
Tre partier slæber byrådsflertal i Ankestyrelsen
tekst Mads Brandsen
Normalt bliver medlemsforslag fra byrådsmedlemmer behandlet og drøftet af byrådet. Sådan gik det dog ikke i Odsherred tirsdag aften.
Her havde SF, Radikale Venstre og Enhedslisten stillet forslag om, at kommunen skulle skrive til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og melde sig klar til at tage imod uledsagede flygtningebørn fra Moria-lejren i Grækenland.
Inden byrådsmødet havde byrådsmedlem Allan Andersen (S) kontaktet borgmester Thomas Adelskov (S) med opfordring om at pille sagen af dagsordenen uden behandling. Da henvendelsen var på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti og Odsherredlisten, gik det sådan. 22 mandater stemte for og tre – forslagsstillerne – imod.
Flertallets begrundelse for ikke at behandle sagen lød på, at spørgsmålet er af landspolitisk og international karakter – og derfor ikke et emne, som byrådet skal tage stilling til.
Men det bliver nu op til det kommunale tilsyn i Ankestyrelsen at vurdere, lyder det fra viceborgmester Thomas Nicolaisen (R).
– Vores påstand er, at det at sende breve er et lovligt anliggende, og det er også lovligt at opfordre til at modtage flere flygtninge. Jeg er ret sikker på, at borgmesteren og gruppeformændene har lavet et gedigent selvmål. Denne behandling af sagen vil nu få ekstra bevågenhed i hele Danmark, siger han til lokalavisen Nordvestnyt. mdbr@kl.dk