Inklusionen er et minefelt
tekst Thomas Kokholm Nielsen
”Skal vi forsøge at sætte fokus på, at sorte katte også er gode katte?”, står der på et skilt, og så er væggene i skolens indgangsparti ellers plastret til med flotte kattetegninger og forklaringer på, hvorfor den sorte kat har et dårligt ry. Vi er på Korsager Skole i Husum i Københavns Kommune op til fastelavn.
– Det handler om at spørge, hvorfor man kan blive dømt på sit udseende og farve, siger skoleleder Peter Aksten.
På en lang gang er et par klasser fra indskolingen i gang med at lave en stor, flere meter lang papmachefigur. Vist nok en kat. Lyd- og aktivitetsniveauet er højt, der grines og snakkes. Flere af børnene har høreværn på og deltager samtidig lystigt.
– Høreværnene er et eksempel på, at nogle gange er inklusion et spørgsmål om lavpraktiske løsninger. Det betyder, at de elever, der er sensitive overfor støj, godt kan være med i fællesskabet, siger Peter Aksten.
Han forklarer, at skolen er ret blandet med børn fra forskellig social baggrund.
– Cirka halvdelen er fra villakvarteret, mens den anden halvdel er fra almennyttige boliger, hvoraf nogle områder først for nylig er kommet af ghettolisten. Vi har altså virkelig høje indkomster og meget lave.
##ContentBoxStart##256439##ContentBoxEnd##
Noget skal ske
Kommunens børne- og ungeforvaltning har henvist os til Korsager Skole, fordi man mener, at den er et godt eksempel på en skole, der løser inklusionsopgaven godt.
Ifølge Camilla Niebuhr, der er faglig direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen, er det netop vigtigt at få de gode eksempler frem, hvis man skal blive bedre til at håndtere den omsiggribende inklusionsopgave.
– En del af det, vi gør nu, er, at vi indsamler viden og især finder frem til de mange eksempler på skoler, der gør det godt, og præsenterer dem for alle de andre. Vi kan se, at blandt skoler med stort set samme socioøkonomiske profil er der forskel på antallet af forældreklager, og hvor mange børn man segregerer. Der skal vi analysere på årsagssammenhængen, siger Camillia Niebuhr.
Segregeringsgraden vil sige andelen af børn, der ikke kan rummes i en normal klasse. Som i resten af landet har den været stigende i Københavns Kommune.
– I 2019 havde vi et rigtig voldsomt merforbrug på 135 millioner kroner. Det er mange penge også i København. Det kom sig af, at vi segregerede rigtig mange til dyrere tilbud og tidligere – altså yngre børn, siger Camilla Niebuhr
Hun forklarer, at advarselslamperne begyndte at blinke allerede året inden.
– Vi ved ikke rigtig, hvad der sker, men vi kan se, at der er flere børn, der har brug for hjælp, men om det skyldes for meget skærm eller forkert kost, det ved vi ikke rigtig. De professionelle, lærerne, forældrene og børnene mærker det, og synes, det er svært. Der er noget, der ikke virker, og vi må hjælpe de voksne til at løse opgaven, siger Camilla Niebuhr.
– Politikerne fandt pengene til ekstrabevillingen, men sagde samtidig, at der skulle ske noget nyt. Vi har nu fået 35 millioner kroner i år til en forandringsindsats og omkring 30 millioner kroner de kommende år, forklarer hun.
Der er allerede igangsat en række tiltag. Dem vender vi tilbage til.
##ContentBoxStart##256440##ContentBoxEnd##
Op i helikopteren
Først skal vi lige en tur op i helikopteren. København er nemlig langt fra den eneste kommune, hvor segregeringsgraden og inklusionsopgaven vokser. Da man fra Folketingets side sagde, at flere børn skulle rummes i den almindelige folkeskole og satte nye inklusionsmål, der skulle implementeres fra 2011, var det på den baggrund, at omkring 30 procent af folkeskolens ressourcer blev brugt på specialundervisning. Det viste en rapport, Deloitte lavede for Finansministeriet, Undervisningsministeriet og KL dengang.
I årerne herefter faldt den såkaldte segregeringsgrad, men nu er den tilbage på niveauet fra før inklusionsmålene blev indført. Den er nu på 5,3 procent ifølge KL (se graf).
