
Budgetter: Kommunerne holder sig inden for rammen
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Alle landets kommuner har nu lagt budgettet for 2021. De endelige tal for service og anlæg er endnu ikke opgjort, men de foreløbige indberetninger til KL viser, at kommunerne samlet set holder sig inden for de økonomiske rammer, der er aftalt med regeringen.
– Da vi startede budgetlægningsprocessen i år, lå vi meget langt fra skiven. Men endnu engang har det kommunale sammenhold stået sin prøve. Vi er ikke bare kommet i mål med 98 selvstændige budgetter, vi er også kommet i mål på de overordnede rammer. Det skyldes ikke mindst en benhård indsats fra landets borgmestre og kommunalpolitikere. Også selvom tiderne er helt usædvanlige, siger KL’s formand, Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard (S) og fortsætter:
– Man kan fristes til at kalde det et sædvanligt resultat i en usædvanlig tid. Sædvanligt fordi vi vanen tro leverer helt ned på en margin, der er så snæver, at man skal have en af de helt dyre skydelærere i brug for at finde afvigelsen. Men usædvanligt fordi intet i den tid, vi lever i lige nu, holder sig inden for ’plejer” og ’vanetænkningen’.
Selvom budgetterne først gælder for 2021, har den nuværende situation med corona nemlig påvirket hele budgetlægningen, mener KL-formanden.
– Det sidste halve år har vi måttet tænke helt ud af boksen i forhold til måden, vi driver vores skoler, vores dagtilbud, vores ældrepleje og sociale tilbud, vores arbejdspladser – ja helt ned til vores kantineordninger. Vi har skulle samarbejde på nye måder – med hinanden, med borgerne, virksomheder og andre offentlige myndigheder. Det har vi lært rigtig meget af, som vi skal tage med videre. Samtidig er det svært at spå om fremtidsudsigterne for dansk økonomi og dermed også de rammer, vi har til at give og udvikle velfærden. Alt det har præget vores drøftelser i budgetforhandlingerne, siger han.
Mindre skattespænd
Kommunerne har i år haft ualmindeligt svært ved at undgå skattestigninger. Samlet set stiger skatterne en smule.
– 2020 har ikke kun budt på en pandemi, vi fik også en udligningsreform og nogle meget fastlagte rammer for skatten i 2021. Selvom kommunerne gennem benhårdt arbejde har reduceret udfordringen i forhold til udgangspunktet, da budgetlægningen startede, så er vi ikke helt kommet i mål samlet set her, siger Jacob Bundsgaard.
Overordnet set er skattespændet mellem landets kommuner blevet mindre, blandt andet som følge af de muligheder, der ligger i udligningsreformen for at få tilskud til at sænke skatten, der hvor man har haft de højeste udskrivningsprocenter. Laveste kommuneskat har Frederiksberg med 22,80 procent. Gentofte har tidligere haft den laveste skat, men de har hævet skatten i år. Den højeste kommuneskat har Odsherred med 26,30 procent.
De endelige budgettal for 2021 for kommunernes service- og anlægsudgifter offentliggøres af Danmarks Statistik til januar. tkn@kl.dk