
Sexisme hører ikke til i kommunalpolitik
Den seneste tid har vist, at seksuelt krænkende adfærd findes i mange brancher og sektorer. Heller ikke kommunalpolitik kan sige sig fri.
En ny KL-undersøgelse blandt kommunalbestyrelsesmedlemmer viser, at ni procent af landets kommunalbestyrelsesmedlemmer har oplevet seksuelt krænkende adfærd i denne valgperiode. For kvinder alene er tallet 18 procent. Det kalder på handling.
Det vigtigste bolværk mod seksuelt krænkende adfærd i kommunalpolitik er, at der skabes en kultur, hvor det ikke accepteres.
De, der oplever seksuelt grænseoverskridende adfærd og sexisme, er ofte bange for for eksempel at blive stemplet, udelukket af fællesskaber eller blive set skævt til, hvis de siger fra. Det samme gælder de, der overværer krænkende adfærd.
Men også de, der med deres adfærd overskrider andres grænser, også hvor det ikke måtte have været intentionen, kan blive bange for, hvordan en sag vil blive håndteret.
Det er derfor også et svært og følsomt tema at tage fat på, men det er vigtigt at tage debatten og få talt om emnet i alle kommunalbestyrelser.
Sexisme kan også forekomme i de uformelle og sociale sammenhænge, og kommunalbestyrelsesmedlemmer kan opleve seksuelt grænseoverskridende adfærd fra borgere og samarbejdspartnerne. Også det kræver opmærksomhed. Målet med en debat i kommunalbestyrelsen er at få etableret rammerne for, hvordan man i det politiske arbejde forebygger og håndterer seksuelt grænseoverskridende adfærd og sexisme. Det handler både om, at alle kender handlemulighederne, at der er den nødvendige tryghed til at kunne henvende sig, og at der bliver taget hånd om den enkelte.
KL sætter også selv sexisme på dagsordenen, for det er bestemt heller ikke acceptabelt i KL-sammenhæng, hvad enten det er i forbindelse med vores konferencer, møder eller uformelle sammenkomster.
Ingen skal opleve at stå alene. Ingen skal være usikker på, hvor man kan henvende sig eller hvordan. Klager over sexisme eller seksuelt grænseoverskridende adfærd skal tages alvorligt. Vi skal have en god kultur, og det må nødvendigvis indebære nultolerance overfor seksuelt grænseoverskridende adfærd. •
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-19-side-4.pdf