For Pernille er tale ikke sølv

Greves borgmester Pernille Beckmann (V) mener, man kommer længst med at tale mere sammen. Det gælder både med partifællerne, med oppositionen – og ikke mindst med administrationen, der til tider får et par borgerlige ord med på vejen.

tekst Mads Brandsen

##ContentBoxStart##256406##ContentBoxEnd##

Samtale fremmer forståelsen, lød sloganet fra det nu hedengangne teleselskab Mobilix tilbage i 2000 – og det kunne lige så godt være opfundet af Greves borgmester Pernille Beckmann (V). I sit tidligere virke som social- og sundhedsassistent blev mangen konflikt løst ved blot at tale sammen.

Og den dag i dag tager hun så vidt muligt telefonen, når den ringer. Uanset hvem, det er.  

– Det ligger i min natur at tale meget. Som borgmester er jeg også blevet bevidst om, at det ofte er bedre at gå ned på et kontor og stikke hovedet ind frem for at sende en mail, siger hun.

Skriftligheden har ifølge Pernille Beckmann for længst taget overhånd.

– Jeg har spurgt her i huset, om ikke vi kunne afskaffe CC-feltet. Det kan man ikke, men det burde forbydes. Det skaber et overload af information. Vi skal tale med dem, vi har brug for at tale med. Den der forklar-mig-røv-attitude, hvor man dækker sig selv af med at sende en CC-mail og dermed signalerer: ”Du burde vide det”. Hold nu op. Lad os tale sammen!

Det praktiserer hun selv helt bogstaveligt, når hun fire-seks gange om året byder borgerne på kaffe og borgmestersnak i borgerservicecentret. Det er hendes egen idé, men den vakte noget bekymring hos embedsmændene i forvaltningen.

– Jeg blev mødt med et ”Du kan da ikke bare åbne din dør”. Men som jeg svarede embedsværket, så er jeg jo også bare borger. De kan godt beskytte mig her, hvor jeg i øvrigt har en overfaldsknap, men nede i supermarkedet er jeg ikke beskyttet. Jeg skal leve af at tale med borgerne. Og de kommer faktisk med nogle gode idéer til kaffemøderne, siger hun.

Distance til forvaltningen

Kaffemøderne er langt fra det eneste eksempel på, at borgmesteren og administrationen på Greve Rådhus ikke er helt enige. Og sådan skal det også være. 

– Man skal have en vis distance til forvaltningen. Vi skal spille sammen, men vi er ikke venner. Det er heller ikke mine kolleger. Jeg har en aftale med kommunaldirektøren om, at han må sige alt det, han vil – at vi er ved at træffe en dårlig beslutning, og at han derfor ikke kan anbefale den – men at jeg samtidig kan sige ”Claus, tak for godt input. Det er politik”. Så tier han stille. Det har vi udviklet ad åre, siger Pernille Beckmann, der understreger, at hun skam lytter interesseret til embedsmændenes pointer.

– Jeg forstår godt budskabet. I den bedste verden skulle det måske også være sådan, men politik er ikke den bedste verden. Det er det muliges kunst. Administrationen indstiller det, der er økonomisk bedst, det, der er lovligt, og det, de skønner, er fagligt bedst. Vi kan bare vælge at gøre noget helt andet. Det er jo det fantastiske ved politik. Det har jeg brugt mange år på at lære min byrådsgruppe, siger Pernille Beckmann.

##ContentBoxStart##256415##ContentBoxEnd##

Hun har også bemærket, at det mange steder ikke er sådan – men at det netop er normalen, at borgmesteren og dennes flertal står bag administrationens indstillinger.

– Jeg synes, mange borgmestre er for dårlige til at italesætte det over for befolkningen. Administrationen er ansat på sine kompetencer. Jeg er valgt, fordi borgerne har tillid til mig. Jeg beslutter da også noget alene på baggrund af min mavefornemmelse, siger Pernille Beckmann.

Det kræver nogle boksekampe indimellem, men dem må man så tage. 

– Jeg plejer at spørge min direktør, om det er ulovligt? Nå, det er det ikke? Jamen, så fortsætter vi, lyder det kontant fra Pernille Beckmann. 

Næsten altid enighed

Hun er mest til, at der sker noget i kommunen. Den borgerlige alliance, hun står i spidsen for, gik i 2013 til valg på en petanquehal i Karlslunde. Det projekt blev gennemført. Men hvis Socialdemokratiet også havde taget idéen til sig, havde det ikke bekymret Pernille Beckmann.

##ContentBoxStart##256416##ContentBoxEnd##

Hun behøver ikke selv at have æren.

– En borgmester kan hurtig blive magtfuldkommen. Det skal man være meget bevidst om. Jeg kunne sole mig i alt, hvis jeg ville. Kunsten er at lade være. Når tv ringer, sender jeg så vidt muligt formanden for udvalget i stedet, siger hun. 

En af kerneopgaverne for en politisk leder og dermed også en borgmester er at udstikke en retning. Det bestræber Pernille Beckmann sig også på. Men det nytter ikke at banke i bordet hver gang. 

– Hvis jeg gjorde det i tide og utide, ville mine partifæller blive utilfredse. Jeg gør det en gang imellem. Man bygger politisk kapital op, når de andre får lov. Det tror jeg er meget sundt. Jeg synes, jeg kan se på nogle af mine andre kolleger, at de glemmer at bygge deres kapital op undervejs. Så bliver de trætte og får en masse mudder i partiet.

