
Regioner efterlyser penge til oprustning af kommunal sundhed
tekst Gitte Johansen
Hvis hospitalerne for alvor skal aflastes, så de kan håndtere stigningen i alvorligt syge patienter i de kommende år, så er redskabet først og fremmest at forebygge indlæggelser – ikke mindst indlæggelser af ældre borgere.
Sådan lød det fra Stephanie Lose (V), da hun fredag formiddag talte på Danske Regioners årlige generalforsamling, som på grund af covid-19-situationen i år blev afholdt digitalt.
– Her er det en afgørende faktor, at kommunernes indsatser styrkes. Det indebærer, at alle kommuner skal være i stand til at udføre bestemte sundhedsopgaver på et vist kvalitetsniveau. Det kræver målrettede penge til oprustning af den kommunale sundhedsindsats, siger Stephanie Lose.
Danske Regioner foreslår at starte med opgaver som for eksempel hjerterehabilitering, IV-behandling og døgnåbne akutpladser.
– Nogle kommuner udfører allerede opgaverne godt, mens andre ikke er begyndt endnu. Lad os få alle op på samme niveau. Det er i sig selv en kæmpe opgave – men et vigtigt fundament, som skal på plads først, siger Stephanie Lose.
Konkret foreslår Danske Regioner at der formuleres krav til et ensartet kompetence- og kvalitetsniveau i kommunernes sundhedsopgaver – ikke mindst sundhedsopgaver knyttet til ældreplejen.
Til slut kom formanden med den blandt sundhedsaktører efterhånden velkendte efterlysning af en plan for bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet.
– Jeg vil gerne sige direkte til sundhedsministeren: Der er ikke brug for mere ”træden vande”. De fleste aktører i sundhedsvæsenet kan i enighed skrive løsningerne på bagsiden af en serviet. Så kom nu i gang. Det vil åbne for ny energi i det samarbejdende sundhedsvæsen, som lige nu er sat på standby, siger Stephanie Lose. gij@kl.dk