Vi kan ikke være det bekendt

Manglende dannelse, lærere uden myndighed, skoleledere uden ledelseskompetence og kommuner, der overdynger skolerne med projekter. Det er ifølge tidligere undervisningsminister Merete Riisager (LA) ingredienser i opskriften på børn og unge, der mistrives.

tekst Mads Brandsen

Hvordan kan det være, at så mange børn og unge mistrives i et rigt samfund som det danske, hvor de tilsyneladende ikke mangler det store?

Det har tidligere undervisningsminister Merete Riisager (LA) sat sig for at undersøge, og det er der kommet bogen ”Selvbyggerbørn” ud af, som netop er udkommet.

I arbejdet med bogen stod det hurtigt klart for hende, hvad det ikke handler om.

– Gennem mange år har fortællingen været, at børn og unge er underlagt et præstationspres. Den præmis vil jeg gerne udfordre. Dels, fordi jeg ved nok om uddannelsessektorer i andre lande til at sige med nogen sikkerhed, at Danmark ikke har et præstationspres i forhold til andre lande i verden. Måske er vi på top-3 over lande med det mindste pres, siger Merete Riisager. 

Der må altså være noget andet på spil. Først og fremmest handler det om, at børn og unge i dag står alene med arbejdet med at opbygge deres egen identitet. De er blevet selvbyggerbørn.  

– De mødes med et fravær af dannelse, opdragelse og myndighedspersoner. Der er ingen voksne, der vil løfte ansvaret af deres skuldre, og de bærer derfor en rygsæk med en masse abstrakte krav om at tilrettelægge deres egen læring, finde svar på store verdensproblemer som klima og hungersnød – og det er et angstfuldt sted at være, siger hun.

Dumhedens pædagogik

Dertil kommer, at mange børn vokser op som skilsmissebørn, og at folkeskolerne domineres af det, Merete Riisager kalder ”dumhedens pædagogik” – bedre kendt som progressiv pædagogik. Den skaber et forstyrret læringsrum og giver børnene en masse ansvar, som de slet ikke er modne nok til at tage på sig.

– Det, mener jeg, er årsagen til, at rigtig mange børn og unge knækker halsen og bliver vrede på de voksne. Oftest har de bare svært ved at sætte ord på hvorfor, siger Merete Riisager.

Ansvaret for, at det er kommet så vidt, må forældrene og skolen deles om, mener hun.

– Både forældre og lærere bør anerkende, at børn har brug for ro. Det er fint, at man vil inddrage og anerkende børnene, men børn har ikke de kompetencer, den viden og den erfaring, vi voksne har.

Og det er ofte ikke på de enkelte skoler, de dårlige idéer fødes, påpeger Merete Riisager. Det er i den politiske og administrative ledelse af skolerne. Her hersker det, hun kalder projektmageriet, og det bygger næsten altid på progressiv pædagogik. 

– Det er ikke projekter om, at eleverne skal møde færre voksne eller fordybe sig i litteratur. Det er metodeprojekter, der opløser klasse- og skolerummet, som, de voksne synes, er spændende, men som efterlader børnene med et læringsrum, der er meget forstyrret, siger Merete Riisager. 

Folkeskolen burde i stedet gøre mere ud af sine grundværdier såsom grundloven, kristendommen og den almene dannelse, så eleverne kommer ud af skolen som dannede mennesker og ordentlige samfundsborgere. 

Værdierne i fokus

Blandt de mange skoler, hun som undervisningsordfører og senere minister besøgte, husker hun særligt en kristen friskole i Københavns Nordvestkvarter, hvor skolelederen fortalte om, hvordan kristendommen gav ham et helt andet afsæt til arbejdet med eleverne. 

– Det ramte mig lige i maven. Denne skoleleder stod der, og uden den mindste rødmen eller stammende undskyldninger brugte han bibelens lære om næstekærlighed til at forklare børnene, at man nogle gange må rumme en kammerat, der kan være svær at være sammen med. Jeg forstod med det samme, at skolelederens og lærernes samtaler med eleverne på denne skole fik større tyngde end det, jeg var vant til at blive præsenteret for, skriver Merete Riisager i bogen.

Er svaret at gøre folkeskolerne mere friskoleagtige?

– Ja, for når ledelsen kommer tættere på eleverne, vil det ofte fungere som en vaccination mod uendelige forstyrrelser, som ikke er til gavn for eleverne, og som handler mere om form end om faglighed. 

Der er dog en stor forskel på lederen af den kristne friskole og en typisk skoleleder på en folkeskole. 

– Folkeskolens ledere er i mange kommuner blot mellemledere i en kæmpe koncern, hvor de bare må rette ind. Det er ikke særlig spændende, og det går også ud over lærernes arbejdsglæde. På den måde svækker det også voksenrollen. Og det skaber et diffust ansvar, for hvis ikke det er lederens, hvis er det så, spørger Merete Riisager. 

Så skolerne skal være mere decentrale?

– Ja, det er et af svarene. Jeg ser en bevægelse nogle steder, blandt andet i Holbæk. Jeg håber, der bliver mere interesse for en mere decentral skole, for den giver nogle bedre vilkår for at skabe nogle trygge rammer for barndommen. Og så håber jeg virkelig, at kommunerne kigger lidt indad, inden de overdynger skolerne med alle mulige projekter. Vi skal værne mere om børnenes ret til at være børn, siger Merete Riisager. • mdbr@kl.dk