
Haderslev ansætter ny direktør for beskæftigelse og integration
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Birgit Thorup skal være ny direktør i Haderslev, hvor hun får ansvaret for beskæftigelses- og integrationsområdet. Hun kommer fra en stilling som arbejdsmarkedschef i Vejle Kommune, hvor hun har været siden 2016.
– Udover at jeg ser frem til at tage fat på opgaverne sammen med ledere og medarbejdere i jobcentret, glæder jeg mig til at komme mig til at komme ud og være i dialog med virksomheder, uddannelsesinstitutioner, organisationer og øvrige samarbejdspartnere og høre om, hvordan vi som kommune og jobcenter kan bidrage til, at der er den arbejdskraft, der er brug for, siger Birgit Thorup.
Birgit Thorup startede sin uddannelse på handelsskolen, tog senere kurser svarende til den nuværende kommunomuddannelser og efterfølgende har hun taget en diplomlederuddannelse og en master i offentlig ledelse.
Før hun kom til Vejle Kommune arbejdede hun som afdelingsleder og chef i Horsens og Ikast-Brande. Hun er desuden bestyrelsesmedlem i konsulenthuset Cabi.
Privat er Birgit Thorup gift og har to drenge på 23 og 19. I sin fritid slapper hun af med en god bog og prioriterer sin familie og gode venners selskab, en god film eller koncert.
Hun tiltræder i jobbet den 1. november. jki@kl.dk