Taskforce finder problematiske forhold i børne- og ungeafdeling
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Slagelse Kommune bad selv om at få et eftersyn af sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet af en særlig taskforce under Socialstyrelsen og Ankestyrelsen. Nu er resultatet kommet, og rapporten peger på en række problematiske forhold.
– Konklusionerne i rapporten tegner et billede af, at vi skal arbejde med vores kultur og tilgangen til borgerne. Vi er underlagt et stort arbejdspres, og derfor er vores dygtige medarbejdere konstant på bagkant, så der ikke i tilstrækkelig grad er fokus på udvikling og tidlig inddragelse af borgerne. Vi har brug for at få arbejdsro, så vi kan fastholde medarbejdere, og bruge vores faglighed til at finde gode løsninger sammen med borgerne, siger Tine Aavang og Simone Mejling, der er formand og næstformand i LokalMED (samarbejdsudvalget, red.) i Børn og Familie-afdelingen i Slagelse ifølge en pressemeddelelse fra kommunen.
I rapporten konkluderer taskforcen, at der mangler rammer og retningslinjer for sagsarbejdet, ligesom den falige metode ICS, der er en helhedsorienteret tilgang til sager med udsatte børn og unge, ikke er tilstrækkeligt implementeret. Desuden er der ikke en klar struktur for afvikling af team- og afdelingsmøder, der mangler praksis for oplæring af nye medarbedjere, og ledelsens faglige sparring og sagshåndtering er ikke ensartet.
Det betyder, mener taskforcen, at der opstår individuelle praksisser, som påvirker graden af lovmedholdelighed og kvaliteten i sagsbehandlingen, som der står i rapporten.
Rapporten, der er offentliggjort på Slagelse Kommunes hjemmeside, beskriver en generelt høj faglighed hos både teamledere og medarbejdere, der har adgang til faglig sparring i hverdagen og som løbende inddrager barnet eller den unge og dennes forældre.
Ikke desto mindre er der problemer med langsommelige sagsforløb, og taskforcens analyse er også kommet frem til, at der er eksempler på sager, hvor kommunen ikke reagerer hurtigt nok på "underretninger og meget bekymrende udtalelser, ligesom flere af de bekymrende oplysninger ikke bliver betragtet som underretninger," står der i rapporten.
Desuden kommer taskforcen frem til, at kommunens beredskabsplan er mangelfuld og ikke lever op til alle dele af lovgivningen og dermed ikke kan sikre, at kommunen kan levere en målrettet indsats, når det kommer til forebyggelse, opsporing og håndtering af sager om børn og unge, der er udsat for overgreb.
Børne- og ungeudvalgets medlemmer skriver i en fælles udtalelse på baggrund af undersøgelsen, at der nu er et stykke arbejde, der skal gøres.
– Vi er udfordret af stigende pres på det særlige børne- og ungeområde, og byrådet har ønsket en analyse af området. Derfor har vi søgt om bistand fra den særlige task force, som har været meget konstruktive, og har givet en række anbefalinger. Vi vil nu sammen med kommunens medarbejdere trække i arbejdstøjet, så vi kan sørge for, at vores børn og familier får den bedste behandling og hjælp fra afdelingen for børn og familie, lyder det i udtalelsen fra udvalgsmedlemmerne.
Taskforcen, der officielt hedder "Den Permanente Task Force på området udsatte børn og unge" blev oprettet i 2012 med midler fra Satspuljen. Taskforcen tilbyder hjælp til kommuner, der ønsker at styrke kvaliteten i deres sagsbehandling, skriver Socialstyrelsen på sin hjemmeside. jki@kl.dk