
Syddjurs i brev til ministeren: Gør videomøder permanente
tekst Mads Brandsen
En særregel giver jobcentrene mulighed for at afholde samtaler med ledige digitalt frem til udgangen af 2020.
I en KL-undersøgelse svarer ni ud af ti jobcentre, at de digitale møder fungerer godt og er en styrkelse af beskæftigelsesindsatsen. Det gælder blandt andet i Syddjurs, hvor udvalget for erhverv og beskæftigelse derfor har sendt et brev til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og bedt om at få muligheden for digitale møder forlænget eller gjort permanent.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
– Vi har i udvalget meget fokus på at sikre, at vores service til ledige og virksomheder hele tiden er tilpasset vores aktuelle virkelighed. Vi har gode erfaringer med dialog via telefon og video med de ledige og derfor har vi også valgt at henvende os til beskæftigelsesministeren for at få muligheden gjort permanent. I det hele taget ønsker vi os større frihed i opgaveløsningen, når det gælder dialog med vores borgere. Det er os, som er tæt på borgeren, og derfor bør det også være os, som vælger den kontakt til borgeren som er bedst i den konkret situation, siger formand for udvalget for erhverv og beskæftigelse i Syddjurs, Gunnar Sørensen (V).
Kommunens erfaringer med digital dialog med de ledige viser blandt andet, at de ledige sparer transporttid og at de svagere ledige, der måske føler sig utrygge ved en samtale, fører sig mere trygge, fordi de er derhjemme.
Syddjurs Kommune understreger, at en række samtaler stadig vil skulle afvikles fysisk. mdbr@kl.dk