
Kræftramt borgmester skal opereres torsdag
tekst Thomas Kokholm Nielsen
64-årige borgmester H. P. Geil (V) fik fredag konstateret tarmkræft, og allerede på torsdag skal han opereres på Aabenraa Sygehus.
Viceborgmester Jon Krongaard (DF) er fungerende borgmester under H.P. Geils sygemelding.
– Jeg har altid haft nervøs mave, og det har været nogle travle måneder med først offentliggørelsen af, at jeg ikke genopstillede som borgmesterkandidat og siden budgetforhandlingerne. Men jeg skød min træthed hen og troede, at det var stress, forklarer H.P. Geil, der fortæller åbent om sin kræftsygdom til Jydske Vestkysten.
Sygdommen blev opdaget, da han deltog i det screeningsprogram for tyk- og endetarmskræft, som alle danskere over 50 år får tilbud om at deltage i. Tarmkræft er en af de hyppigste kræftformer, og der er gode prognoser for helbredelse, især hvis det opdages i et tidligt stadie.
Til Jydske Vestkysten siger H.P. Geil, at lægerne har sagt, at han er i god form, og at hans personlige prognose er god. H. P. Geils sygemelding gælder i foreløbig 14 dage, som kan blive forlænget til en måned. tkn@kl.dk