Ny viden
tekst Mads Brandsen
Havkatten i hyttefadet
Bøger /// Titlen antyder det. Man får ikke nogen fuldstøbt selvbiografi. Ej heller et politisk manifest. Man får nogle glimt af Lars Løkke Rasmussens liv i politik. Men sikke nogle glimt.
Løkke skriver med en flydende pen og har inddelt bogen i mange, korte kapitler, som er relativt hurtigt læste og ganske velfungerende. Overalt krydres med sylespidse bemærkninger i bedste Løkke-stil. Han er også rundhåndet med afsnit, der rummer både selvindsigt og ærlighed. Måske er havkatten på vej ud af hyttefadet. Bogen her er i hvert fald ikke noget dårligt afsæt.
Læs hele anmeldelsen på danskekommuner.dk
Dobbelt så meget iltsvind
Natur /// De indre danske farvande har i august været ramt af iltsvind i dobbelt så stort omfang som i august sidste år. Det viser årets første rapportering af iltsvind fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi – under Aarhus Universitet.
Det er særligt Mariager Fjord, Aabenraa Fjord, Flensborg Fjord og det sydlige Lillebælt, der har været hårdt ramt. Mens der i juli var knap 800 kvadratkilometer af de indre danske farvande, der var ramt af iltsvind, var tallet midt i august eksploderet til 3.300 kvadratkilometer.
Iltsvindet er kritisk for både bundlevende dyr, planter og fisk.•
Flere går i privatskole
Undervisning /// 13,2 procent af eleverne i landets 1. klasser gik på en fri- eller privatskole i 2009. 10 år senere er tallet steget til 17,7 procent. Også når man ser på udskolingen, er privatskolernes ”markedsandel” steget fra 15,9 procent til 21,3 procent.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har bearbejdet.
Stigningen er størst uden for de store byer. Det gælder både i provinsbyerne samt i land- og oplandskommunerne. Eksempelvis er det omkring hver tredje 1. klasseelev i landkommunerne, der går på en fri- eller privatskole.
I landkommunerne er det særligt de ressourcestærke familier – overklassen eller højere middelklasse – der sender eleverne i privatskole. •
Hver tiende er lavtlønnet
Arbejdsmarked /// I løbet af de senere år er andelen af lavtlønsjob i Danmark steget støt, så andelen nu udgør 9,5 procent. Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har bearbejdet.
Der er taget udgangspunkt i definitionen på at være lavtlønnet fra Eurostat, som er et job med en timeløn på under to tredjedele af mediantimelønnen, hvor studerende ikke er regnet med. Det svarer til en timeløn på 153,70 kroner.
Andelen af lavtlønnede lå helt nede på 6,8 procent i 2011 og 2012. Det er først og fremmest ufaglærte og personer med udenlandsk oprindelse, der varetager lavtlønsjobbene. •
Passagerflugt vil koste milliarder
Transport /// Det kommer til at få store konsekvenser for samfundsøkonomien, hvis passagererne fravælger bus, tog og metro til fordel for bilen. Det viser en ny analyse, som COWI har foretaget for DI Transport efter corona-nedlukningen, hvor den offentlige transport mistede ni ud af 10 passagerer.
Selv i det mindste af tre beregnede scenarier, hvor 10 procent fravælger den kollektive trafik til fordel for bil i 2030, vil samfundsudgifterne beløbe sig til 2,1 milliarder kroner. Det er ikke mindst den øgede trængsel på vejene og det deraf følgende tab af tid, der koster. •
Seniorer booster arbejdsstyrken
Arbejdsmarked /// Den samlede danske arbejdsstyrke forventes ifølge befolkningsfremskrivninger i DREAM-modellen at udgøre 2,92 millioner personer i 2020. Og en stadig større andel af dem er over 60 år, konstaterer Dansk Industri i en ny analyse.
Fra 2013 til 2020 er arbejdsstyrken vokset med 135.000 personer, hvoraf seniorerne udgør godt 70 procent. Var det ikke for dem, ville arbejdsstyrken frem mod 2025 være faldende. Kigger man nærmere på etnisk oprindelse viser det sig desuden, at der i perioden er flere end 100.000 indvandrere og efterkommere, der er blevet en del af arbejdsstyrken. •
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-15-side-35.pdf