
Særlige evner i arbejde
tekst Sascha Reiffenstein Petersen
Den ene væg i mødelokalet hos den socialøkonomiske it-virksomhed Special Minds IT er plastret til med et stort mindmap-lignende kort, der giver et udførligt indblik i processen bag de teststrategimetoder, der bruges, når en kunde skal have testet it-løsninger for softwarefejl.
I øjeblikket står virksomheden over for en ny, stor opgave, de skal løse for Digitaliseringsstyrelsen i samarbejde med konsulentvirksomheden Inklusio, og den opgave skal løses ud fra de samme principper, som Special Minds IT plejer at bruge.
Special Minds IT har nemlig succes med at ansætte autismeprofiler til at løse mange forskellige it-baserede opgaver for blandt andre kommunerne.
It-konsulent Anders Labich Nielsen er netop kommet ind ad døren til lokalet for at fortælle om mindmap-kortet og sit arbejde for virksomheden. Han er 47 år og arbejder her 32 timer om ugen som en del af en flexjobordning. Det er 10 år siden, at han officielt fik sin Aspergerdiagnose – et syndrom, han ellers har levet med hele livet. Med diagnosticeringen fulgte også muligheden for et arbejde i balance med diagnosens udfordringer og hans logistiske kompetencer.
– Normalt ville sådan en teststrategi være et langt dokument, der ville være rigtig kedeligt, men vi gør sådan her i stedet for, siger Anders Labich Nielsen med en ekstraordinær energi i stemmen, mens han strækker armene ud mod mindmap-kortet på væggen, inden han lægger an til at folde sin præsentation ud.
Klar struktur
Venstre side af modellen repræsenterer trinene før den egentlige softwaretest, og jo længere mod højre vi kommer, jo mere bliver der gået i dybden med testmetoden. Anders Labich Nielsen fortæller detaljeret, hvordan der blandt andet både skal laves hændelses- og testrapporter over de fejl, der bliver fundet.
– Noget af det vigtigste er, at vi er klar på, hvad, hvordan og hvorfor vi tester, siger han.
##ContentBoxStart##259570##ContentBoxEnd##
Efter en forholdsvis kort men meget indholdsrig gennemgang peger Anders Labich Nielsen på en af de sidste mærkater på væggen, hvor ordet tilbagetrækning står skrevet.
– Egentlig skal processen jo slutte med vedligeholdelse. Men det kan selvfølgelig også ende med en tilbagetrækning, selvom det ikke er lige det, vi ønsker, siger han og griner hen mod sin chef Orla Pedersen, der er udviklingschef for Special Minds IT. Han smiler og nikker anerkendende.
– En høj grad af strukturering, visuelle planer og det med at få sagt højt og tydeligt, hvad det egentlig er for nogle opgaver, der er de allervigtigste på en opgaveliste med mange opgaver. Dét er nøglen til at få fuldt udbytte af de kompetencer, som vores it-konsulenter med autismeprofiler har, siger Orla Pedersen, inden han tilføjer:
– Hvilket egentlig er en form for strukturering, som alle arbejdspladser i grunden kan have glæde af.
Imens er er Anders Labich Nielsen gået i gang med at udvide oversigtsmodellen ved at forbinde flere af vægmærkaterne med hinanden via farvede bånd. Oversigtskortet er nemlig ikke helt færdigt, og det er vigtigt for Anders Labich Nielsen, at det ser helt rigtigt ud med den helt korrekte kombination af farver.
##ContentBoxStart##259571##ContentBoxEnd##
Ser mønstre og fejl
Den grad af nørderi, koncentrationsevne og engagement, som Anders Labich Nielsen og de andre it-konsulenter med autismeprofiler udviser over for test- og analyseopgaverne, er netop nøglen til virksomhedens succes. Det forklarer udviklingschef Orla Pedersen.
– Medarbejderne her er jo nærmest født til at lave denne her slags tests. Fordi de er autister, har de netop en særlig evne til at se mønstrene i opsætningen af hjemmesiderne og dokumenterne. De er især stærke til at se, når mønstrene bliver brudt. Det er sådan, de finder fejlene, der jo skal lokaliseres, så der kan blive rettet op på dem. Sådan så offentlige hjemmesider kan blive mere tilgængelige for alle, også for folk med funktionsnedsættelser, såsom høre- eller synshandicap, siger Orla Pedersen.
