Efter nye retningslinjer: KL aflyser topmøde
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Den årlige forsamling for landets kommunalpolitikere – Kommunalpolitisk Topmøde – er aflyst. Det oplyser KL. Aflysningen sker efter regeringen og landets myndigheder har udstedt nye tiltag for at inddæmme spredningen af coronavirus.
– Vi er naturligvis rigtig ærgerlige over, at vi er nødt til at aflyse vores delegeretmøde, som hvert år samler kommunalpolitikere fra hele landet for at drøfte de aktuelle kommunalpolitiske dagsordener og sætte retningen for KL’s arbejde. Men der er ikke tvivl om hos os, at vi skal gøre, hvad vi kan for at inddæmme smitterisikoen ved coronavirus. Derfor følger vi sundhedsmyndighedernes anvisninger meget nøje, siger KL’s administrerende direktør Kristian Wendelboe og fortsætter:
– Kommunernes medarbejdere er dagligt i kontakt med rigtig mange borgere, og der har derfor gennem længere tid været arbejdet på højtryk ude lokalt for at følge anvisningerne fra sundhedsmyndighederne og sætte tiltag i værk, der kan inddæmme smitten. Derfor er jeg også helt sikker på, at der vil være forståelse i vores medlemskreds for, at vi nu er nødt til at aflyse deres møde.
Kommunalpolitisk Topmøde skulle have været afholdt den 19.-20. marts 2020 i Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor op mod 1.500 byrådsmedlemmer, borgmestre, ansatte og andre interessenter samles hvert år.
Det var statsminister Mette Frederiksen (S), der flankeret af sundhedsmyndighederne og politiet, præsenterede de nye tiltag i dag fredag på et pressemøde i Statsministeriet.
– Myndighederne opfordrer til at udskyde eller aflyse alle arrangementer med mere end 1.000 deltagere, sagde statsminister Mette Frederiksen og fortsatte:
– Der kan være omkostninger for almindelige mennesker og familier, virksomheder og arrangører. Når vi tager de skridt, så er det fordi, det, vi ønsker at afværge, er potentielt at miste menneskeliv, siger Mette Frederiksen.
Opfordringen gælder indtil videre hele marts måned. Statsministeren sagde på pressemødet, at myndighederne forventer, at arrangører af større arrangementer følger opfordringen.
Det er den opfordring, som KL altså har valgt at følge. Topmødet er officielt KL's delegeretmøde og dermed foreningens højeste myndighed. De formelle procedurer, som finder sted på delegeretmødet – regnskabsgodkendelse og formandens tale kan dermed heller ikke gennemføres i Aalborg.
KL oplyser, at der er tilrettelagt en proces for, hvordan de procedurer kan gennemføres uden fysisk fremmøde. De delegerede vil få direkte besked om, hvordan det skal foregå. jki@kl.dk