Åen og kommunerne må sno sig

Kommunerne er bagud med vandplanerne. Det statslige bureaukrati i forvaltningen af EU-direktivet bærer en stor del af skylden for, at der er løbet meget vand i åen, uden der er sket nok, mener kommunerne. Også i Vejen, hvor vandløbsmedarbejderne ellers klør på.

tekst Thomas Kokholm Nielsen

Åen tager et par flotte store sving, og der er fart på. Lige ind i lodsejer Mikael Søbyes have. Vandet risler friskt rundtom et par store sten og henover et par lave grusbanker. Lige den slags vand, laksen og havørreden elsker at gyde i.

– Jeg så en stor en stå her i går, siger Mikael Søbye.

De nyanlagte gydepladser er få meter fra hans haveterrasse, så han kan følge med. 

Her, hvor Mikael Søbyes store moderne villa ligger, lå i sin tid en vandmølle. I baggrunden er et par store gravkøer ved at gøre det sidste arbejde færdig. Indtil for nylig gik åen lige – helt lige – forbi. Og på den anden side af åen lå et dambrug, der ikke har været i funktion i ti år. Før var åen smal og dyb. Nu er området helt ændret. Spærringen er væk, og åen er bredt ud og snor sig som sagt lystigt i de nye sving.

At der er lavet gydepladser, betyder blandt andet, at der er lagt gydegrus ud strategisk i forløbet. Her i oktober og november begynder laksen og havørrederne at gyde, og de kan lide at lægge deres æg ved grusbankerne, hvor vandet er omkring 40 centimer dybt, og der er strøm. Måske kan man endda også være så heldig, at den truede snæbel vil finde det nye område interessant. Vejen å er det største tilløb til Kongeåen. Fiskebestanden i de to vandrige åer er bare ikke, hvad den burde være. Det er den blandt andet ikke, fordi åen mange steder har været for kedelig, og ikke mindst på grund af spærringer, der forhindrer laks og ørred i at komme ind ude fra havet og op ad vandløbene for at gyde.

Men i Vejen Kommune gør de noget ved sagen. 14 spærringer, som den ved Mikael Søbyes hus, er fjernet, to er i gang med at blive det, og fire er i undersøgelsesfasen. 

##ContentBoxStart##260230##ContentBoxEnd##

Fremdrift, folkens

Det kunne jo lyde, som om vandløbsmedarbejderne Ann Kirstine Pedersen og Ebbe Evendorf Høy er de rene dukse, når det gælder om at leve op til Vandplaner 2015-2021. De er kommet langt med listen over vandløbsændringer, som staten i form af Miljøstyrelsen har udstukket.

Men overordnet set er kommunerne slet ikke kommet langt nok. Inden udgangen af 2021, skal der laves ændringer i 3.600 kilometer vandløb. Det kan være genslyngning af udrettede vandløb, fjernelse af spærringer, åbning af rørlagte vandløb med mere.

Der er løbet meget vand i åen, uden at der er sket nok, mener miljøminister Lea Wermelin (S), der i september sendte et brev til kommunerne og mindede dem om deres forpligtelse overfor naturen, staten og EU. ”Der skal mere fremdrift i de vandløbsindsatser, som er fastlagt i de gældende vandområdeplaner for 2015-21”, lød det i indledningen. For der er kun realiseret omkring 1.000 kilometer projekter her et år før, seksårsprojektet skal være i hus. Det her er anden runde af vandplaner. Den første løb fra 2009-2015.

– Det er fantastisk og spændende at lave det her. Især med en lodsejer som Mikael, der bare er med på den. Men vi kunne have lavet det allerede for flere år siden, siger Ebbe Evendorf Høy.

Og så er vi i gang med at tale om de problemer, man oplever som medarbejder i en kommune, når man skal udføre den opgave, som de er pålagt af staten. En opgave, som staten i virkeligheden er blevet pålagt af EU via vandrammedirektivet.

– Vi begyndte allerede at tale med Mikael om det her tilbage i 2011. Men så ville Miljøstyrelsen have, at det her projekt i ansøgningen skulle hænge sammen med et andet projekt lidt længere oppe ad åen. Men det er langt mere kompliceret, for der ligger et fungerende dambrug, og det er en helt anden proces, når der skal laves miljøgodkendelser til erhverv og så videre, siger Ebbe Evendorf Høy.

##ContentBoxStart##260231##ContentBoxEnd##

Usikker økonomi

Kommunerne skulle jo på papiret været sikret, at de får dækket udgifterne til projekterne, men set fra kommunernes side er det forbundet med en del usikkerhed. Problemet er, at man meget tidligt i processen skal lave et budget, som så er bindende. Uforudsete udgifter er ellers standard i de fleste anlægsprojekter, men ikke i vandplansprojekterne. Opstår der uforudsete ting undervejs, så er det kommunen og dermed borgerne, der hænger på regningen. 

I dag er der afleveringsforretning ved Vejen Lille Vandmølle, og kommunens rådgivende ingeniør Kasper Rasmussen fra firmaet EnviDan er til stede. Han kommer rundt til mange kommuner, især i Jylland.

– Vi har som rådgivere tidligere oplevet, at kommunerne er tilbageholdende. Ikke nødvendigvis fordi, man ønsker at sidde på hænderne, men fordi man er nervøs for at kaste sig ud i de usikkerheder, der ligger i det. Og jeg tror, der er steder, hvor man har fået at vide, at der ikke må gå en krone fra kommunens egen kasse til det her. Så sidder man måske som medarbejder på området og bliver lidt nervøs, siger biolog Kasper Abildtrup Rasmussen.

