
Tidligere DF’er stifter nyt parti
tekst Mads Brandsen
Det blev kun til nogle måneder som løsgænger for byrådsmedlem Hans K. Sønderby fra Esbjerg.
I sommer forlod han Dansk Folkeparti som følge af den kritik, han blev mødt med efter at have ytret, at partiformand Kristian Thulesen Dahl havde udspillet sin rolle og burde erstattes af Morten Messerschmidt.
Nu er Hans K. Sønderby klart med et nyt parti kaldet De Nationalkonservative, som han repræsenterer resten af valgperioden og håber at blive valgt for til KV21. Det skriver JydskeVestkysten.
Partiet bliver det femte enmandsparti i Esbjerg Byråd og det fjerde parti, Hans K. Sønderby repræsenterer. Han sad fra 1982-1990 i Ribe Amtsråd for SF og 1994-1998 i Esbjerg Byråd for Radikale Venstre. For knap 18 år siden meldte han sig ind i Dansk Folkeparti, som han repræsenterede i byrådet fra KV17.
Hans K. Sønderby satser på at gå i valgforbund med Venstre til næste valg, fortæller han til avisen. mbdr@kl.dk