Fremskudt indsats giver misbrugere håb

Under corona-nedlukningen i foråret lykkedes det rusmiddelbehandlingen i København at få 22 stofmisbrugere i behandling. Det er en stor succes, som i høj grad skyldes en stor indsats fra et nyt opsøgende behandlingsteam.

tekst Frederikke Stoustrup

Corona-udbruddet i foråret betød, at rusmiddelbehandlingen på Vigerslev Allé i København måtte lukke hele huset ned. Selvom man stadig tog imod borgere, var det i langt mindre grad end tidligere, og derfor blev det hurtigt klart, at der måtte tænkes i nye baner. 

Kort efter nedlukningen blev et nyt team etableret. En socialfaglig medarbejder, en læge og en sygeplejerske fik til opgave at fortsætte substitutionsbehandling for borgere i deres eget hjem og samtidig lave en aktivt opsøgende indsats ude i stofmiljøet for at få flere stofmisbrugere startet op på metadon eller buprenorphin. På bare fire uger fik teamet 22 stofmisbrugere i behandling, og det er helt unikke erfaringer, som har resulteret i, at de nu har fået midler til at fortsætte arbejdet de næste fire år. 

Sygeplejerske Simone Kruhøffer Pedersen har været med i teamet fra begyndelsen i foråret, og hun skal fortsætte fem måneder endnu. Sygeplejerske Dina Wissing Fleron er først for nylig blevet en del af teamet og kommer fra en stilling i psykiatrien. De mener begge, at det er på tide at lave en indsats, der i højere grad tager udgangspunkt i borgernes behov.

– Det er til tider lidt et modsatrettet system, fordi det skal hjælpe de borgere, som har det allersværest, og vi ved, at deres hverdag ikke er fra kl. 8-15. Tid er ikke noget, de navigerer efter i deres tilværelse, og så nytter det ikke noget, at man beder dem møde op på et center på et bestemt tidspunkt. Derfor har vi et tæt samarbejde med Mændenes Hjem og personalet ude på Reden, som hjælper med at få borgerne op om morgenen og husker dem på vores aftaler. Det, at vi kommer ud til dem, er selvfølgelig ressourcetungt, men det gør bare også, at de, der er blevet opstartet, stadig er i behandling, fortæller Simone Kruhøffer Pedersen. 

– For eksempel havde vi en borger i dag, som ikke vidste, at det var mandag. Han troede, at det var torsdag. Og det er jo et eksempel på, at man lever et liv, hvor det her med tid kan være rigtig svært. Der har man nogle gange brug for lidt ekstra hjælp, fortæller Dina Wissing Fleron. 

–  Det kræver meget af en borger at møde op på et center, og nogle gange kan vi bare se, at det kræver for meget. Nogle gange møder de jo heller ikke op, når vi kommer nede på Mændenes Hjem, og man tænker: jamen du har et værelse her, og du ligger og sover. Men nogle gange formår de ikke at gå ned ad trappen. Det viser også, at det bare er helt vildt vanskeligt og vildt kaotisk. Og det er borgere, der rent faktisk har et stort behov for hjælp. Det er jo ikke, fordi de ikke er interesserede i at komme – de ville gerne gå op på centrene, hvis de magtede det – det er jeg sikker på. Men de gør det ikke altid, forklarer Simone Kruhøffer Pedersen.

Systemets ansigter

For de to sygeplejersker har det været tydeligt at se, at der har været et behov for den type behandling, som teamet nu tilbyder. Det er især den tillid, som teamet har opbygget til borgerne, der kan mærkes, når de kommer på Mændenes Hjem, Reden og andre tilbud i byen.

– Vi er ret afhængige af et godt samarbejde med dem, der arbejder fast ude i stofmiljøet på de forskellige tilbud. Man skal være ret hurtig til at skabe en god relation til borgerne derude, fordi de har dårlige erfaringer med behandlingssystemer – og generelt med systemer – og særligt i starten er det vores ansigter, der er systemet. Dér skal de lige lære, at vi kommer fra behandlingscentret Vigerslev Allé, men det her er et tilbud til dem, forklarer Simone Kruhøffer Pedersen. 

De fortæller begge to, at teamets tilgang mere har taget udgangspunkt i borgernes behov, og de friere rammer har ført til en mere åben samtale, der giver bedre behandlingsmuligheder.

– Tilgangen har været at spørge borgeren: hvad er du dækket på, hvad er dit abstinensniveau, hvor meget tager du ved siden af, og hvad kunne du godt tænke dig? Så svarer de måske, at de gerne vil være dækket af metadon, så de ikke vågner kl. 4 om natten med abstinenser. Så sigter vi efter en stabilitetsdosis, hvor de ikke bliver syge, som de selv siger. Men de må gerne have et sidemisbrug, hvis de har lyst til det, siger Simone Kruhøffer Pedersen og fortsætter:

– Så samtalen har kunnet være anderledes med borgerne – den er lidt mere åben og lidt mere ærlig, fordi vi er lidt mere på deres banehalvdel. Det er heller ikke sådan, at de hele tiden kommer til os med et ønske om at stige i dosis. Sådan har det slet ikke været. Og de er ikke i så høj dosis som mange andre.

