
Næstved-direktør bliver ny formand for socialcheferne
tekst Gitte Johansen
Foreningen af kommunale social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD) har på en virtuel generalforsamling valgt Jakob Bigum Lundberg som ny landsformand. Han afløser Helle Linnet, som har siddet seks år på posten. Til daglig er Jakob Bigum Lundberg direktør i Næstved Kommune.
Som en af sine mærkesager fremhæver Jakob Bigum Lundberg borgerperspektivet i velfærdsindsatserne.
– Danmark er et af de lande i verden, som bruger allerflest penge på velfærd. Det betyder, at vi har en fantastisk velfungerende samfundsmodel, men det stiller samtidig et stort krav om, at vi bruger pengene fornuftigt – på den hjælp, borgerne reelt har brug for, siger Jakob Bigum Lundberg.
Han ser også gerne, at FSD sætter sit fingeraftryk på arbejdet med at skabe sammenhæng i den offentlige forvaltning.
– Vi skal blive bedre til sikre, at flere føler sig inddraget i deres egen sag. Vi har udviklet vores velfærdssamfund sektorvist og uddannet fagmedarbejdere til at være eksperter i de enkelte sektorer. Derfor har vi en fagfaglighed som er second to none. Men hvis borgeren ikke oplever, at det vi gør, giver mening, er chancen for at lykkes ikke stor, siger han.
Hvis kommunerne skal lykkedes med opgaven, skal der ændringer til, lyder det fra den nye landsformand.
– Vi kan ikke bare drive velfærdssamfundet videre ved at gøre mere af det, vi har gjort. Heri ligger også et opgør med at tænke i krav og retssikkerhed, og jeg ved godt, at det er en stor mundfuld for nogle organisationer. Men for mig handler det om tillid. Og om at stå sammen om ikke bare at gøre tingene, som vi plejer. Selvfølgelig med respekt og uden at sende nogen ud på tynd is, siger han. gij@kl.dk