Spørgsmålet er, hvordan man tolker det. Kommunerne og skolerne bliver i disse år kritiserede for, at man presser for mange børn med udfordringer ind i klasserne, og at det går ud over undervisningen for de andre. Flere mener, det er medvirkende til flugten fra folkeskolen over til privatskoler.
Men nu sender kommunerne altså lige så mange børn i segregeret specialundervisning som i 2011. Men man er så også nødt til at holde det op imod, at en større andel af børn og unge i dag får diagnoser som autisme, ADHD, angst med mere.
I sidste uge udsendte Social- og Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed en analyse, der skulle kortlægge Kommunernes styring af specialundervisningsområdet. Den er fortaget af analysefirmaet Index100. I analysen opgøres det, at landsudgiften til segregeret specialundervisning er 10,5 milliarder kroner, hvis man inkluderer udgifter til PPR og elevbefordring. Det svarer til 20,6 procent af de samlede kommunale grundskoleudgifter i budget 2019. Man må dog tage det forbehold, at opgørelsen formentlig ikke er direkte sammenlignelig med Deloittes 10 år gamle rapport.
Analysen fra Social- og Indenrigsministeriet viser også, at tre ud af fire skolechefer oplever, at udviklingen i antal børn med psykiatriske diagnoser i stort eller meget stort omfang har lagt pres på specialundervisningsprocenten i deres kommune.
##ContentBoxStart##256441##ContentBoxEnd##
Tilbage på jorden
På Korsager Skole synes de selv, at de har meget godt greb om inklusionsopgaven, selvom det kan være svært at vurdere sig selv i det store perspektiv. Derfor mener skoleleder Peter Aksten også, at det er vigtigt, at man får meldinger og status fra områdeledelsen med hensyn til, hvad man gør godt, og hvad man eventuelt skal gøre anderledes. Københavns Kommune er inddelt i fem skoleområder, og det er en del af det nye inklusionstiltag, at skolelederne og nøglepersoner mødes med områdeledelsen til statusmøde en gang om måneden og får statusrapporter en gang i kvartalet.
AKT-koordinator Therese Grath er en nøgleperson i forhold til skolens inklusionsopgave. Hun oplever, at opgaven vokser i omfang.
– Jeg har været her i 15 år, og jeg oplever især en stigning i omfanget af skolevægring – altså elever, der ikke vil i skole af den ene eller anden årsag. Det kan være på grund af det faglige, eller det kan være trivsel og/eller diagnoser. Det er svært at sætte tal på hver klasse, men der er i hver klasse nogle, vi skal lave inklusionsindsatser for i større eller mindre grad, siger Therese Grath.
Skolelederen og AKT-koordinatoren er enige om, at det vigtigste er det helhedsorienterede blik på inklusion. De viser et skema frem, hvor lærerne i en klasse kan beskrive det ”bekymringsgrundlag”, de har for et barn. Der er 12 forskellige punkter, som kan gradueres fra 0 til 5. Det gælder alt fra det faglige til trivsel, kost, sundhed, tale- og hørevanskeligheder med mere.
– Det fungerer som en indstilling fra lærerne i teamet til skolens ressourcecenter. I centeret sidder folk med specialpædagogisk viden, samt sundhedsplejersker, psykologer, tale- og hørelærere, inklusionspædagoger og skolesocialrådgiveren, forklarer Therese Grath.
Ressourcecentrene er helhedsorienterede, modsat de gamle specialcentre.
– I de gamle specialklasser handlede alt om faglige problemer. Alt andet blev negligeret. Når det kommer til stykket, handler det ofte mere om selvværd og adfærd. Sådan noget som vægt kan betyde rigtig meget. Et eksempel kunne være en dreng i 3. klasse, der begynder at have en udadreagerende adfærd. Hvorfor? Barnet har mindre selvværd. Han kan hævde sig fysik, fordi han har taget på. Det kan være, Julemærkehjemmet er løsningen for at løse et kostproblem. Det er vigtigt at komme hele vejen rundt og vigtigt at forstå, at et barn ikke kun har problemer. Barnet har også styrker, der kan bruges til at løfte, siger Peter Aksten.
I kommunens nye indsatsplan tildeles ressourcecentrene 10 millioner kroner ekstra om året, de næste fire år.
Det store paradoks
Når man spørger på Korsager Skole, hvad de kunne ønske sig til inklusionsopgaven, så står uddannelse af lærerne og i det hele specialpædagogiske kompetencer højt på listen.