Den type opgaver, it-konsulenterne laver, kræver også en vis form for struktureret selvdisciplin.
– Det kræver, at man kan sidde stille med en opgave, som vi andre vil opfatte som ensformig, i mere end 10 minutter uden at flytte tankerne alle mulige andre steder hen. Det er vores medarbejdere med autismeprofiler særdeles gode til, siger udviklingschefen, der gerne vil skabe syn for sagen.
Han viser et andet lokale frem, hvor en sorteringsopgave med Morsø Kommunes byggesager er kategoriseret på gult og rødt papir og står linet op i metalholdere på rad og række. Det er et lovmæssigt krav, at kommunerne skal have deres sager af ældre dato digitaliseret, og det hjælper Special Minds IT flere kommuner med.
– Opgaven for Morsø Kommune har vi arbejdet på i et års tid, og nu er vi ved at være ved vejs ende. Vores konsulenter gennemgår de forskellige sager fra ende til anden med en ensartet høj kvalitet. Men hvis kommunerne selv skulle gøre det, ville det formentlig være en sekundær opgave, for en medarbejder der i forvejen har mange andre slags opgaver, og det ville derfor være sværere at opnå den samme kontinuerlighed og ensartethed i opgaveløsningen, forklarer Orla Pedersen og lægger vægt på, at det derfor er en win-win situation for begge parter at gøre det på denne her måde.
Han kommer med flere eksempler fra kommunerne.
– Vi har også haft opgaver for andre kommuner med PPR-journaler, der skulle digitaliseres. I øjeblikket er vi blandt andet også i gang med en opgave for Jammerbugt Kommune, som skal have arkiveret data til Rigsarkivet.
##ContentBoxStart##259572##ContentBoxEnd##
Til gavn for alle
– Og så er der selvfølgelig den nye opgave for Digitaliseringsstyrelsen, siger Orla Pedersen, mens han viser vejen til endnu et lokale, hvor it-konsulent Jens Peter Pedersen sidder sammen med endnu en kollega.
Jens Peter Pedersen er en af dem, der skal stå for den nye opgave med at teste de offentlige hjemmesiders tilgængelighed.
– Det er et privilegium at skulle være med til at løse den opgave, for det har en umiddelbar effekt for os alle sammen. Det handler ikke kun om tilgængelighed for blinde og dem, der styrer computeren med en pandepind frem for en mus. Der er også andre grupper, der har udfordringer med tilgængeligheden, og dem skal vi også løse opgaven for, siger Jens Peter Pedersen.
Han arbejder 16 timer om ugen i en flexjobordning hos Special Minds IT, og det har han gjort i to år. Eller som han selv vælger at præcisere det:
– Jeg arbejder fire timer mandag, fire timer tirsdag, fire timer torsdag og fire timer fredag.
##ContentBoxStart##259576##ContentBoxEnd##
Jens Peter Pedersen fik først konstateret Aspergers Syndrom for 10 år siden i forbindelse med et stress-sammenbrud. Indtil da havde han levet uvidende om sin diagnose og var trommeslager. At han har skiftet trommestikkerne ud med en computermus betyder, at han på nuværende tidspunkt formentlig har taget det største karriereskift, han kommer til at tage.
– Jeg håber, at jeg kan blive ved med at arbejde her, indtil jeg er så gammel, at jeg selv skal til at bruge pandepind, siger Jens Peter Pedersen og griner, for humor skal der også være plads til.
Med en mere seriøs mine, viser Jens Peter Pedersen, hvordan han gennemgår forskellige PDF-filer for såkaldte fejl, der gør det umuligt for brugere med funktionsnedsættelser at bruge hjemmesiderne. Han benytter et specielt program, der er designet til, at han hurtigt kan danne sig et overblik over, om overskrifter og links er tilgængelige for en blind eller svagtseende bruger.
– Jeg kan hurtigt vurdere, om det her er godt nok, og i langt de fleste tilfælde er det ikke. Derfor er det her arbejde så vigtigt, siger Jens Peter Pedersen.
På vej ud af lokalet siger udviklingschef Orla Pedersen:
– Der er flere af medarbejderne, der godt kan finde på at spørge mig, om jeg regner med, at der er PDF-dokumenter nok til de næste fem eller 10 år, fordi de bare er så glade for deres arbejde. •
##ContentBoxStart##259573##ContentBoxEnd##