”Når mødet er slut, er det åbenbart okay at tage mig bagpå”
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Når konerne er hjemme, og alkoholen kommer på bordet, er det værst. Så forsøger Josefine at undgå at være tæt på bestemte af sine byrådskollegaer. Og hun sætter sig helst tæt på embedsfolkene, hvis de er med. Det er der, hun føler sig mest tryg.
##ContentBoxStart##256666##ContentBoxEnd##
– Og så er der nogen, som jeg helt undlader at få øjenkontakt til eller smile til, for ikke engang det kan de styre, siger Josefine.
Josefine er et kvindeligt byrådsmedlem fra en kommune i Jylland. Hun er i trediverne og er i gang med sin første periode som lokalpolitiker. Ligesom ti procent af de kvindelige byrådsmedlemmer, der har deltaget i Nyhedsmagasinet Danske Kommuners spørgeskemaundersøgelse, har hun oplevet uønsket seksuel opmærksomhed fra sine byrådskollegaer i denne byrådsperiode.
Josefine har ikke lyst til at stå frem med navn og fortælle om sine oplevelser. Redaktionen har valgt at efterkomme hendes ønske for at give hende mulighed for at fortælle om sine oplevelser.
Stikpiller
Når hun er i byrådssalen og til formelle møder med en dagsorden, oplever hun, at hun bliver talt ned til af de ældre mænd i byrådet.
– Det er mest sådan nogle stikpiller, de kommer med, hvor der er en undertone af mandschauvinistiske holdninger. Hvor de forsøger at hævde sig i en debat ved at sige: Det ved du jo ikke så meget om, lille du, hvorefter de så nusser mig på kinden. Det virker som om, at de vil vise deres autoritet og magt, fortæller Josefine.
Hun håndterer kommentarerne ved at skyde en kæk bemærkning tilbage. Men når kommunalbestyrelsesmedlemmerne mødes i mere uformelle rammer efter møder, seminarer eller konferencer, så er en kæk bemærkning ikke nok.
– Der, hvor det bliver virkelig ubehageligt, er, når vi er samlet til for eksempel Folkemødet eller til KL-konferencer som topmødet. Der virker det som om, at deres oplevelse er styret fuldstændig af seksualdriften. Hvis vi for eksempel mødes i baren inden middagen, så kan man godt lige blive taget på røven. Vi er igennem dagsordenen, jeg har trukket i en kjole, og mødet er slut. Så er det åbenbart – i deres øjne – tilladt at tage mig bagpå eller på inderlåret, siger Josefine.
Hun oplever, at det er de ældre byrådskollegaer, der kan have en grænseoverskridende adfærd, mens de yngre mandlige kollegaer ikke opfører sig på samme måde.
De griner bare af det
Hun har oplevet at sidde til en social sammenkomst med andre fra byrådet, hvor en af hendes byrådskollegaer ud på aftenen overskred hendes grænser ved at tage på hende. Der reagerede hun ved at sige fra og til sidst forlade arrangementet. De andre ved bordet så godt, hvad der skete, og hvordan Josefine reagerede. Men ingen gjorde noget ved det. De grinte bare.
– Jeg ville ønske, at nogen af de andre mænd ville tage det seriøst. Ville sige til ham, der tog på mig: ”Der gik du over stregen.” Men de griner bare af det. Og så står jeg mutters alene, siger Josefine og fortsætter:
– Det er jo nogle mennesker, som er ens kollegaer, som jeg troede, at jeg havde respekt for, der overskrider mine grænser så meget. Nogen, jeg måske lidt naivt havde set op til, fordi de har været i det politiske system i mange år. Så viser de sig bare at have nogle helt andre sider og i det øjeblik være nogle skiderikker. Men det værste er, at der ikke er nogen, der griber ind. Én ting er, at en skiderik gør eller siger noget. Men når de andre så bare griner af det. Det er det sværeste.
