Når vi siger arbejdstid, hvad siger I så?

På Trekronerskolen i Roskilde er lærerne vant til selv at prioritere og fordele ressourcer i selvstyrende teams. Det gør dem måske bedre rustet end de fleste til den dialog med ledelsen, som den nye arbejdstidsaftale lægger op til. Men der er stadig mange åbne spørgsmål, for ressourcer bliver der ikke flere af, tværtimod.

tekst Thomas Kokholm Nielsen

På Trekronerskolen i Roskilde Kommune er skoleleder Jon Lissner vant til at lægge en stor del af ansvaret for prioriteringerne ud til lærerne. Skolen har en tradition for at arbejde i selvstyrende årgangsteams, der selv planlægger, hvordan undervisningen skal afvikles, og jonglerer med ressourcerne til for eksempel vikardækning.

– Jeg har stadig ledelsesretten. Det er bare ikke sikkert, det er godt at bosse ting igennem. Vi er nødt til at have en kultur, hvor vi har en dialog og en gennemsigtighed i det, vi går og gør. Prioriterer man, at noget er værd at bruge tid på, så har man også ansvar for i fællesskab at finde ud af, hvordan det hænger sammen med resten. Det handler om at bruge den tid, vi har, bedst muligt. Der er en overordnet ramme, som vi skal forholde os til. Man kan sige, at den form for dialog bliver skærpet endnu mere med den nye arbejdstidsaftale. Det kan jeg kun være enig i. Den taler godt ind i det, vi gør i forvejen. Men den skærper kravene yderligere til skoleårsplanlægningen, siger Jon Lissner.

Nick Juhler Andersen er arbejdsmiljørepræsentant og lærer i matematik, natur og teknik og idræt. Han er også skemalægger. Han synes ligesom Jon Lissner, at hensigterne i arbejdstidsaftalen lyder bekendte.

– Netop hele samarbejdstanken gør, at vi tænker, at vi er et skridt foran. Jeg kan forestille mig, at det bliver et større skridt for de mere traditionelt organiserede skoler. Der ligger en tænkning i det, vi gør, hvor vi som lærere er vant til at tage ansvar og organisere tingene i en større sammenhæng, siger Nick Juhler Andersen.

Rammebesparelse 

Så er det vist tid til at dryppe lidt malurt i bægeret. Tillidsrepræsentant Henriette Krüger er enig i, at lærerne på Trekronerskolen er godt rustede til at have dialogen med ledelsen om prioriteringer, som der lægges op til i aftalen. Men hun er også bekymret for, om der er for meget varm luft i den nye aftale. For hvis der ikke er flere ressourcer, så kan man se det som en måde at lade skolen selv ordne besparelserne.

– Der kommer jo ikke mere tid eller flere penge, og opgaven bliver ikke mindre. Der er noget, der clasher der. Tværtimod er det meldt ud, at vi skal spare i det nye år i Roskilde Kommune. Hvad gør det ved den tillid, som er nødvendig for at arbejdstidsaftalen kan fungere? Og så har kommunalbestyrelsen lagt det ud til os at finde ud af, hvordan de penge skal spares. Det eneste, man kan spare på på en skole, er jo nærmest lønninger, siger Henriette Krüger.

Hun tager en tur længere op i helikopteren. I den nye arbejdstidsaftale er det bestemt, at en kommune ikke kan sætte mål og opgaver for sine folkeskoler uden en klar beskrivelse af, hvordan det hænger sammen med de tildelte ressourcer. Den forpligtigelse, synes hun, burde gå videre til Folketinget.

– Jeg synes desværre, der er meget varm luft i arbejdstidsaftalen. Den skal gå sammen med de lokalaftaler, der er i kommunerne, og der er meget forskel fra kommune til kommune. Samtidig kommer al lovgivning fra centralt hold. Alt andet skal ordnes lokalt. Det er lidt spøjst, for pengene følger ikke med, når man sætter krav i lovgivning. Christiansborg burde også gøre det gennemskueligt, hvordan opgaven skal løses. Der er noget, der ikke harmonerer, siger Henriette Krüger.

Hvis det skal være muligt at prioritere i den enkelte kommune og på den enkelte skole, så synes hun, at man med fordel kunne vælge nogle af lovkravene fra.

– Der er elevplanerne, som vi bruger meget tid på, som ikke har den ønskede effekt. Der er dele af skolereformen som for eksempel heldagsskolen, som, nye undersøgelser viser, slet ikke har den effekt, man forestillede sig, siger Henriette Krüger.

Den gådefulde skoleplan

Set fra Trekronerskolen er der stadig en del åbne spørgsmål omkring, hvordan processen skal være omkring arbejdstidsaftalen, der skal implementeres fra næste skoleår.

– I den nye arbejdstidsaftale er der nogle rigtig gode hensigter om at have dialogen om prioriteringerne sammen. Men derfra er den ikke særlig konkret i forhold til, hvad der skal foregå derude. Ikke så meget faktuelt, siger Jon Lissner.

Både han og tillidsrepræsentanten ser frem til oplægget, som Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen og KL lægger frem her i oktober på en række møder.

– Kommunalt kommer der også til at være et forløb mellem skolechef og lærerkredsen, der skal afklares, før vi går ned på skoleplan, siger Jon Lissner.

