Tillid til kommunen skaber resultater

En tidlig og helhedsorienteret indsats med stort fokus på gensidig tillid, grundig udredning og medejerskab har skabt fremskridt for en lang række udsatte familier i Gladsaxe Kommune.

I 2016 fik Gladsaxe Kommune en idé. Idéen bestod i at skabe et lille team i et hjørne af kommunen. Tre sagsbehandlere fik titel af familiekoordinatorer, og sammen skulle de via arbejde på tværs af forvaltninger og sektorer forsøge at gøre livet lettere for en række udsatte familier i kommunen.

VIVE og Oxford Research blev koblet på og skulle sammen levere en evaluering af projektets første tre år. Nu er den evaluering kommet, og den viser, at det lille team har gjort en positiv forskel.

80 procent af de omtrent 70 medvirkende familier vurderer selv, at de er kommet tættere på at opnå en række målsætninger, som de selv har været med til at nedfælde. Andelen af forældre, der kan forsørge sig selv, er steget fra 40 procent til 65 procent. Særligt mødrene viser fremskridt, og en hel bunke børn er sluppet ud af det sociale system.

– Jeg er rigtig glad for, at det kan ses i resultaterne. Vi er ikke et sekund i tvivl om, at det giver mening for vores borgere, siger Pernille Præstmose Christiansen, som er leder for projektet, som i første omgang kører videre resten af 2020. 

De udsatte familier

Gladsaxe Kommunes idé fra 2016 bundede i en helhedsorienteret og tidlig indsats målrettet familier med børn på mellem nul og tre år. For at blive en del af projektet skal man være en familie, hvor der er eller kan være risiko for uhensigtsmæssig udvikling og ikke tilstrækkelig trivsel for barnet.

– Familierne skal have flere indgange til kommunen – eksempelvis en jobcentersag og en børne- og familiesag. Hvis de ikke allerede har det, skal vi kunne se, at der kan være noget under opsejling. Det kan være familier, hvor forældrene har været på kontanthjælp i mange år og har cyklet rundt i beskæftigelsessystemet, mennesker med lav eller ingen uddannelse, psykisk sårbare mennesker, mennesker med stofmisbrug, eller det kan være flygtninge, som kun har været i Danmark i kort tid. Ofte har familierne flere af de udfordringer, fortæller Pernille Præstmose Christiansen.

Kernen i indsatsen er, at familierne i stedet for at have flere indgange til kommunen nøjes med én indgang. Én familiekoordinator, som koordinerer jobcentersagen, psykiatrisagen, misbrugssagen og børne- og familiesagen. Familierne kan have mange udfordringer, og kommunen har ikke altid været det bedste bekendtskab. Det fortæller Ulf Hjelmar fra VIVE. Han har været projektchef på evalueringen.

– Man har stået lidt i stampe med nogle af de familier, som har flere udfordringer, som forstærker hinanden. Familierne har haft svært ved at overskue deres situation, og i flere tilfælde har de ikke set kommunen som en medspiller, der kunne hjælpe dem. Derfor har man haft brug for at bryde op og prøve noget andet. Det har været en øjenåbner og et godt værktøj at lave en helhedsorienteret funktion, som skaber ny tillid og en ny opfattelse af, at det rent faktisk kan gå bedre, end det har gjort, siger Ulf Hjelmar.

##ContentBoxStart##260003##ContentBoxEnd##

De første skridt

Evalueringen viser altså, at familierne har fået det bedre, og det skyldes især, at familiekoordinatorerne har lavet en grundig udredning, og at de har skabt et gensidigt tillidsforhold til forældrene, som samtidig har følt et stort medejerskab.

– Det handler meget om, at der bliver lavet en ordentlig udredning og en ordentlig handleplan. Det kan lyde meget ligetil, men de her familier har prøvet det mange gange, og det har ikke altid været den optimale proces. Man skal sætte sig ned og give sig tid til at finde ud af, hvad man gør først – og så er det vigtigt, at det er familiens plan og ikke kommunens plan. I den øvelse er der meget at hente, siger Ulf Hjelmar.

Den udlægning kan Rie Donskov Grønbech nikke genkendende til. Hun er en af de tre familiekoordinatorer, og hun fremhæver særligt den gensidige tillid som afgørende.

– Hvis de ikke har tillid til, at vi vil hjælpe dem, så kommer vi ingen vegne. Det handler om at få dem til at forstå, at vi vil hjælpe. Derefter er det vigtigt at skabe et overblik. Hvad er der af udfordringer? Hvilke skridt skal vi tage og hvornår? Det kan man kun gøre, hvis de tør fortælle om de ting, der er svære, og det gør de kun, hvis de har tillid til os, siger hun og giver et eksempel.

– Der var en mand, der ringede til mig en aften klokken 20.00, fordi det var svært derhjemme. Det var sejt. Det viser, at han har tillid til en kommunal medarbejder, og det er en succes. Han ved, at jeg vil hjælpe ham, og jeg ved, hvad der er på spil i hans familieliv, så når jeg en anden dag skal hjælpe med at koordinere hans beskæftigelsessag, ved jeg, hvad der er svært for ham, og det er en kæmpe fordel, siger Rie Donskov Grønbech.

