
Svært at finde nye direktør: Byrådsuro skræmmer
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Randers Kommune har besluttet at sætte rekrutteringen af en ny direktør for social- og arbejdsmarkedsområdet på pause. Ifølge Randers Amtsavis skyldes det, at den politiske uro i byrådet har indsnævret ansøgningsfeltet. Avisen skriver, at rekrutteringsfirmaet Muusmann, der er hyret til at hjælpe med at finde den nye direktør, har opfordret 60 forskellige personer til at søge stillingen.
Da det kom til stykket, var der dog blot 16 personer, der søgte jobbet, og det skyldes ifølge Randers Amtsavis, at flere af de potentielle kandidater ikke havde lyst til at søge stillingen på grund af den langvarige politiske uro i byrådet.
Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt anerkender over for avisen, at den politiske uro har en betydning.
– Det er ikke nogen hemmelighed, at det har en betydning, hvordan det politiske miljø er, og hvilket omdømme, kommunen har. Og jo længere op i hierarkiet, vi kommer, jo større betydning har det politiske klima. Det har det også i denne sag, det kan ikke skjules, siger han.
Randers Byråd har i årevis ligget i bitter strid. Først over konstitueringer der gik i fisk, og siden over en omkonstituering og den efterfølgende retssag, der kendte omkonstitueringen ulovlig. En retssag hvor flere ledende medarbejdere i forvaltningen var indkaldt som vidner.
Den ledige direktørstilling er opstået efter Steinar Eggen Kristiansen har skiftet job. Han er nu kommunaldirektør i Hedensted. Indtil Randers har fundet en erstatning, passer vicekommunaldirektør Erik Mouritsen stillingen som social- og arbejdsmarkedsdirektør. jki@kl.dk