
Dragørs tidligere borgmester er død
tekst Mads Brandsen
Allan Holst (S), der var borgmester i Dragør fra 2006 til 2014 og aktuelt viceborgmester og formand for by-, erhverv- og planudvalget, døde fredag efter længere tids sygdom.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Dermed mister byen en ildsjæl, der gennem 30 år var været dybt involveret i det politiske liv. Han blev første gang valgt til kommunalbestyrelsen i 1990 og sad i to perioder frem til 1998. I 2001 stillede han ikke op, men vendte tilbage i 2005. Efter valget samlede han opbakning bag sig selv som borgmester – som den første socialdemokratiske i Dragør i 16 år.
Allan Holst overdrog i 2014 borgmesterposten til Eik Dahl Bidstrup (V), der roser sin tidligere modstander:
– Jeg har altid næret en dyb respekt for Allan. Han var et ordentligt menneske – både som person og politiker – og engageret lige til det sidste. Vi havde alle håbet, at han ville vinde over sygdommen. Det er et smerteligt tab for hans familie, men også et stort tab for Dragør Kommune, siger han i pressemeddelelsen.
I sit civile liv var Allan Holst uddannet socialformidler og arbejdede senest som afdelingsleder ved Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer ved Københavns Universitet.
Han efterlader sig sin hustru Inge, tre voksne børn og børnebørn. mdbr@kl.dk