
Direktør træder tilbage efter 30 år som kommunal chef
tekst Mads Brandsen
Efter 30 år med forskellige kommunale chefjobs udtræder direktør Bjarne Holm Markussen ved årsskiftet af koncernledelsen i Lyngby-Taarbæk.
Derefter fortsætter han som seniorrådgiver i kommunen, oplyses det i en pressemeddelelse.
– Bjarne er meget afholdt, dygtig og samtidig vores fælles hukommelse gennem mange år. Indsigt, skarphed og en forståelse for detaljerne i opgaverne kendetegner den ildhu og flittighed, som han har lagt i sit virke for kommunen. Direktionen kommer til at savne Bjarnes lune og også hans omfattende viden i mange sager, når han nu udtræder. Derfor vi også glade for, at han vil fortsætte i kommunen en tid endnu, siger kommunaldirektør Søren Hansen.
Bjarne Holm Markussen blev ansat som ingeniør på forsynings- og miljøområdet i Lyngby-Taarbæk i 1981, og blev i 1989 afdelingsingeniør. Det blev dog kun kortvarigt, for allerede i 1990 blev han driftschef for forsyning, miljø, park, veje og kirkegårde. I 1998 blev han direktør for teknisk forvaltning og siden 2012 har han foruden teknik- og miljøområdet haft direktøransvaret for beskæftigelse, erhverv og turisme.
Selv siger han, at han nok ikke længere vil være at finde i overhalingssporet på opgavernes motorvej, men i en helt ny rolle.
– Det bliver i en helt ny rolle uden personaleledelse - men i en rolle, hvor min faglige profession sammen med næsten 40 års indhøstet erfaring fra den politiske og administrative platform i lokale og regionale sammenhænge fortsat skal bidrage til solide og bæredygtige løsninger for kommunens borgere og erhvervsliv, siger han.
Den snart ledige direktørstilling bliver snarest opslået. mdbr@kl.dk