– Det er bare et meget kaotisk liv, og mange har opbygget en mistillid til systemer, så jeg tænker, at vi kan være med til at genskabe den her tillid med en mere personlig relation til borgerne, siger Dina Wissing Fleron. 

##ContentBoxStart##259830##ContentBoxEnd##

Fleksibilitet er afgørende

Teamets arbejde går i høj grad ud på at møde borgerne der, hvor de er. Ifølge Simone Kruhøffer Pedersen betyder fleksibiliteten i teamet og det stærke samarbejde med personalet på blandt andet Mændenes Hjem og Reden, at det bliver muligt at skabe bedre løsninger for borgerne.

– Det hænder jo, at borgerne får lidt karantæne det ene sted og så lidt det andet sted. Normalt må de så finde et andet sted at sove, og der kan pludselig være langt til behandlingscenteret. Så er det ikke deres højeste prioritet længere. Men med det her team kan det godt lade sig gøre. Vi finder bare et andet sted at mødes, så de kan blive i deres behandling, siger hun og tilføjer:

–  For eksempel er der jo også snak om, at Mændenes Hjem skal renoveres, og så skal borgerne flytte ud til Valby i en periode. Det bliver interessant at se, hvad der så sker med stofscenen. Vi rykker selvfølgelig med derud, og der må vi være fleksible.

– Det giver virkelig noget, at vi kan se et behov eller en mangel, og så kan vi handle på det hurtigt. Det er ret vigtigt, at der findes sådan nogle tilbud. Fordi folk falder ofte fra, når rammerne ændrer sig, forklarer Dina Wissing Fleron. 

Ifølge de to sygeplejersker kan en fleksibel og opsøgende indsats også spille en central rolle i samarbejdet på tværs af sektorer, og det skaber også værdi for borgerne.

– I sidste uge havde vi en borger, som havde behov for at blive opstartet i behandling. Han kom fra et herberg her i København, han var blevet smidt ud af. Han havde behov for at komme afsted på noget alkoholbehandling, men var nødt til at være opstartet med metadon forinden, fordi der ikke er en læge på det her alkoholbehandlingssted, og derfor kan de ikke opstarte folk på metadon. Der kunne vi så gå ind og hjælpe ham. Vi fik lov af hans hjemkommune til at opstarte ham og køre ham op i dosis ret hurtigt. Vi startede i torsdags første gang, og i dag mandag satte vi ham i en taxa til et hospital, hvor han skal afruses, inden han tager til Jylland til behandling i morgen. Så det er gået rigtig hurtigt, og det var et super godt samarbejde med herberget, med hjemkommunen, med hospitalsindlæggelse og egen læge. Det var jo ikke sket, hvis han var mødt ind på behandlingscentret, fortæller Simone Kruhøffer Pedersen og tilføjer:

– Selvom man tit først kan måle på det senere, så gør de her små ting, at folk ikke skal gå og vente i lang tid, før de kan få behandling, og det gør rent faktisk en forskel.

Mere opsøgende fremtid

Den fremskudte substitutionsbehandling har med Københavns nye budgetforlig fået midler til at fortsætte de næste fire år. Socialborgmester Mia Nyegaard (R) fortæller, at den nye indsats er et godt eksempel på, hvordan systemet i fremtiden kan indrettes, så borgerne er i centrum. 

– Hvis vi mener, at det er menneskerne, der skal komme først, så er det jo sådan her, vi burde arbejde hele tiden. Jeg tror faktisk også, vi vil se, at fleksibiliteten kommer til at være en god investering. For det, vi kan se, er, at folk i højere grad bliver stabiliseret, og så bliver de opmærksomme på, at de kan komme i andre typer af behandling. Nu er der kommet penge til projektet, og det er jeg glad for. Der kommer nok til at ske justeringer undervejs de næste fire år, men man kan håbe på, at man fremadrettet kan lade sig inspirere af den her indsats, hvor borgeren er i centrum. Det tror jeg generelt, at vi som system skal blive bedre til, siger hun.

Både Simone Kruhøffer Pedersen og Dina Wissing Fleron er glade for, at der er kommet et større politisk fokus på indsatsen og dens positive resultater.

– Det er et stort håb for os, at man kunne udbrede det her til andre dele af København og også andre kommuner for den sags skyld. Generelt har det med at køre ud til borgere under coronatiden vist, at der er et behov. Så det virker næsten helt fjollet, hvis man ikke udvikler videre på det og sætter ressourcer af til det, siger Simone Kruhøffer Pedersen, og Dina Wissing Fleron tilføjer:

– Det system, der er der nu, er bestemt ikke dårligt. Det er bare ikke for alle.

– For mig personligt har jeg i hvert fald fået en bedre relation til vores samarbejdspartnere, og det gavner også de borgere, jeg har med at gøre. Jeg tænker også, at sådan noget som at komme i kontakt med gadepsykiatrien kunne gavne meget. Og så selvfølgelig at skabe noget bedre samarbejde mellem regionen og kommunen, så vi ikke er så adskilte. Så hvis man generelt kunne mødes om det her i stedet for at operere så adskilt – og gerne mødes ude hos borgerne og dér, hvor behovet er – ville det klart skabe meget bedre kvalitet, siger Simone Kruhøffer Pedersen. • frst@kl.dk