Og der sker altid uforudsete ting.

– Der dukker næsten altid ting op undervejs. Det kan være forurenet jord og andet, som man ikke kan vide, før man er ude i det. Det er jo ikke som at bygge en standard ting, man kan hive ned fra hylden. Der er altid noget, der driller. Jeg tror, mange siger ”Lad os lige se, hvordan det går i de andre kommuner”, siger Kasper Abildtrup Rasmussen.

##ContentBoxStart##260233##ContentBoxEnd##

Der kan også gå arkæologi i den, hvis man støder på noget. De to aktuelle projekter her ved Vejen å har tilsammen et budget på omkring godt 10 millioner. Det går meget godt med budgettet, men som sagt kan der dukker ting op.

– Her er vi nødt til at lave en nedløbsbrønd på Mikaels gårdsplads. Det skulle jeg så have gættet, da vi lavede budget og søgte i 2018, siger Ebbe Evendorf Høy og fortsætter:

– Lad os sige, at et projekt bliver en million dyrere, så er det Vejens borgere, der hænger på regningen. Er det rimeligt? Derfor er der nok også nogle kommuner, der synes, det er lidt voldsomt at gå i krig med. Man skal jo sætte kommunekassen på spil for at gennemføre noget, som staten siger, vi skal. Lån mig lige ti millioner kroner, og så skal vi prøve at få pengene ind. Vi havde et andet projekt, hvor der gik lang tid, før vi fik pengene udbetalt. I over et år agerede vi bank for staten uden at vide, om vi ville få pengene. Den usikkerhed betyder noget, siger Ebbe Evendorf Høy.

Den anden vandløbsmedarbejder Ann Kirstine Pedersen oplever grundlæggende, at systemet er tungt at arbejde med. 

– Det er et meget ufleksibelt system. Staten prøver at bløde lidt op på det nu, så man kan søge til projektændringer. Men det er nogle meget firkantede rammer, vi har at arbejde med. Når vi klager vores nød, så sender Miljøstyrelsen skylden videre og siger, det er EU. Vi skal dokumentere alt muligt undervejs. For eksempel skal vi som medarbejdere føre et meget detaljeret timeregnskab. Man tænker ”Hvorfor kan I ikke bare give os en ramme til løn i stedet for at bruge så meget tid til afrapportering?”, siger Ann Kirstine Pedersen.

Om det er EU eller Miljøstyrelsens oversættelse af EU-kravene, der er firkantede, er som ofte i den slags sager op til debat.

Ebbe Evendorf Høy nævner et andet eksempel, der kan være med til at sinke processen i kommunerne.

– Miljøstyrelsen har lavet et system, der opgør de typiske priser for de her projekter. Det kalder de referenceværdier. Hvis man som kommune ikke holder sig inden for dem, så siger Miljøstyrelsen, at det ikke er omkostningseffektivt, og så kan kommunen ikke få lov til at lave det. Problemet er, at referenceværdierne ikke altid har lige meget med virkeligheden at gøre. Det system sætter nogle gange stopper for, at projekter bliver gennemført, fordi de ligger en lille smule over referenceværdierne. Det er frustrerende. Som sagt, det er spændende og historisk at være med til det her. Men det kunne have været nemmere, siger Ebbe Evendorf Høy. 

##ContentBoxStart##260232##ContentBoxEnd##

Holdningen er skiftet

Som sagt har de to vandløbsmedarbejdere haft et glimrende samarbejde med lodsejer Mikael Søbye. Men det er ikke altid, at man i kommunerne oplever, at samspillet med lodsejerne er nemt. Særligt i første vandplanperiode var der stor skepsis især fra landbruget, der var nervøse for, hvad kommunerne, staten og EU nu havde gang i. Frygten for modstand fra lodsejere kan også have været medvirkende til, at kommunerne har været tilbageholdende med at presse på. Især, hvis man som vandløbsmedarbejder heller ikke har følt den fulde opbakning fra lokalpolitikerne.

Ebbe Evendorf Høy smiler lidt og fortæller, at de da har været ude i situationer, hvor samarbejdet ikke har været lige let med lodsejerne. Han føler, at der har været god politisk opbakning til projekterne i Vejen. I Vejen har man ikke været ude i konfliktfyldte ekspropriationssager, selvom det ligger inden for rammerne af kommunernes mandat.

– Den gode dialog med lodsejerne er meget vigtig, understreger Ebbe Evendorf Høy.

De forsamlede ved åen er enige om, at det nok også spiller ind, at tiderne og holdningerne er skiftet.

– Jeg tror, folk kan se, vi er nødt til at gøre noget for klima og natur. Der er sket meget de seneste fem år. Det giver pluspoint at gøre noget, og det kan landbruget jo også godt se, siger Mikael Søbye, der selv er selvstændig el-installatør.

Ebbe Evendorf Høy giver ham ret.

– Vi ser faktisk et stigende antal ansøgninger fra landbruget til vådområdeprojekter. Nu synes de, vi er for langsomme, siger han og smiler.

Vandløbsmedarbejderne synes naturligvis, at det er skønt, når borgerne bakker op om projekterne.

– Her har vi for eksempel et glimrende samarbejde med de lokale lystfiskerforeninger. De går meget op i det. De vil for egne midler lave flere gydepladser på strækningen mellem de to projekter. De ser det som deres fiskebørnehaver. De vil også holde strækningen. Der er masser af frivillig arbejdskraft i det, siger Ebbe Evendorf Høy.

Imens strømmer åen afsted. Hvem ved, om føje år kan man måske ligefrem være heldig at se en snæbel, når man kigger ned i det klare vand. • tkn@kl.dk