
Tilsyn skal vurdere Faaborg-Midtfyns udlejning af elbil
tekst Frederikke Stoustrup
Et flertal i kommunalbestyrelsen vedtog tilbage i maj den såkaldte prøvehandling at leje en elbil ud på havnen i Faaborg, hvor der er opsat en ladestander.
Dette skete på trods af en advarsel fra forvaltningen om, at et sådant initiativ er juridisk uprøvet og derfor risikerer at være i uoverensstemmelse med kommunalfuldmagtens regler.
Byrådsmedlem Søren Clemmesen (K) stemte dengang imod forslaget og mener fortsat ikke, at Faaborg-Midtfyns Kommunes drift af elbiludlejning på havnen er lovmedholdelig. Derfor vil han nu have initiativet vurderet af Ankestyrelsen.
– Vores egen forvaltning kan jo ikke sige det tydeligere, at det ikke er lovmedholdeligt, at kommunen vil drive biludlejning. Og det er jeg helt enig i. Det er en opgave for private biludlejningsfirmaer, siger han til Fyens Stiftstidende.
Kollegaerne i kommunalbestyrelsen har i et svar til Ankestyrelsen gjort det klart, at de mener, praksissen er lovlig:
– Kommunalbestyrelsen har overvejet lovligheden af prøvehandlingen, herunder at prøvehandlingens formål om turismefremme kan synes at være af indirekte karakter, idet kommunens eventuelle støtte vil være til transport og dermed ikke direkte til turisme i traditionel forstand, skriver kommunen.
Dette svar undrer dog Søren Clemmensen, der ikke kan forstå, hvorfor kommunalbestyrelsen ikke nævner forvaltningens advarsel i svaret.
Lars Tribler (V) stemte også imod forslaget tilbage i maj, mens de fire byrådsmedlemmer fra Dansk Folkeparti helt undlod at stemme. De stemte dog alle for at sende svaret til Ankestyrelsen. frst@kl.dk