Aktuelt
tekst Frederik Overby Vinding
Snubler over rettigheder
Fremover kan forbipasserende nærmest snuble over FN’s børnerettigheder, når de nærmer sig Hjalleseskolen i Odense. Det lange farverige outdoor-kunstværk ”Rettighedsstien” er nemlig malet direkte på fortovet med blivende maling. Den over 500 meter lange rettighedssti blev indviet den 4. september og består af 42 del-kunstværker, der hver især repræsenterer en af rettighederne i FN’s børnekonvention. Alle klasser på skolen har bidraget til kunstværkerne og har i den forbindelse sat sig ind i børnerettighederne. Hjalleseskolen har været UNICEF Rettighedsskole siden 2017. Det indebærer blandt andet, at skolen er forpligtet til at arbejde med børnedemokrati og at have et rettighedsråd med indflydelse på elevernes trivsel og medbestemmelse.
10
partier er nu repræsenteret i Københavns Borgerrepræsentation, efter at partiet Fremad og Frie Grønne er dannet. Dog har LA mistet sit eneste medlem, så der nu er et parti mere end ved KV17.
Haven i maskinen på gavlen
Nu skal et nyt kunstværk skabe opmærksomhed om Aarhus. Aarhus får et nyt vartegn med det digitale kunstværk ”The Garden in the Machine”, som skal opføres på facaden af den tredje bygning i Filmby Aarhus. Det er den internationalt anerkendte kunstner Jesper Just, som står bag værket, der bliver et af verdens største videokunstværker. Værket er en interaktiv installation, der består af lyde og film, som afspilles på LED-strips på hele Filmby3’s kæmpe facade. Samtidig bliver kunstværket en aktiv del af at skabe et nyt byrum på Sydhavnen, hvor kunst og kultur er bærende elementer. Den samlede udgift beløber sig til 24 mio. kr. og er finansieret af Kultur og Borgerservice samt de fire fonde: Salling Fondene, Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden og Det Obelske Familiefond.
Børn får frugtplantager
En del af Odenses børn får nu en ekstra god grund til at komme endnu mere ud på legepladsen. Deres børnehus, SFO eller skole har nemlig hver fået lovning på en lille frugtplantage fra organisationen Plant et Træ, der dermed er klar med sin største enkeltstående donation af gratis frugtplantager til børnehuse og skoler i én enkelt kommune. 16 steder i Odense får æbletræer, kirsebærtræer, brombær og hindbær lov til slå rod på børnehusets eller skolens areal og vokse sig store. Og med tiden vil de give skygge til udendørslegen, bær og frugt til eftermiddagsmaden samt læring om natur til børn. Børnene lærer, at træer passer på grundvandet og er godt for klimaet, og samtidig får de viden om naturen og glæde af frugt og bær i egen baghave, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R).
Lokker med chokolade
Hvor langt er du villig til at gå for en chokoladebar? I Vejle Kommune skyder man nu kampagnen ”Vil du med?” i gang, hvor foreningslivets medlemmer bliver udstyret med en chokoladebar i hånden og fem gode råd til, hvordan de inviterer en ven med til deres fritidsinteresse. Initiativet er et forsøg på at sikre et øget medlemstal i kommunens foreningsliv. Foreningerne kan bestille chokoladebarerne kvit og frit og dele ud til de medlemmer, der gerne vil invitere flere med ind i fællesskabet. ”Vil du med?”-kampagnen er organiseret af Bevæg dig for livet i Vejle Kommune, Folkeoplysningsudvalget, Vejle Idrætsråd og DGI Sydøstjylland, og den løber over to måneder med start den 21. september.
5000 fotos – 5 årtier
Knap 5000 fotos i og omkring Kolding gennem fem årtier er nu tilgængelige online. Det er Kolding Stadsarkiv, som i forbindelse med udstillingen ”En by skifter stadig ansigt” har valgt at sætte spot på amatørfotografen Mogens Hansen. Mogens Hansen, der var født i 1929, var en kendt skikkelse i bybilledet og havde altid kameraet skudklart. Man kan blandt andet se billeder fra friluftsbadet, før der var noget, der hed SlotssøBadet eller genopbygningen af Koldinghus. ”Vores kulturarv er vores fælles kulturarv, den skal vi være fælles om at bruge og have adgang til. Det er en del af vores demokratiske dannelse”, understreger stadsarkivar Lene Wul.
Regnvandssøer
Når der i fremtiden kommer kraftige regnskyl i Tårs, vil regnvandet lande i de to nye søer i stedet for i borgernes kældre og på vejene. Højmarkssøerne, som de hedder, er udover at fungere som et nyt flot naturområde også som forsinkelsesbassiner, der hindrer oversvømmelser. Søerne er blevet til i forbindelse med Hjørring Vandselskabs separatkloakering af Tårs. Området ligger meget tæt på byens centrum, og derfor vil det være et oplagt sted for Tårsborgerne at mødes på gå- eller løbeture i det daglige. I området er der også plantet skov og lavet et område, hvor det er helt tilladt at snuppe et æble eller en pære.
Tæpper fortæller historier
25 unika tæpper kommer til at hænge fra altanerne i Taastrups nye kulturkvarter. Det er den internationalt anerkendte kunstner Fryd Frydendahl, der står bag tæpperne, der skal skyde gang i Vestegnens Kulturuge. Tæpperne viser motiver, som afspejler beboernes liv, og kommer til at hænge ned fra deres egne altaner. Nogle af værkerne kommer til at hænge i det kommende Børne- og Kulturhus. Et andet kunstprojekt skulle have skudt gang i Vestegnens Kulturuge men blev aflyst pga. covid-19. Den internationalt anerkendte performancekunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen skulle have lavet projekt i samarbejde med 100 skoleelever fra Ole Rømer-Skolen og Borgerskolen, men det måtte aflyses.
Plant et genforeningstræ
Sidste år blev der plantet påskeliljeløg rundt i Haderslev Kommune. I år skal der tænkes større. Kommunen vil nemlig lade landdistrikterne plante ”genforeningstræer”, der skal være med til at fejre 100-året for Genforeningen. Udover at træerne skal gøre kommunen kønnere, så er håbet også, at det er med til at øge kendskabet til og interessen for historien blandt de yngre generationer. Haderslev Kommune leverer nemlig et skilt, der skal stå ved træet, der fortæller, at træet er plantet i anledning af 100-året for Genforeningen. De træer, der kan søges om, er eg, lind, bøg, blodbøg og magnolia. Når foreningerne søger om et træ, forpligter de sig samtidig til at invitere lokalsamfundet til at være med til at plante det fredag den. 20. november klokken 16 og vande det de første tre år.
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-16-side-30-31.pdf