Fra klynkevulkan til optimistisk ø

Selv om det var overvældende at få ansvaret, var Winni Grosbøll (S) aldrig i tvivl om, hvad der var brug for på Bornholm. Der skulle gang i øen igen. Det har været overskriften for hendes ti år i borgmesterstolen.

tekst Mads Brandsen

##ContentBoxStart##256406##ContentBoxEnd##

Stemningen var nemlig alt andet end optimistisk på øen dengang i 2009, da Winni Grosbøll på valgnatten kunne træde frem som øens nye borgmester.

– Øen var en klynkevulkan. Vi synes, det var ret synd for os selv, at vi lå så langt væk ude i Østersøen. ”Bare send flere penge”-retorikken havde vundet indpas. Jeg havde et ret klart ønske om at ændre den fortælling. Om at få Bornholm videre. Og om at ændre bornholmernes syn på sig selv. Der er jo ingen, der har lyst til at flytte et sted hen, hvor det bare er synd for folk. Og der er heller ingen virksomheder, der gider investere i sådan et sted, siger Winni Grosbøll.

Bornholmerne skulle løfte skuldrene og være stolte af øen. 

Selv havde hun og hendes daværende mand truffet det aktive valg at flytte tilbage til Bornholm efter endt uddannelse. 

– Det gjorde vi jo, fordi der er noget godt her, husker hun.

Fra ulempe til fordel

Som borgmester har hun investeret en pæn mængde politisk kapital i at ændre fortællingen om Bornholm. Det handler om at fokusere på det, Bornholm er god til: Fødevareproduktion og turisme – og på at udnytte placeringen.

##ContentBoxStart##256407##ContentBoxEnd##

– Vi er gået tilbage til den position, vi havde engang som centrum for fiskeriet. Nu håber vi at blive centrum for hele offshore-industrien i Østersøen. Tager man en passer rundt om Bornholm, ligger der infrastrukturinvesteringer i milliardklassen. Det handler om at opfatte beliggenheden som en fordel og ikke som en ulempe, som vi har gjort i mange år, siger Winni Grosbøll.

Det blev hurtigt hele kommunalbestyrelsens projekt, men Winni Grosbøll var meget bevidst om, at hun som borgmester spillede en særlig rolle. Både fordi hun skulle skabe nogle relationer, der kunne flytte øen – men også sådan helt lavpraktisk. 

– Jeg gjorde en dyd ud af altid at være glad. Det er jeg også som menneske, så det faldt mig ikke så svært. Men jeg tænkte også, at det bare ikke nytter, at jeg hænger med hovedet. De signaler, jeg sender, spiller jo ind i den større strategiske ramme, siger hun.

Det var der ellers al mulig grund til. Finanskrisen ramte øen hårdt, og i årene fra 2010 til 2015 bød de kommunale budgetter på nedskæringer på mellem top og fem procent. Mens Winni Grosbøll fortalte bornholmerne, at de sagtens kunne rejse sig, nedlagde regionskommunen stillinger i stor stil. Det var hårdt, husker hun. 

Her kom Folkemødet som en kærkommen lejlighed til at vise Bornholm frem som et lækkert sted. Sammen med lavere færgepriser har det boostet turismen i en grad, så der nu også er turister på Bornholm i vintermånederne.

– Jeg har altid haft som udgangspunkt, at man skal tillade sig at være ambitiøs. Der er ingen grund til at være middelmådige. Vi vil være C02-neutrale i 2025, og da vi fik flygtninge, satte vi et mål om, at 60 procent skulle være selvforsørgende efter tre år. Det var meget ambitiøst, grænsende til det urealistiske. Men vi er endt med, at 72 procent er på arbejdsmarkedet. Så nogle gange skærper man også bare indsatsen ved at sætte barren højt.

Du sætter dig selv helt ud på planken?

– Ja. Det får jeg også nogle smæk for. Min erfaring er bare, at fremdrift er afsindigt vigtigt for mig. Sådan har jeg altid haft det. 

Slagteriet, der ikke måtte lukke

Ambitionerne fejlede heller ikke noget, da Danish Crown i 2014 en aften ringede og fortalte, at ledelsen kom til øen næste morgen for at lukke øens eneste slagteri.

– Vi satte os for, at det skulle være løgn. Vi sammensatte en gruppe af landmænd og medarbejdere og lavede en redningsplan. Landmændene forpligtede sig til at levere 80.000 flere svin, og medarbejderne investerede i slagteriet via en lønnedgang. Vi fik et halvt år til at skaffe 25 millioner kroner. Det lykkedes næsten med beløbet, men alligevel lykkedes det at redde slagteriet. Som det eneste sted i Danmark, fortæller Winni Grosbøll med slet skjult stolthed.

Borgmesterens rolle var primært at bygge alliancer mellem parterne. De mødtes på hendes kontor, og da slagteriet var reddet, fortsatte de et tæt samarbejde om at udvikle fødevareerhvervet på øen. 

– Ambitionen var at gøre det hele mindre sårbart. Det var ikke særlig rart, at Danish Crown kunne have trukket stikket på hele øen. Det havde været en katastrofe. Der var en stemning af ”sidste mand lukker og slukker”. Den alvorlighed gjorde, at vi bare måtte gøre noget.

Samtidig illustrerede redningsplanen, at der bliver lyttet til, hvad borgmesteren siger, selv om hun ikke havde nogle formelle beføjelser over hverken landmænd eller fagforbundet NNF, der organiserede de ansatte.

