Randers vil ruste unge med autisme til et meningsfuldt voksenliv
Der er mange meninger om, hvad et godt og meningsfuldt liv er, og hvad det indeholder. Det vil til hver en tid være en subjektiv vurdering, men en vigtig faktor må være, at man oplever selvstændighed og mestring af eget liv, og at ens håb og drømme så vidt mulig kan udleves og opnås.
Unge med autisme kan være begrænsede i deres muligheder for en selvstændig livsudfoldelse med deltagelse i samfundets fællesskaber. De har ofte nedsatte forudsætninger og muligheder for en realisering af deres håb og drømme grundet udfordringer i forhold til mestring af sociale, kommunikative samt praktiske færdigheder, som er forbundet med et selvstændigt og meningsfuldt voksenliv.
Målrettet unge med autisme
Det skønnes, at én procent af den danske befolkning har en autismespektrumsforstyrrelse.
Andelen er voksende, og særligt i forhold til børn og unge ses en stor stigning i andelen, der har autisme. Eksempelvis ses en stigning på 52 procent i antallet af børn og unge med en autismediagnose fra 2014 til 2018.
Socialstyrelsen har fortaget en kortlægning af, hvilke indsatser der på nuværende tidspunkt findes i de danske kommuner. Resultatet har vist, at kommunerne generelt har udfordringer med at finde relevante tilbud og indsatser, som understøtter unge med autisme i overgangen til et selvstændigt og meningsfuldt voksenliv.
Unge med autisme har derfor behov for, at vi som kommune etablerer målrettede indsatser, som skærper fokus på at styrke de unges kompetencer og forudsætninger for at kunne mestre overgangen til voksenlivet og herunder, at vi tilstræber en løbende opsøgende faglig indsigt og viden om, hvilken tilgang der bedst muligt understøtter de unges iboende potentialer.
Autismekraftcenter
I Randers Kommune er der stor politisk opbakning til, at vi som kommune udvikler indsatser inden for autismeområdet til gavn for borgerne, og at det kræver forskellige nedslag og handlingstiltag. Blandt andet, at nye indsatser fordrer gode fysiske rammer og borgerinddragelse, hvorfor byrådet sidste efterår besluttede at oprette et fysisk autismekraftcenter på 628 kvadratmeter med et ønske om, at vi som kommune kan imødekomme borgernes behov og yde den hjælp, borgerne har brug for, både gennem fysiske rammer og nye indsatser.
Autismeindsatserne i Randers Kommune er forankret under Center for Børnehandicap og Autisme, og vi har taget den forpligtigelse på os, med en ydmyghed om, at vi som kommunalaktør ikke har alle svar på, hvilken hjælp og behov borgere og pårørende må have. Vi tilstræber derfor et åbent organisationsperspektiv, hvor borgere, pårørende og interessenter uden for den kommunale arena løbende inviteres ind i dialogen om, hvilke nedslag og tiltag der kan understøtte livsmestring for borgere med autisme inden for den givne lovgivning og økonomiske ramme.
Randers Kommune er derfor optaget af at etablere et fundament, som beror på et stærkt fællesskab mellem den kommunale arena og civilsamfundet, hvor vi sammen skal forsøge at identificere, udvælge, udvikle og implementere tilbud og indsatser for borgerne i kommunen, således at deres forudsætninger for livsmestring højnes, og vi derved understøtter størst mulig livskvalitet for den enkelte borger. En vision, som vi målrettet er gået efter som pejlemærke siden 2016, hvor vores handicapplaner for første gang blev realiseret som en løftestang for handicapområdet i Randers Kommune. Handicapplanen fra 2016 er med virke fra 2020 kvalificeret til to planer for området. En børne- og voksenhandicapplan, som efter dialog med borgere og pårørende er i justering med nye nedslag, som allerede er etableret ude i de respektive områder i Center for Børnehandicap og Autisme og på handicapområdet generelt. Et af de væsentlige fælles nedslag i planerne er, at vi arbejder målrettet med overgangen til voksenlivet, som jo i høj grad ligger på linje med Socialstyrelsens fokusområde.
