
Eva Kjer Hansen vil være borgmester i Kolding
tekst Mads Brandsen
Hele to tidligere ministre går nu efter at overtage borgmesterposten i Kolding ved valget næste år.
Tidligere fødevareminister og medlem af Folketinget gennem 30 år for Koldingkredsen, Eva Kjer Hansen (V), melder sig nu ind i kampen om magten i den sydøstjyske by, hvor borgmester gennem 12 år, Jørn Pedersen (V), har meddelt, at han ikke genopstiller.
SF's tidligere formand og udenrigsminister i Thorning-regeringen, Villy Søvndal, har allerede meddelt sit kandidatur.
– Det er rigtigt, at jeg har haft et utal af henvendelser, siden Jørn Pedersen meddelte, at han ikke genopstiller. Og det er rigtigt, at jeg tager imod opfordringen og stiller mig til rådighed. Nu har jeg knoklet for Kolding i næsten 30 år på Christiansborg, og nu er jeg klar til at gøre det i en anden sammenhæng, siger Eva Kjer Hansen til JydskeVestkysten.
Hun er nu ved at sælge sit hus i Aabenraa og vil til oktober flytte til Kolding, hvor hun vil blive boende, uanset om hun bliver borgmester eller ej.
Med Eva Kjer Hansens melding er der samtidig lagt op til et internt kampvalg, når de over 500 medlemmer af Venstre i Kolding til oktober skal vælge spidskaniddat. Gruppeformand i byrådet Jakob Ville har allerede meldt sit kandidatur.
Fire ud af 12 byrådsmedlemmer siger tirsdag til JydskeVestkysten, at de peger på Eva Kjer Hansen. mdbr@kl.dk