Hvad gør I, når I er uenige i Venstre?

– Vi kan godt gå ind til et gruppemøde og være meget uenige. Men vi går ikke ud og er uenige. Det gør vi simpelthen ikke. Vi skændes og diskuterer, men vi går ud i enighed. Og man stemmer også for en sag, selv om man er uenig. Jeg har sagt, at hvis det virkelig er hjerteblod, og vedkommende ikke kan stemme for, må man gå på toilettet, mens der stemmes om den sag. Det er også sket. 

Det er også sket, at man på Christiansborg har fået at føle, at Pernille Beckmann først og fremmest er borgmester i Greve. Og sekundært medlem af Venstre.

– Jeg kan ikke mindes, at jeg har talt med så store bogstaver, som jeg gjorde, da Kristian Jensen (daværende V-finansminister, red.) ringede og fortalte mig, at Ring 5 var en del af trafikforliget. Et projekt, jeg vil kæmpe med næb og kløer for at forhindre, for min opgave er jo at kæmpe for min kommune. Jeg sidder ikke og accepterer en beslutning, der er dårlig for Greve.

Er der for mange borgmestre, der er for tæt på partiet på Christiansborg?

– Jeg synes i hvert fald, der er mange, der ligger sig lige i kølvandet på folketingsgruppen. Det gør jeg ikke nødvendigvis. Jeg synes, man skal distancere sig. Men det handler også om, at mange gerne vil være noget i deres parti. Det tror jeg også godt, man kan være, selv om man sommetider går imod. Jeg gør det, når jeg har et bedre bud. Andre gange tier jeg stille og arbejder på alle tangenter bag facaden, siger Pernille Beckmann.

Bredden betyder noget

I denne periode regerer hun med et flertal bestående af Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Den reelle opposition udgøres af Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti. Sidstnævnte har tidligere haft borgmesterposten. Som de eneste to partier står de to uden for budgettet for 2020. 

Det giver arbejdsro i forvaltningen, og det giver mere harmoni – selv om der kunne være flere Venstre-mærkesager. Men det er mindre vigtigt, mener Pernille Beckmann. 

– Trivslen i huset og roen i byen vægter højere end mit eget ambitionsniveau, siger Pernille Beckmann.

Som andre borgmestre ville hun gerne have alle 21 byrådsmedlemmer med. Men, som hun siger: 

– Min flertalsgruppe har jeg dyb tillid til. Den giver og tager. Det skal oppositionen også. Når man kun tager, tager og tager, bliver jeg hamrende stædig. Jeg vil have nogle bud på nogle løsninger. Man kan ikke bare feste. Man må også rydde op, siger hun.

Socialdemokratiet tog i denne omgang ansvar og stod på mål for svære beslutninger. Det fortjener ros, pointerer Pernille Beckmann. Men overordnet kan det være svært at blive enige om præmissen for budgettet. 

Hvor skal vi hen?

– Vi er underlagt et anlægs- og serviceloft. Det er ikke alle, der mener, vi bør overholde det. Så bliver det godt nok svært, konstaterer hun, der er meget optaget af kræve-kulturen, som, hun mener, er ved at gå for vidt. 

– Der er forældre, der klager til Ankestyrelsen over vores afgørelser, hvor de går ud over, hvad der er ret og rimeligt. Man kigger ikke lige ind til naboen, hvis man ikke har set hende længe. Hvor er omsorgen for hinanden blevet af? Jeg savner, at vi gør noget mere selv. Rykker lidt tættere sammen i bussen. Problemet er, at vi ikke er truet. Det gør, at vi tænker, det er de andres ansvar.

Som mange andre kommuner har bibliotekerne i Greve reduceret den bemandede åbningstid. Det fik en ældre kvinde til at kritisere borgmesteren på et borgermøde. 

– Det viste sig, at hun godt kunne selv. Og hun kunne også hjælpe en anden, hvis vedkommende havde brug for det, erkendte hun. Hvorfor skal der sidde en bibliotekar i 10 timer og vente på, at der kommer nogen, der måske har brug for hjælp? Vi bliver nødt til at forsøge at skabe en anden kultur. 

Men er det egentlig ikke ret naturligt, at det er endt her, når kommunerne har påtaget sig rigtig mange opgaver?

– Jo, det er der ikke noget at sige til. Mit ståsted er, at kommunen skal hjælpe dem, der virkelig har brug for det. Det skal vi kunne. De syge, de svage, dem, der falder ned i et hul. Dem skal vi have tilbage i eget liv. Men os andre, der kan selv, skal kunne selv – og skal hjælpe hinanden. Vi har ikke råd til at have den type samfund, hvor kommunerne også hjælper dem. Vi bliver nødt til at forventningsafstemme, siger Pernille Beckmann, der kalder netop den diskussion for ”helt vildt spændende.”

Hendes politiske ild brænder stadig for fuldt blus. Landspolitikken har aldrig fristet hende, der beskriver sig selv om ”et kommunemenneske.”

– At være borgmester er et fantastisk job, og jeg har svært ved at se, hvad der kan være bedre. Men hvis jeg står op en dag og ikke gider borgerne mere, så skal jeg nok overveje, om jeg er det rigtige sted. Sådan har jeg det ikke. Jeg er ikke færdig, og jeg har mange flere idéer.

Hvornår vælger i spidskandidat? 

– Det har vi gjort, griner Pernille Beckmann. • mdbr@kl.dk