
Borgmestre bifalder TdF-udskydelse: Lidt frustration i Sønderborg
Alle de tre borgmestre er enige. Det er kæmpestort, at Tour de France kommer til Roskilde, Nyborg og Sønderborg. Kommunerne får værdifuld eksponering, og målet er, at det store cykelløbs visit skal skabe synergier, som kan ses flere år ud i fremtiden.
Men de er ikke helt på linje, når det kommer til, hvordan de har opfattet det forløb, der har været i foråret og sommeren om flytningen af Tour de France fra 2021 til 2022.
Hvis vi starter i Sønderborg, så har borgmester Erik Lauritzen (S) været en smule træt af situationen.
– For mig har der aldrig været tvivl om, at Tour de France kommer til Danmark, og at Sønderborg skulle være en del af det, så jeg har personligt ikke været så bekymret. Men det er der andre, der har. Der har været nervøsitet for, om vi nu skulle gå glip af det her store event. Det har da også været frustrerende, siger Lauritzen, som dog ser lutter fordele ved flytningen.
I Nyborg og Roskilde fortæller borgmestrene Kenneth Muhs (V) og Tomas Breddam (S), at forløbet ikke har ført frustration eller bekymring med sig – de er glade for, at det endte med udsættelse.
– Overordnet set er fordelene langt størst. Vi slipper for karambolage med EM i fodbold, og så kan vi altså godt bruge den ekstra planlægningstid, fordi vi på grund af corona har mistet nogle måneder, hvor vi kunne samle vores foreninger og institutioner, siger Kenneth Muhs, som forstår, at der har været stor opmærksomhed på forløbet.
– Så stort et arrangement har en enorm interesse, og det undrer mig ikke, at der var stor bevågenhed. Det gav selvfølgelig en masse spørgsmål, og derfor var det dejligt, da vi kunne slå fast, at det bliver i 2022, siger Kenneth Muhs.
Han bakkes op af Tomas Breddam.
– Vi skal vente et år mere, og når jeg møder folk på gaden, så ser de stadig frem til det. Det er det, der er vigtigt. Lige nu er vi i øvrigt ret usikre på coronasituationen, så det giver en rar fornemmelse, at tingene er på plads i forhold til 2022. Det er lettere at overskue i forhold til situationen, siger han.
Alle tre borgmestre slår desuden fast, at de er meget glade for det stærke samarbejde, der har været mellem kommunerne undervejs i forløbet.
– Vi samarbejder allerede på mange ledder og kanter, så vi kan helt sikkert bruge de erfaringer. Det giver mening, at vi går sammen, og det er rigtig rart at se, hvor godt det har fungeret, siger Tomas Breddam.
I Sønderborg ærgrer Erik Lauritzen sig desuden en smule over, at han ikke får mulighed for at bruge Tour de France-besøget i sin valgkamp.
– Det er selvfølgelig lidt øv, hvis det ikke er mig, der er borgmester på det tidspunkt. Det giver omvendt ekstra motivation til at genvinde posten, og jeg kan sige helt klart, at jeg kommer til at være lige så engageret, siger Lauritzen.
For de to øvrige borgmestre har den missede mulighed for at vise kæden frem, når hele verden kigger med, ikke fyldt noget.
– Jeg ved ikke engang, hvad min rolle skulle være. Det vigtigste for mig er, at vi får gang i noget fedt i byen, og det her foregår helt uafhængigt af partipolitik. Der er heldigvis mange andre gode lejligheder til at vise kæden frem, siger Tomas Breddam og kaster stafetten videre til Muhs.
– Det her er så stor en begivenhed, at det vigtigste er, at Tour de France kommer til Danmark. Vi er et fuldstændig enigt byråd, der har været med hele vejen, og det overskygger alt andet, siger han. •
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-18-side-39.pdf