Falder tilbage på kvinden
En gang har hun forsøgt at konfrontere en byrådskollega med en ubehagelig oplevelse fra aftenen før. Hun vil ikke fortælle om episoden i detaljer, fordi det vil betyde, at hendes byrådskollegaer kan identificere hende. Men episoden hører under grænseoverskridende seksuel adfærd.
– Jeg fortalte ham, at han aftenen før havde overskredet mine grænser totalt. Hans svar var bare, at sådan var det jo ikke ment, og at der ikke var noget i det. Jeg tænkte bare: rend mig i røven. Han ville ikke engang anerkende, at han havde gjort noget forkert, siger Josefine.
I stedet håndterer hun byrådskollegaernes tilnærmelser med afvisninger og ved at forlade arrangementer. Og så taler hun med kvindelige, politiske kollegaer i sin egen kommune og fra sit eget parti.
– Det er klart nemmest at tale med nogen, der selv kan forstå det, fordi de har oplevet det samme. Hvis jeg taler med nogen, der ikke har forståelse for situationerne, og hvad jeg føler, når jeg oplever det, så kommer jeg i tvivl om, om det er mig, der er galt på den. Om jeg går forkert klædt, siger noget forkert eller lægger op til noget. Jeg kommer til at spørge mig selv, hvad jeg har gjort, som har bragt mig i den situation. Fordi det altid falder tilbage på kvinden, når de her sager kommer frem. Og det er jo skræmmende, siger Josefine.
Hendes egen mand har hun ikke talt med det om. For at skåne ham.
– Jeg vil ikke have, at han skal bekymre sig om, hvad jeg udsættes for, eller hvad der sker, når jeg er sammen med byrådskollegaerne i sociale sammenhænge. Det er noget af det hårdeste. Det med at gå og holde det for sig selv. At det er en hemmelighed for min mand for at beskytte ham, siger Josefine.
Mister relationer og indflydelse
Josefines ønske om ikke at stå frem med navn deler hun med en række andre kvindelige byrådsmedlemmer, som Nyhedsmagasinet Danske Kommuner har talt med. Hun mener, at det vil have for store konsekvenser at stå frem.
– Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af at stå frem med det. Det vil uundgåeligt komme til at handle om mig og min person. Hvordan jeg går klædt, hvordan jeg har opført mig i situationerne, at jeg har tolket det forkert eller er snerpet. Det kommer aldrig til at handle om, hvad mændene har gjort. Det ville jeg slet ikke kunne holde til, hvis det kom til at handle om min person frem for om sagens kerne, siger hun og fortsætter:
– Så det er nemmest at holde for mig selv og så finde mine egne strategier til at være i det. For der er alligevel ikke nogen, der ville tage det seriøst, hvis jeg talte åbent om det. Og så kan jeg lige så godt lade være.
Hun er desuden bekymret for, at hendes forhold til byrådskollegaerne vil blive ødelagt.
– De ville tage afstand fra mig. Jeg ville ikke blive inviteret med ind i det uformelle rum, som også er vigtigt i politik. Der, hvor man opbygger relationer og skaber netværk, som man skal bruge til at få gennemført sin politik. Jeg ville simpelthen miste den position og de relationer, jeg har opbygget. Også i forhold til de byrådskollegaer som opfører sig ordentligt. De ville være bekymrede for, at det var dem jeg talte om, siger Josefine.
Vil ikke opgive politik
Hun mener ikke, at problemet vil forsvinde, før den gamle garde er blevet udskiftet. Så det må hun vente på. For på trods af de ubehagelige oplevelser i de første to år af Josefines byrådskarriere vil hun ikke opgive sin politiske karriere.
– Jeg vil ikke lade de få fjolser overskygge min lyst til at ændre på samfundet. Det skal de ikke have lov til at ødelægge. Så det skal ikke betyde, at jeg ikke stiller op til næste valg. Også fordi jeg kan se, at den unge generation af mænd ikke er på samme måde. Så jeg håber ikke, det kommer til at fortsætte, siger hun. • jki@kl.dk, mdbr@kl.dk