Det summer fortsat i Hjørring
tekst Thomas Kokholm Nielsen
I Hjørring Kommune vælter det fortsat ind med tilmeldinger fra folk, der gerne vil deltage i projektet med at skabe flere naturarealer.
– Projektet er på mange punkter en succes. Undersøgelsen viser, at der er kommet mange flere bier og sommerfugle. Der, hvor det har været mest succesfuldt, er, at inden det kom i fjernsynet, der havde vi 300 tilmeldte borgere. Så steg det, så vi nu er oppe på over 700 tilmeldte, og der kommer stadig flere. Det har engageret borgerne, og det var det, vi gerne ville, siger Jens Pedersen, der er leder af Team Natur i Hjørring Kommune.
Projektet har sådan set ikke kostet kommunen ekstra, for mange af tingene var nogle, som kommunen i forvejen havde planlagt at gøre. Kommunen arbejder nu videre med det momentum, der er skabt.
– Projektet bygger på vores allerede eksisterende naturpolitik, der indeholder en række visioner. Sagen er, at vi ikke kan løfte det alene som kommune, vi skal have borgerne med. Der har tv-projektet været med til at skabe nogle holdningsændringer. Der er opstået netværk på Facebook med mere. Det med at få snakken om natur ind til køkkenbordene og ud på villavejene har været godt. Vi skal have flere arealer med og flere borgere med. Vi er i gang med at oprette frivillighedsnetværk, der kan understøtte og inspirere hinanden, siger Jens Pedersen.
Ikke stort M
Projektet har også ført til ændringer i Jens Pedersen og hans medarbejderes arbejdsform. Den er blevet mere
dialogbaseret.
– Det er fint i tråd med det, vi har udstukket i naturpolitikken. I stedet for at være myndighed med stort M skal vi være nogle, der skaber noget sammen med borgerne. Vi skal bruge vores faglighed på en anden måde. Vi er stadig myndighed, men det er noget med den mentalitet, vi går ind i tingene med, siger Jens Pedersen. • tkn@kl.dk
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-7-side-13.pdf