– Jeg taler meget, og særligt i de første år lå der en del tilvænning i, at man ikke altid skal sige, hvad man tænker. Man kan ikke bare sige et eller andet som borgmester og undskylde sig med, at man ikke mente det. Da jeg lige var blevet valgt, var jeg på besøg hos vores jobcenter, der lå lige ved siden af borgerservice. Jeg bemærkede, at der var en mur mellem de to og spurgte hvorfor. Næste gang var der lavet en dør, griner Winni Grosbøll. 

– Jeg har nogle gange lyst til at være mere impulsiv, også når jeg taler med medierne. Men det går bare ikke, når man er borgmester. Det er en lidt mærkelig rolle. En gang imellem kan man også godt nyde at sidde på bagerste række.

Altid i fokus

Men det er svært i et lille isoleret samfund som Bornholm, der tæller knap 40.000 indbyggere.

– Som borgmester bliver man ekstremt kendt her. Vi har en TV 2-region, en regionalradio og en avis – hvilket er smaddergodt for demokratiet og dialogen. Jeg tror ikke, der er nogle borgere andre steder i Danmark, der er så oplyste som bornholmerne. Jeg er kommunen, så snart jeg går ud ad døren, og det er næsten altid for det dårlige, kommunen gør, siger Winni Grosbøll og understreger, at hun ikke klynker. 

– Det er bare en præmis, og det er nok noget af det, der gør, at mine børn aldrig har syntes, det var særlig sjovt, at jeg er borgmester. De hader det faktisk, siger hun.

Men det gør hun ikke selv. Tværtimod. Næste store målsætning er at nå op på 42.000 indbyggere i 2028. Det er det samme antal, som der var i 2008, og det vil betyde, at økonomien kommer til at hænge lidt bedre sammen. Den ambition står alle kommunalbestyrelsens otte partier sammen om.

– Vi har i begyndelsen af hver periode brugt noget krudt på at sætte os et fælles mål. Det peger vores beslutning hen imod. Det handler om at bygge 1.000 nye boliger og at skabe nogle jobåbninger, så folk har noget at komme herover til, fortæller hun.

Årene efter sammenlægningen af øens fem kommuner og Bornholms Amt til Bornholms Regionskommune var ganske turbulente. De politiske uenigheder og personlige kampe var utallige. Det besluttede Winni Grosbøll og Venstres spidskandidat Steen Colberg Jensen sig for at sætte en stopper for. 

– Vi var enige om, at man havde brugt for meget energi på diverse politiske trakasserier, som egentlig ikke bidrog til noget. Jeg lavede en konstituering med Venstre, hvilket man ikke havde set før, og den holdt faktisk en periode mere. Det gav gode resultater. Jeg vil gerne slås for Bornholm i København – men jeg gider altså ikke slås på Bornholm, siger hun. 

Alle kommer med

En del af Winni Grosbølls opskrift på et bedre samarbejde i kommunalbestyrelsen er også, at alle 23 medlemmer er med i budgetforhandlingerne. 

– Vi gør det over to dage, hvor medarbejderrepræsentanterne også er med. Det kan godt være en langsommelig proces, men det gør, at alle har en aktie i det. Alle har et ansvar, men det betyder dog ikke, at alle ender med at være med i aftalen. Det er sket cirka hver anden gang. Men de har været inviteret med, og det er vigtigt for mig, at det er en samlet kommunalbestyrelse, der er med i arbejdet.

Men det er ikke altid helt nemt, erkender Winni Grosbøll. De 22 andre kommunalbestyrelsesmedlemmer er fritidspolitikere, og det skaber et gab.

– Jeg prøver så godt, jeg overhovedet kan, at mindske det gab. Men det er da svært, for vi kan aldrig have helt samme vidensgrundlag, og til syvende og sidst handler det jo om tid for de medlemmer, der er valgt. Sager, hvor er der et tidspres giver frustrationer og konflikter, fordi hele kommunalbestyrelsen ikke kommer med. 

Hører jeg dig sige, at der ville være arbejde nok til en eller flere politikere på fuldtid?

– Ja, det kunne der godt. Det er i hvert fald ikke mærkeligt, at borgmesteren er så dominerende i det danske system. I Sverige er oppositionslederen også fuldtidslønnet, så oppositionen har en bedre mulighed for at udfylde sin rolle. Det tror jeg giver et bedre demokratisk arbejde. Det kunne jeg godt ønske mig, vi også havde i Danmark.

Aldrig færdig

Tilbage til stemningen på solskinsøen i Østersøen. 

Er bornholmerne blevet gladere?

– Ja, det er de. Jeg siger ikke, det er min skyld. Men det er de. Mange, der kommer udefra, bliver overraskede over den optimisme og virkelyst, de møder her. Der er en enorm skabertrang. Glæde, stolthed over øen og det, vi kan. Det handler også om, at vi har haft fælles sejre som eksempelvis Folkemødet. 

Det kunne så lyde som om, at Winni Grosbøll nærmest er færdig med sin mission og derfor passende kunne lade være med at tage en ekstra periode i borgmesterstolen. Men nej. 

– Man bliver aldrig færdig. Her i min tredje periode kan jeg se, at nogle af de initiativer, vi satte i gang for nogle år siden, begynder at bære frugt. Jeg har en hall of victories på kontoret, for som borgmester er du aldrig i tvivl om, hvornår det ikke var godt nok. Vi fokuserer meget på det, der ikke fungerer. Alt det, der bare kører, er vi ikke så gode til at huske. • mdbr@kl.dk