– Man skal satse på uddannelse af lærerne, så de for eksempel ved, hvad de skal gøre, når de står med et udadreagerende eller diagnosticeret barn, og når klassens forældre klager. Jeg kan godt sparre med lærerne og fortælle dem, hvordan man laver god autismeundervisning, men jeg kan ikke være der hver dag, og det kræver mere tid og ressourcer, siger Therese Grath.
Hun kunne godt tænke sig, at alle lærere kom på et kursus på Frejaskolen, som er kompetencecenteret for autisme og ADHD.
– Men når jeg siger det til Peter, så siger han god ide, men det er der simpelthen ikke ressourcer til, siger Therese Grath.
Kompetencecentrene er der, Københavns Kommune samler den specialpædagogiske viden, som skolerne kan trække på. De får også et økonomisk løft i den nye indsatsplan.
Peter Aksten nikker, og så påpeger han et stort paradoks: Mens inklusionsopgaven vokser i folkeskolen, så er socialpædagogikken forsvundet ud af læreruddannelsen.
– Da jeg tog min uddannelse, kunne man vælge specialet specialpædagogik. De sidste par år har jeg slet ikke fået ansøgninger fra folk, der har specialpædagogiske kompetencer. Hvorfor gør jeg ikke det? Fordi man tog specialpædagogikken som speciale ud af uddannelsen. Så lavede man et linjefag, der hed specialpædagogik, og et andet, der hed dansk som andetsprog. Men de linjefag er også blevet nedlagt, siger Peter Aksten.
– Min pointe er, hvordan forestiller man sig, at man kan få en inkluderende skole, når man ikke uddanner folk med kompetencer i specialpædagogik til at arbejde i skolen, siger Peter Aksten.
Med de nye inklusionstiltag satser man på det, der hedder co-teaching. Det betyder, at man er to lærere i en klasse, hvor der er udfordringer med inklusion. Den ene kan komme fra kompetencecenteret med specialpædagogisk viden.
– Nu lyder det, som om jeg taler min forvaltningschef imod, men forstå mig ret. Co-teaching er godt, men det er et plaster, fordi der mangler folk med specialpædagogik på skolerne. Det er godt, de gør det, for hvad kan de ellers gøre. Men overordnet er vi i Danmark uddannelsesmæssigt for dårligt klædt på, set i forhold til andre lande, siger Peter Aksten.
Det er en bombe
Set fra Korsager skole er den omsiggribende inklusionsopgave en bombe under folkeskolen. Selvom skolen er velfungerende, så oplever man også her, at ressourcestærke forældre tager deres børn ud, når inklusionen går galt.
– Når det for eksempel tager lang tid at inkludere en udadreagerende elev, så mister vi andre elever, siger Therese Grath.
Peter Aksten oplever dog også stor forældreopbakning til skolen.
– Der er ingen, der udøver faglig kritik af skolen. Når de forlader skolen, så er det stort set altid, fordi de oplever noget med et barn, der skal inkluderes, som de ikke kan acceptere, siger Peter Aksten.
##ContentBoxStart##256443##ContentBoxEnd##
I det store perspektiv ser han et problem.
– Inklusionsopgaven er en bombe under folkeskolen. Det handler også om, at vi som samfund har ændret holdning. Normalitetskonceptet er blevet indsnævret. Uddannelsesmæssigt er der nu kun en vej, der hedder 12 år. Den plads, der før var til at opføre sig lidt anderledes, er der ikke længere samfundsaccept af. For eksempel, at man kunne gå ud og blive arbejdsdreng. I dag er udgangspunktet, at alle skal have folkeskolens afgangseksamen og ungdomsuddannelse, siger Peter Aksten.
Tilbage i Børne- og Ungdomsforvaltningen er Camilla Niebuhr helt klar over udfordringen.
– Folkeskolen skal rigtig meget i dag. Men det her med inklusion er nok den største ting lige nu. Lærere og skolebestyrelser vil rigtig gerne tale om det, for de synes, det er svært. De ting, vi gør nu, skal gerne gøre, at lærerne føler, at de ikke står alene med opgaven. De skal føle, at de har et apparat bag sig. Vi kan ikke få det til at gå væk, at børnene har flere udfordringer og diagnoser, men vi kan arbejde med, at de får det bedre. • tkn@kl.dk
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDFDK-5-side-30-33.pdf