
Seks ud af ti offentlige ledere har følt sig stressede under corona-krisen
tekst Gitte Johansen
Coronakrisen har stillet store krav til lederne i den offentlige sektor, og det har betydet et stort arbejdspres. Hver anden leder har således arbejdet op til ti timer mere end normalt, mens hver fjerde har arbejdet 11-20 timer mere om ugen end normalt.
Det viser en undersøgelse foretaget af Fagbevægelsens Hovedorganisation i juli i år blandt 1.700 ledere.
– Samlet set tegner tallene et billede af, at de offentlige ledere har trukket et stort læs under coronakrisen. Det ekstra arbejdspres lægges oven i en arbejdstid, der for manges vedkommende var meget højt allerede inden krisen, siger Bente Sorgenfrey, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Mere stress
Det store arbejdspres har ført til stress blandt mange ledere. Hele 60 procent af lederne svarer, at de hele tiden, ofte eller somme tider har følt sig stressede under krisen. 22 procent af de offentlige ledere har ofte følt sig stressede i perioden.
Næstformand Bente Sorgenfrey, finder det stærkt bekymrende, at over halvdelen af lederne føler sig stressede – og at næsten hver fjerde leder endda ofte har følt sig stresset i perioden.
– Coronakrisen har vendt og op ned på mange arbejdsgange i den offentlige sektor. Det har de offentlige ledere også mærket; de har skullet træffe mange svære beslutninger – for eksempel om at sende udsatte medarbejdere hjem. Det store ansvar afspejler sig i ledernes stressniveau, siger hun.
Der dog også en gruppe ledere på 39 procent, som har svaret, at de sjældent eller aldrig har følt sig stressede under krisen. En lille andel på ni procent har oplevet mindre stress under krisen. gij@kl.dk