbefalinger.
– Vi har som samfund taget ekstraordinære skridt for at beskytte især sårbare medborgere mod coronavirus. Det rejser mange spørgsmål for kommuner, sociale tilbud og andre om, hvordan sundhedsmyndighedernes anbefalinger håndteres i dagligdagen. Den nye hotline skal hjælpe til, at man kan få socialfaglige svar på de konkrete problemstillinger, der opstår den kommende tid, siger social- og indenrigsminister Astrid Krag.
Den nye socialfaglige hotline-funktion oprettes af Socialstyrelsen i regi af VISO og kan kontaktes på 72424000.
Både Socialstyrelsens og Social- og Indenrigsministeriets hjemmeside vil løbende blive opdateret med relevante links og nyheder samt hvilke områder, kommunerne har ansvar for.
Flere corona-hotlines er blevet oprettet. Man kan blandt andet også ringe til KL’s hotline på 33703939, eller myndighedernes fælles hotline på 70200233. frov@kl.dk