– I sidste ende skal han lægge en skoleplan frem til drøftelse med lærerne. Den skal beskrive, hvordan de enkelte ting og prioriteringer hænger sammen. Så skal vi have en dialog frem og tilbage, indtil jeg siger, det er sådan, det er. Hele den proces bliver interessant. Hvordan vil det lykkes os at have den dialog, med den kompleksitet, der er i de ting vi skal og gerne vil? Kan vi finde tid og plads og bruge ressourcerne anderledes? Det bliver spændende, siger Jon Lissner.

##ContentBoxStart##259948##ContentBoxEnd##

Hvad snakker vi om?

De tre på skolelederens kontor grubler lidt over, hvad det er for prioriteringer, de kan rykke rundt på. Henriette Krüger kommer med et eksempel.

– Vi skal måske længere ned i materien. Vi skal måske tale om, hvordan skole-hjem-samarbejdet skal fungere. Det kan være, Jon mener, vi skal have to skole-hjem-samtaler og to forældremøder om året af den og den varighed. Der synes vi så måske som lærerkollektiv, at mindre kunne gøre det. Og skal der nødvendigvis sidde to faglærer til skole-hjem-samtalen? Misforstå mig ikke, det, synes jeg, sådan set er godt, men der kunne vi måske spare, hvis der er noget andet, vi vil. Det kunne være til forhandling, siger hun.

Jon Lissner nikker og korrigerer.

– Det er nok forkert at bruge ordet forhandling i den forstand, at vi lægger arm om noget, og så bliver vi enige. Sådan er det ikke lagt op i arbejdstidsaftalen. Jeg kan lytte til de gode forslag, men i sidste ende kan jeg beslutte, hvad jeg gerne vil. Derfor bruges ordet dialog og drøftelse i aftalen og ikke forhandling, siger Jon Lissner.

– Det er nok rigtigt, siger Henriette Krüger.

Der er lidt usikkerhed med hensyn til, hvor meget man kan tænke ud af boksen, når man laver skoleplaner lokalt. Henriette Krüger bringer spørgsmålet om forberedelsestid op. De er enige om, at den har været under pres siden indgrebet i 2013. DLF har sagt, at der skal ske forbedringer på baggrund af arbejdstidsaftalen. Men Henriette Krüger kan ikke se, at arbejdstidsaftalen garanterer det, med mindre man gør noget radikalt anderledes.

– Der står i aftalen, at der skal være en balance mellem undervisningstid og forberedelse. Men der står ikke noget om, at man er garanteret noget. Det er igen snak og dialog om, hvor vi lægger snittet. Nu sætter vi forberedelsestiden på dagsordenen for første gang i lang tid, men der er ingen garanti. Hvordan opstår balancen? Kommer det an på faget? Hvad er mest værd – matematik eller madkundskab? Eller kommer det an på underviseren? Skal en ung lærer have mere forberedelse end Nick og jeg, fordi vi er gamle og garvede? Det kunne man godt som lærerkollegie diskutere, siger Henriette Krüger.

Det er Jon Lissner enig i.

Enighed om kerneopgaven?

En ting er, at lærerne på Trekronerskolen er vant til at håndtere opgaver og ansvar i forhold til et fællesskab på årgangsniveau, men hvad sker der, når de 60 lærere på skolen skal finde fodslag om en skoleplan for hele skolen?

– Det interessante bliver, om vi kan blive enige om kerneopgaven. Det er ret vigtigt, at vi ser ens på den i lærerkollegiet. Den er jo afgørende for den dialog, vi skal have omkring opgaver, og hvordan vi bruger tiden mest kvalificeret. For hvis en lærer tænker kerneopgaven på en måde, og en anden tænker anderledes, så er det en skæv dialog fra start. Det kommer vi til at tale rigtig meget om, forudser Nick Juhler Andersen.

– Det er afgørende, hvordan dialogen bliver organiseret. Hvis 60 lærere skal sidde og blive enige om en utopi, kan det blive svært. Så er der ledelsesretten i sidste ende. Hvis de enkelte lærere skal føle, de bliver hørt, så skal det nok brydes op i mindre grupper. Ellers kunne jeg frygte, at lærerne føler, det er lige meget, og de ikke har fået en større stemme. Det ville være ærgerligt, siger Nick Juhler Andersen.

Det kan blive en test af talegaver og kvalifikationer på den fællesskabsorienterede skole. 

– En ting er at forholde sig til teamet og årgangen omkring sig. Det er en lille del af helheden. Når jeg laver planlægning af et skoleår med 60 lærere og 40 klasser, er jeg nødt til at have et bredere perspektiv. Det skal alle have nu. Indskolingslærerne siger måske, det ville være godt med flere lærere hos dem, for det er godt for den trygge og sociale start på skolen. Så står man som lærer i 8. klasse og skal være med på den, men har et helt andet perspektiv. Nu skal lærerne tænke hele skolen og byde ind på et organisatorisk medlemskab. Der bliver en kompleksitet i den proces, der bliver interessant. Jeg tror nok, det skal gå, og at det åbner op for noget nyt. Men vi skal lige finde ud af, hvordan dialogen skal være, siger Jon Lissner. • tkn@kl.dk