
Gentofte er igen landets sundeste kommune
tekst Gitte Johansen
En sammenligning af kommunernes sundhed slår endnu en gang fast, at kommunerne står med vidt forskellige sundhedsudfordringer. Borgerne i Gentofte lever i landets sundeste kommune, mens borgerne på Lolland bor i landets mest usunde kommune. Det viser det nye såkaldte Sundhedsbarometer, som nyhedsbrevet Kommunal Sundhed og Dagens Medicin står bag.
Efter Gentofte fastholder Rudersdal, Allerød og Hørsholm Kommuner deres topplaceringer fra sidste år, mens Egedal Kommune på 5. pladsen leverer den største fremgang i top-10 med et hop fremad på fire pladser.
Alle på nær en enkelt kommune i top-10 ligger i hovedstadsområdet eller i Nordsjælland. Solrød Kommune er den eneste kommune udenfor hovedstadsområdet og Nordsjælland som – med en 9. plads – lige sniger sig med i top-10.
I den anden ende af skalaen ligger Lolland Kommune, som igen i år ender med en bundplacering, mens Slagelse, Brøndby, Guldborgsund og Vordingborg Kommuner udgør resten af bagtroppen.
Sundhedsbarometeret viser, at der i kommunerne er en stærk sammenhæng mellem uddannelse og økonomi på den ene side og sundhed på den anden, mener Sidsel Vinge, projektchef hos VIVE.
– Det åbner for en rigtig spændende debat om, hvad vi skal gøre, når vi bedriver sundhedspolitik, som skal virke, siger Sidsel Vinge til Kommunal Sundhed.
Sundheds Barometeret sammenligner sundheden i alle landets kommuner ud fra 38 indikatorer. Målepunkterne tæller alt fra lægedækningen i kommunerne, andelen af borgere med overvægt eller diabetes, andelen af fysisk aktive samt en lang række andre forhold såsom uddannelsesniveau, erhvervsfrekvens og indtægtsforhold. gij@kl.dk