Lavpraktisk planlægning

Tilliden kommer altså som følge af det grundige udredningsarbejde, som i høj grad handler om helt lavpraktisk planlægning, fortæller Pernille Præstmose Christiansen.

– Helt grundlæggende skal vi hjælpe familierne med at lægge en plan, som giver dem mulighed for at leve op til beskæftigelseslovgivningen, samtidig med at de hjælper deres børn og tager hånd om egne problemer.

– Vi starter med at tale med dem i øjenhøjde og finde ud af, hvad deres målsætninger er. Lige så snart de ved, hvad de vil, så er det nemmere at arbejde med dem. Vi skal bruge deres egne ord og billeder på målene, og så lægger vi en overskuelig plan, som ikke ligner en kommunal handleplan overhovedet. Vi prøver virkelig at stille os over på deres side, siger hun.

Målsætningerne kan være, at en forælder kommer tættere på arbejde eller uddannelse, kommer ud af et misbrug eller får en bedre boligsituation – at de bliver bedre til at mestre livet.

Rie Donskov Grønbech er mentor for familierne og er derfor i ugentlig kontakt med dem. Hun kommer tæt på, og det bliver indimellem meget konkret. Hun har været med en flygtningefamilie til ørelæge, fordi et barn havde problemer med hørelsen, hun har kørt en mand på skadestuen, og hun har været med i Skousen for at købe et køleskab. Det er helt normalt, at familiekoordinatorerne lavpraktisk hjælper familierne på vej, så de senere selv kan løfte opgaverne.

– Jeg kan se effekten, og det er meget positivt. Et eksempel er, at jeg støtter en familie med at lægge en plan for et intensivt forløb om en drengs udfordring med nedsat hørelse. Det består i at hjælpe forældrene med at samarbejde og med at koordinere indsatsen i sundhedssystemet, daginstitutionen og beskæftigelsessystemet. For at regionens ressourcer skal give bedst mulig effekt, er det dybt nødvendigt, at forældrene forstår indsatsen og kan samarbejde. Jeg støtter ved at sikre, at vigtige informationer gives til medarbejdere på hospitalet og i daginstitutionen og selvfølgelig til forældrene, der bedre forstår, hvordan de skal arbejde med drengen i hjemmet.

Den tværfaglige udfordring

Projektleder Pernille Præstmose Christiansen fortæller, at familiekoordinatorerne er i kontakt med og samarbejder med mange forskellige afdelinger i kommunen, og det er en af de helt store udfordringer i projektet, erkender hun.

– Vi er bare et lille hjørne af noget kæmpestort, og vi oplever, at det kan være svært for team- og fagledere at sætte sig ind i det, vi har gang i, så det kræver en vis motivation og et vist ejerskab på tværs af forvaltninger at holde det i gang. Man skal være optaget af at spille hinanden gode, og man skal være åben og nysgerrig sammen, siger hun.

Rie Donskov Grønbech mærker udfordringerne på egen krop, og hun mener, at der endnu er et stykke vej, før det tværsektorielle arbejde spiller optimalt.

– Jeg tror, jeg havde forventet, at det var nemmere at bevæge sig mellem sektorer. Der er stadig folk, der ikke ved, hvad en familiekoordinator er, selvom projektet har været i gang i flere år.

Faktisk er de tværsektorielle udfordringer noget af det, evalueringen fremhæver, og Ulf Hjelmar fra VIVE fortæller, at familiekoordinatorerne leverer et svært stykke arbejde

– Man er kontaktperson, man skal koordinere, og man skal være bevidst om de lovgivninger og krav, der er på de forskellige områder. Organisatorisk er det en svær opgave. Det er nu engang lettere at arbejde ud fra den enkelte lovgivning, end det er at skulle tilrettelægge processer, som tilgodeser en helhedsorienteret indsats, siger Ulf Hjelmar.

##ContentBoxStart##260004##ContentBoxEnd##

Vigtigt opgør

I det lille team er man dog bevidst om, at udfordringen er der – og det skal man være for at acceptere de besværligheder, der følger med, mener Rie Donskov Grønbech.

– Vi skal være med til at udfordre måden at gøre tingene på. Det kan vi godt være endnu mere skarpe på i vores eget lille team. Vi lægger brostenene, mens vi går, så det må man forvente, hvis man skal være med i sådan et projekt, siger Rie Donskov Grønbech.

Den del har de gjort godt i Gladsaxe, fortæller Ulf Hjelmar.

– Det mest succesfulde har været tilgangen til at tænke nyt og anderledes, og at man har været vedholdende. Det er en kulturforandring rent organisatorisk, og det skal der til, hvis man skal gøre det så godt, som Gladsaxe Kommune har gjort, siger han.

Projektet kører videre året ud, og det er endnu ikke besluttet, om det skal fortsætte. Skal det ske, skal der tages en politisk beslutning om det, men Rie Donskov Grønbech er klar til at fortsætte.

– Jeg håber, de vil implementere det. Det vil give rigtig god mening, og jeg vil helt klart være interesseret i at fortsætte. Det er hårdt, men det er mere meningsfuldt, end det er hårdt.

I borgmester Trine Græses (S) budgetforslag for de kommende fire år er der afsat midler til at fortsætte indsatsen, så det lille team venter i spænding på budgetforhandlingernes udfald. •