Kort nyt
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Dropper bredbåndspulje
Finanslov /// Regeringen forsøger igen at droppe bredbåndspuljen. De 100 millioner kroner var ikke inkluderet i regeringens finanslovsforslag, som blev præsenteret i sidste uge. ”Der er ikke brug for dem”, sagde finansminister Nicolai Wammen. Men det er der ikke enighed om. Landdistrikternes Fællesråd kalder det en ”katastrofe”, hvis bred båndspuljen bliver sløjfet. Pengene til hurtigere bredbånd i de tyndest befolkede områder blev sidste år sikret i aftalen, som EL, SF, Alt. og R stod bag. •
Trækker Morsø og KL i retten
Arbejdsret /// FOA mener, det er et klokkeklart overenskomstbrud, når flere kommuner kræver coronatest af medarbejderne i fritiden og i medarbejdernes ferie. Fagforeningen trækker nu KL og Morsø Kommune i Arbejdsretten.
Der har været holdt både lokale og centrale forhandlinger om situationen. Men både Morsø Kommune og KL har stået fast på, at corona-tests om nødvendigt foregår i fritiden. Ifølge FOA har man henvist til, at medarbejderne bør udvise samfundssind.
Men FOA’s forbundsformand Mona Striib indvender, at hvis der er nogen, der har vist samfundssind, så er det frontlinje-personale i for eksempel ældreplejen. På Mors er der eksempler på, at medlemmer har modtaget en sms i ferien med krav om at køre små 30 kilometer til Thisted for at lade sig corona-teste, siger Mona Striib.
Hun understreger, at Morsø ikke er det eneste sted, og der er flere sager på vej. •
Ens sortering for alle
Affald /// Miljøminister Lea Wermelin (S) vil standardisere kommunernes affaldssortering og sender nu en ny affaldsbekendtgørelse i høring. Den sætter rammerne for, hvordan kommunerne skal sortere affaldet ens. I dag er der stor forskel på, hvordan de enkelte kommuner sorterer og indsamler affald. Alt for meget affald i Danmark går op i røg og udleder CO2 i stedet for at blive genanvendt. Ifølge ministeriet er danskerne dem i Europa, som smider mest husholdningsaffald ud. •
Lukkethed skal begrundes
Byrådet /// Dagsordenen til mødet i Ikast-Brande Byråd 22. juni indeholdt hele 25 punkter, der var lukket for offentligheden. Det har nu medført, at forvaltningen har udarbejdet et notat, der beskriver, hvornår en sag må behandles for lukkede døre.
”Hensynet til at opnå en fri og åben debat kan ikke begrunde en dørlukning, og en sag kan ikke behandles for lukkede døre, alene fordi byrådet anser det for hensigtsmæssigt”, hedder det ifølge Vejle Amts Folkeblad i notatet.
Samtidig understreges det, at beslutningerne på de lukkede punkter bagefter skal offentliggøres, og at det bagefter skal vurderes, om den enkelte sag kan åbnes for offentligheden efter politikernes behandling af den. Det skete kun i to tilfælde efter juni-mødet i Ikast-Brande Byråd. • mdbr
355,3
millioner kroner fik 18 kommuner i særtilskud fra puljen for vanskeligt stillede kommuner.
KL laver ”lukkeliste”
Varm sag /// Det er en varm kartoffel at få tilpasset forbrændingskapaciteten i Danmark. Men det er bedre, kommunerne selv finder ud af det, frem for at staten gør det, mener man i KL. Derfor besluttede KL’s bestyrelse på seneste bestyrelsesmøde at påtage sig opgaven med at udarbejde en liste over, hvilke kommunalt ejede forbrændingsanlæg der skal lukkes ned inden 2030. Men det bliver på visse betingelser, siger KL’s næstformand, borgmester i Kalundborg Martin Damm (V).
– Vi kan godt lave en foreløbig liste til 1. januar. Men den skal underkastes en politisk proces, og det skal der være tid til. Der er en helt masse processer rundt omkring, og derfor kan vi ikke lave en endelig liste før sommeren 2021. Det kræver noget knofedt, og det bliver ikke nemt, siger han.
Derudover ønsker KL, at de involverede kommuner holdes økonomisk skadesløse •
Verdensmål oversat
Verdensmål /// Forskere siger det, borgerne siger det, og kommunerne siger det også: Verdensmålene er vigtige. 83 procent af kommunerne arbejder nu aktivt med FN’s Verdensmål, og den nye rapport Vores Mål, som er udarbejdet af Danmarks Statistik og 2030-panelet, kan blive et vigtigt værktøj til at omsætte de globale mål til lokal handling. Rapporten fastsætter 197 målepunkter, og det er et oplagt sted at finde inspiration til lokale handlingsplaner, mener Laila Kildesgaard, direktør i KL og medlem af 2030-panelet.•
Turister for to milliarder
Turismeplan /// 17 kommuner står bag udviklingsplan for turismen på Sjælland og øerne, som skal øge turismeomsætningen med to milliarder kroner frem mod 2025. Ifølge planen skal man i perioden øge antallet af overnatninger med en million fra de 4,8 millioner overnatninger i 2019.
Bag planen står Dansk Kyst- og Naturturisme, turismeorganisationerne på Sjælland og øerne, KKR Sjælland, som er et samarbejde mellem kommunalbestyrelserne i de 17 kommuner i Region Sjælland, samt Realdania.•
Vil udfordre den røde dominans
Ole Birk Olesen er Liberal Alliances spidskandidat til borgerrepræsentationen ved kommunalvalget i 2021. I Berlingske udtrykker han ”forundring” og ”skuffelse” over, hvor lavt de blå partier prioriterer at erobre hovedstadskommunen. Efter hans mening burde de opstille deres mest kendte kandidater i København.
– Jeg synes ikke, man gør nok for at bryde den røde dominans i København. Vi borgerlige står ikke særlig godt i hovedstaden, og derfor har vi en ekstra interesse i at stille med nogle kandidater, som almindelige mennesker faktisk kender, siger altså Ole Birk Olesen.
Han flytter samtidig folketingsvalgkreds til København. Til avisen forklarer han, at det er led i en storbyoprustning for Liberal Alliance. Partiet gik markant tilbage ved valget sidste år. •
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-15-side-4-5.pdf