
Praktiserende læger får ny formand
tekst Frederikke Stoustrup
Jørgen Skadborg er blevet valgt som formand for Praktiserende Lægers Organisation, PLO, for resten af den indeværende valgperiode. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse. Han har siden 8. oktober været konstitueret formand, efter Christian Freitag forlod posten 1. oktober.
Den 54-årige Jørgen Skadborg er til daglig praktiserende læge i Billund og var fra 2014-2019 formand for PLO-Syddanmark. I 2019 blev han valgt som bestyrelsesmedlem i organisationen.
På repræsentantskabsmødet lørdag var der ingen modkandidater til posten, og Jørgen Skadborg skal nu være formand for PLO i resten af valgperioden, indtil PLO holder ordinært repræsentantskabsmøde den 10. april 2021.
På repræsentantskabsmødet blev formanden for PLO-Hovedstaden, Karin Zimmer, desuden valgt som nyt medlem af PLO’s bestyrelse. Peder Reistad er nu konstitueret som ny formand for PLO-Hovedstaden. frst@kl.dk