
Turisterne skal bruge to milliarder kroner mere på Sjælland
tekst Thomas Kokholm Nielsen
En ny udviklingsplan, som sætter en række ambitiøse mål for vækst og udvikling for turismen på Sjælland og øerne, blev præsenteret for erhvervsminister Simon Kollerup (S) på Holmegaard Værk i går mandag.
Frem mod 2025 skal omsætningen øges med to milliarder kroner. Ifølge planen skal man i perioden øge antallet af overnatninger med en million fra de 4,8 millioner overnatninger i 2019.
Bag planen står Dansk Kyst- og Naturturisme, turismeorganisationerne på Sjælland og øerne, KKR Sjælland, som er et samarbejde mellem kommunalbestyrelserne i de 17 kommuner i Region Sjælland, samt den filantropiske forening Realdania.
Turister kender ingen grænser
Det gamle glasværk Holmegaard Værk er en af Næstved Kommune store turistattraktioner. For Næstved Kommune betyder planen, at kommunen skal arbejde mere målrettet på at synliggøre og brande Næstveds styrkepositioner på turismeområdet. Det drejer sig for eksempel om middelaldermidtbyen, naturen omkring Susåen og Holmegaard Værk. Derudover skal der lægges mere vægt på lokalspecifikke råvarer, butikker, spisesteder med mere. Der skal foretages investeringer i nye overnatningssteder og opgradering af de eksisterende ud fra principper om bæredygtig udvikling.
– Turister rejser ikke efter kommunegrænser, når de skal på ferie. Derfor giver det god mening, at vi samarbejder på tværs af kommuner for at styrke hele vores område som en turistdestination. Senest har vi åbnet Holmegaard Værk, som allerede er blevet en magnet for turister fra nær og fjern. De turister skulle jo gerne blive i området flere dage og blive gjort opmærksomme på flere muligheder i hele området, siger Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S).
125 kr. mere i døgnet
Turismen på Sjælland og øerne som samlet destination skal frem mod 2025 øge turismeomsætningen til 15 milliarder kroner svarende til en årlig vækst på 2,25 procent.
Turisternes døgnforbrug skal hæves til 675 kroner mod de aktuelle 550 kroner. Visionen er, at turismen i endnu højere grad bliver en løftestang for byudvikling og naturvenlig turisme, højere kvalitet og øget omsætning.
Planen indeholder en fokuseret prioritering af 21 konkrete tiltag fordelt på fem indsatsområder – herunder udvikling af lystbådehavne, forretningsudvikling af mere outdoor-turisme og styrket samarbejde mellem transport og turisme. Udviklingen skal koncentreres i stærke turismemæssige kraftcentre, og sammenhængen mellem hovedstaden og det øvrige Sjælland og øerne skal styrkes. Derudover skal oplevelsesværdien øges i form af kultur- og naturoplevelser i regionen.
Udviklingsplanen fungerer desuden som startskuddet til et øget investeringsniveau på Sjælland og øerne. Der skal være tættere samspil mellem offentlige parter, fonde og private investorer, hvilket på sigt vil resultere i øgede investeringer i infrastruktur, oplevelser og overnatning.
Inden udgangen af 2021 skal parterne bag planen revurdere og eventuelt justere planens pejlemærker i lyset af Corona-situationen og det ændrede udgangspunkt i 2020. tkn@kl.dk