Samarbejde med Socialstyrelsen
Med afsæt i et åbent organisationsperspektiv har vi ligeledes en skærpet opmærksomhed på, hvilke forsknings- og udviklingstiltag, der findes inden for autismeområdet, hvor overgange er i fokus uden for den kommunale arena. Socialstyrelsen søsatte i 2019 projektet ”Unge med autisme og overgangen til et selvstændigt liv – Læringsforløb for hjemmeboende unge med autisme og deres forældre” – hvis formål er at identificere, udvikle og pilotteste indsatser, der skaber gode overgange til voksenlivet for unge med autisme, og som efter endt projektperiode tilstræber at kunne belyse, hvilke indsatser der vil kunne understøtte de unge bedst muligt.
Et projekt, som, vi i Randers Kommune parallelt med andre igangværende tiltag inden for området vurderede, gav god mening at kolbe os på med udvikling for øje, hvorfor vi er en del af det nuværende udviklingsprojekt.
Randers Kommune får sammen med Roskilde Kommune en fremtrædende rolle i projektet, da vi de næste tre år sammen med de borgere og pårørende, som har takket ja til deltagelse i projektet, skal være med til at skabe erfaringer, der kan bruges i udviklingen af indsatser, der kan bredes ud til flere kommuner i fremtiden.
Centralt i projektet med Socialstyrelsen er sikring af borgerinddragelse, hvorfor vi har koblet et borgerpanel på projektet. Borgerpanelet i Randers Kommune består af både unge i målgruppen og pårørende, som før opstart af indsatsen har været inviteret ind til dialog omkring deres håb og drømme samt deres refleksioner i forhold til indholdet i indsatsen. Et vigtigt bidrag, vi har samlet ind og sendt til Socialstyrelsen i tilstræbelsen på at kvalificere indsatsbeskrivelsen med de borgernære perspektiver før opstarten af første fase.
Ansatte med kompetencer
Indsatsen, der går under navnet ”Læringsforløb for hjemmeboende unge med autisme og deres forældre”, løber i tre år fra 2020 til 2022. Indsatsen er i tråd med Randers Kommunes handicapplan på både børne- og voksenområdet, hvor et af de overordnede fokusområder er overgange i borgernes liv.
Første fase af projektet har stået på kompetenceudvikling hos de ansatte på autismeområdet. Efter at være blevet erklæret parat er indsatsen nu blevet tildelt støttemidler fra Socialstyrelsen til resten af projektperioden. Den første gruppe af unge og deres pårørende er med i projektet fra august og indtil årsskiftet. Socialstyrelsen har nu tildelt Randers Kommune 1.500.000 kroner til indsatsen frem til 2022.
Den nye indsats er rettet mod hjemmeboende unge med autisme mellem 16 og 30 år og deres pårørende. Indsatsen er tredelt og består af både individuel vejledning til de unge, gruppeforløb for de unge og gruppeforløb for forældre. De unge borgere får vejledning og støtte til et mere selvstændigt voksenliv, så de skærper deres sociale kompetencer, bliver i stand til at bo selvstændigt, gennemføre uddannelse og bide sig fast i arbejdsmarkedet. Samtidigt sikrer indsatsen, at deres nære pårørende får tilbudt gruppevejledning og netværksgrupper med ligestillede pårørende.
Refleksion
Det at være en del af et område, der tilstræber en kontinuerlig nysgerrighed og bevidsthed om, at der ikke findes et svar men flere, og at vi sammen med borgere og pårørende og andre interessenter i fællesskab forfølger disse perspektiver, skaber en stor motivation og sammenhængskraft hele vejen rundt i organisationen til gavn for både borgere og medarbejdere, hvilket jeg uden tvivl er stolt af at være en del af. •
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-15-side-20-21.pdf